“Indre rejser kan være trættende”
“Min indre rejse har bragt mig snublende nær en banan og noget hestemøg. Derfor måtte jeg tage en pause fra den indre rejse og fylde min mave med steg.”
Jack Oash: Vi skal være en velsignelse for hinanden. Ikke ud fra vores personlige moral, men fordi livet i os vil det.
Opgiv det skyer. Vi er utrolige hernede på jorden.
Det bekommer mig utroligt
Det bekommer mig utroligt at høre på en livsuerfaren. Der findes mange almindeligheder man kan læse sig til uden at havne på et mere oplyst sted eller på nogen måde være blevet beriget, åndeligt betragtet. Derfor har vi her på redaktionen sagt “jo!, det kunne da være helt sjovt at høre på det, som Morten gerne vil høre på, nemlig en lille skønlitterær beretning af en livsuerfaren.” Det har imidlertid været yderst vanskeligt at finde en forfatter uden livserfaring. Det er mig derfor en særlig, og sikkert forbigående, glæde at præsentere en forfatter man ikke kommer uden om. Hvis man kommer gående hen imod ham vil han forsøge at blokere ens videre fremfærd med overvejelser frem og tilbage om ingen verdens ting. Han har solgt 7 eksemplarer af sin seneste bog. Mine damer og herrer. Tag godt imod Koster Ivan.
Tak, tak. Der var engang to par sko. Egentlig meget forskellige, fordi de var ejet af to meget forskellige tvillinger. Den ene tvilling var bange for døden og den anden hed Lotus. Det var en mand og en kvinde og da vi møder dem er de 45 år gamle og går og fejer lagkagekrymmel sammen i en dunkel hangar i Rio de Janeiro. Tak, tak.
Vinter Takhøj undersøger begavet forholdet mellem is og isbjørne i ny bog
Is og isbjørne hører sammen. Det ved enhver. Men er det så enkelt? Hvad er det der er så enkelt? Hvorfor spørger jeg Dem? Isbjørne har pels under lapperne, men hvorfor? Det er der ikke en levende sjæl der forstår. Som enhver opmærksom, ordentlig, god, mellemhøj og nybarberet læser sagde jeg disse ting til mig selv da jeg åbnede den knasende flotte hvide og iskolde bog fra geniet Vinter Takhøj. Det er Sofus Ha-bu-Ha Petersen der har skrevet den. Jeg tog al min viden og kastede den i en af disse grave man kender fra filmen Amadeus. Dermed kunne jeg ikke engang tale, da jeg så det frygtelige billede på side tre hvor en isbjørn spiser krebs på den mest primitive og uappetitlige måde jeg længe har hørt om. Bogen kommer helt uden om det vidensfetichistiske spørgsmål Hvad bor der ellers i de arktiske egne, og det var jeg ret taknemmelig for. Der lever nemlig også fisk og dem kan jeg ikke tåle synet af. Ja, de passer bedst til at blive stegt i smør. Hornfisk, for eksempel, kan jeg godt lide.
Fletcher og Katja i munden på hinanden: “Jeg elsker København”
Fletcher uddyber. “Ja. Jeg elsker København! Jeg elsker landet er lidt mere kryptisk hvad idéindhold angår, den slags skal lyse ud af én, hvilket det også gør for mig, med eller uden træsko.”
Han led af voksgrinen
En mand går ind i de ni skove for at reparere en bænk. Det lykkes. En drossel hjælper ham med at bære skruen selvom han er en både fingernem og hærdebred karl. En løve bærer hans skruetrækker i munden, selvom han bærer et helt spritnyt værktøjsbælte. En pingvin bærer hans boksershorts selvom de varmer dejligt. Han fikse blå og luftige halstørklæde bæres af to rækker mus. Da han kommer til floden, som han sagtens kan vade over, bliver hjælpsomheden ham irriterende og han begynder at hvæse ad en hare som står og vasker en enorm mængde beskidt tøj. Haren bliver naturligvis fortørnet og sværger at den ikke vil gøre arbejdet færdigt med mindre manden klæder sig ud som Voltaire og sætter sig ved et sammenklappeligt bord og laver fine blå prikker på et pergament. Manden laver prikkerne mens haren sidder på hans skulder og følger med. Da han har tegnet 29 prikker fylder haren mandens venstre øre med den fineste hudfarvede voks. Manden der lider af den sjældne sygdom voksgrinen bryder ud i en rungende latter der virkelig gør indtryk.
Alt, der synger
At have fulgt og arbejdet med og i Enhedslisten i årene op til dette tilsyneladende ret forvirrede Folketingsvalg, har været og er spændende. Jeg har fået styrket min indsigt i politik og er taknemmelig for mine partikammeraters overbærenhed i starten og for deres vedholdenhed og erfarne venlighed imod mig. Jeg takker. Jeg har forstået at noget nyt har taget fat ude i samfundet. Det vil jeg betegne som en voldsom højredrejning oven i den eksisterende. Vi må ikke lade som om vi ikke kender det onde. Så narrer vi os selv. Men vi tiltrækkes, særligt i norden, af gnidrede felter af halv indsigt og muligt lys, af kriminalromaner. Kriminalromaner viser desværre ikke hen til den vældige forsagelseskraft der bor i os. Den jeg har skrevet om i min salme. Så vi må ruste os med alt der synger. For at synge hjerterne op.
Du som fylder og beskytter
os på livets rige vej.
Så hver enkelt af os lytter
til hinandens rod og fejl.
Du som vælder som en kilde
frem af ørknens varme sand.
Du som sænker dig som dis
over kvinde, barn og mand.
Gennem tider, under himle,
gennem vores rare liv.
Gennem smerte, pinsel, farer.
Uden at vi siger: bliv!
Vi vil ikke stå i kæder
Det er ikke vores kald.
Når du mader os fra oven
Ved vi hvad vi bør og skal.
Vi vil løbe rundt på jorden.
Vi vil sidde ganske stille.
Vi vil kæle, klappe, elske.
Vi vil rundt på gulvet trille.
Se det mørkner i det fjerne
Det er skyer som er grå
Vi vil ta’ en dag ad gangen
For det ved vi at vi må.
Vi vil slippe al bekymring.
Viske hadets tavle ren.
Vi vil plukke blomster lilla
fra hver rig og frodig gren.
Og når dødens time kommer
Vil vi lide voldsomt slemt.
Men en morgen i det grønne
Vil det også være glemt.
