Ny bog: Mennesker der ikke har det godt

Forsiden af denne rigt illustrerede kaffebordsbog prydes af et fotografi af en midaldrende mand der sidder på græsset under et æbletræ i en akavet bagoverbøjet stilling med det ene ben trukket ind under kroppen. En slags Christina’s World med omvendt fortegn, eftersom manden her ses forfra, i modsætning til Christina på Andrew Wyeths billede. Han har, ligesom Newton i sin tid, fået et nedfaldende æble i hovedet. Men han kan ikke bruge det til noget. Newton har allerede forklaret os tyngdeloven som dermed ikke har gjort noget godt for denne mand. Hvis ikke man køber bogen på grundlag af dette rørende og tiltalende menneske er man, efter min mening, hårdhjertet og urimelig overfor boghandleren. Det skal lige siges med det samme at jeg købte den prompte.

Doktor Teskes forvandling

Han er blevet noget mindre i hvert fald.

Herbert Kirkeklokke løfter sløret for de første 5 sætninger i Markvig Travgådes nye roman

En skive rugbrød lå og flød i Seinen. En and svømmede hen og gjorde kål på den. Nej. Nøjedes med et hjørne. Anden var nemlig mæt.

Zim Vimlim til Vinte og Ole Ninte: “I har en pakke gær liggende på håndryggen”

Vi kom til at fnise da vi mærkede efter. Vi kom til at fnise da vi mærkede efter helt ind til vores kerner.

Det er fordi I ikke har nogen hjerner.

Vi er forskellige, hvorimod du minder om Vivi.

Hvem 17 er Vivi. Vi taler om jer. Ikke om Vivi.

Vi ved det ikke. Vi har en pakke gær liggende på håndryggen.

I er ustyrligt fjollede. Giv mig pakken. Jeg føler mig nøgen uden gær. Så meget ved I da om mig.

Virkelig elendig filosof ævler løs

Den tid vi lever i er ikke mere interessant end det at vi er her. Hvorfor vrøvler jeg. Det er da klart. Rul modernismen tilbage. Rul postmodernismen tilbage. Køb papkrus. En ordentlig bunke. Lav en filthat. Gør noget. Spis! Spis!

De bedste samtaler er kultur; de bedste venskaber og fjendskaber er kultur

Jeg synes måske nok at de danske politikere i aftenens indledende partilederdebat var lidt for prægede af den danske nationalkarakter, altså først og fremmest den trættende tilbøjelighed til at følge regler, i dette tilfælde “tonen på Borgen”, til at den egentlig interesserede mig. Den slags kræmmermentalitet, der hele tiden drejer sig om “hvordan får vi råd” er ganske enkelt upassende.

Hvorfor kun tale om penge, når vi har råd til velfærd? Det virker så småligt, ja, unaturligt i lyset af alle de dejlige arbejdspladser der er. Hvorfor ikke tale om indholdet af vores velfærd? Det var dog en sørgelig liberalistisk tanke at vi skal klare den sag helt på egen hånd, hver især, mutters alene. Næh, vi skal have politikere der tør fortælle os at vores liv ikke er noget værd uden kultur. De skal være top-trænede i kulturel anstændighed. Et lille, men betydningsfuldt, parti der ikke går efter regeringsmagt er på sin plads. Et sådant parti, Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er virkelig vigtigt af grunde som har at gøre med kultur. Vi skal bestemt da heller ikke i Folketinget. Det ville kræve kørsel fra land til by og involvere begrebssmitsom omgang med en masse unaturlige og uelskede personager. Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er, som sagt, virkelig vigtigt. Ok. Ret vigtigt. Hvorfor? Ikke fordi vi som enkeltpersoner, hvad er en enkeltperson, uden hinanden er vi intet, skal flytte os og forbedre os. Det ville være ualmindelig træls hvis vi skulle til det. Kultur er indholdet af vores liv. De bedste samtaler er kultur; de bedste venskaber og fjendskaber er kultur. Kultur i form af bøger, film osv. kommer i anden række. Lad os få styr på vores kultur, ikke først og fremmest ved at se på det dunkle, som for eksempel vores historie er, mishandlede din oldefar sin kone og børn, øh ja, ups, historie er dunkelt, ja, alt for meget støvssobberi. Historie er et overvurderet kulturelt fænomen, men ved at se på psykiatri, følelser og livsindhold og livskraft og selvrealisering og venlighed fremfor de sørgelige og ret kyniske alternativer selvopholdelsesdrift, magtkampe, fjendebilleder og krig. Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti kan inspirere os i et ret begrænset, men dejligt kontrolleret, omfang til, blandt andet, at bedømme de andre politikeres karakter. Det er helt latterligt at vi er gået væk fra det, når, blandt andet, kropssprog hele tiden afslører for alle hvordan vi tænker. Vores egen karakter som medlemmer af Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti forbliver en dyb, dyb hemmelighed. Vi i Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er nemlig for sarte, ja, lad os bare kalde en spade for en spade, for sårbare til egentlig selverkendelse. Selverkendelse kræver simpelthen en håndfasthed som vi ikke er vant til og som let slår ud i emsighed og attituder.

Bliver et parti i sandhed krøllet af at have kulturpolitikken som mærkesag? Nej da.

I Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er vi bange for ordet værdier. Det bruger alle de andre partier og det er ganske frygteligt at høre på. Værdier er den løgnagtige forestilling om psykiatri og ånd holdt ud i armslængde. Det er for videnskabsmandsagtigt og for kommunikationskvindeagtigt. Det gider vi slet ikke høre på.

To fremmede mennesker kom i den kedsommelige situation, at de troede de skulle tale om deres tilsyneladende dybt forskellige trosgrundlag, men blev reddet af et fælles, meget mærkeligt, fjendebillede: Rugfras

Katja og Doris faldt i deres første meningsfulde snak, livgivende og hemmelig som et fælles hul i jorden, den dag på græsplænen foran den herregård på hver side af hvilken de havde slået sig ned i to af de forhenværende arbejderboliger med deres familier. Den løbske græsslåmaskine mellem stierne i barokhaven afslørede at Petersen var faldet til jorden. Gamle Petersen. Den evigt halvberusede gartner som de begge var forelskede i til op over begge ører. Petersen var så moden at skillelinjen mellem dyb kærlighed og forelskelse var blevet ham ligegyldig. Nu lå han på jorden og rallede med øjnene dækket af de to billeder af de to børn Doris og Katja skulle føde ham med få måneders mellemrum efter sommeren var forbi. Han tog en dyb indånding og satte sig op i perlegruset og modtog sine to kvinder med armene slået ud.

Velkommen til haven. Der er 1000 ting jeg ikke har tænkt på, men velkommen til haven.

Du sendte os en invitation hvor der stod “Velkommen til haven. Der er 1000 ting jeg ikke har tænkt på, men velkommen til haven.”

Sendte jeg jer ikke en invitation hvor der stod “Velkommen til laven. Der er 1000 ting jeg ikke har tænkt på, men velkommen til laven”?

Laven? Nej. Du skrev altså haven.

Det er skægt. Det havde jeg ikke tænkt på.

Du skrev dato og alt muligt på. Vi er kommet her for at feste med dig. Vi har glædet os, kan du tro. Til at se dig. Hvordan har du det?

Jamen jeg synes jeg har det godt.

Du ligner altså én der føler sig temmelig sikker på at han skrev laven og ikke haven.

Jamen jeg skrev laven.

Men hvad betyder laven?

Det er når man laver noget. Jeg er ikke sikker. Jeg tror det er sådan. At lave et bord af træ, betyder at snedkerere et bord af træ. At lave en pølse betyder at stege en pølse eller at gå på toilettet. At lave rav i den betyder at lave splid, hurlumhej eller optøjer.

Det giver mening.

Gør det?

Ja. Fuldkommen. Intet har nogensinde givet så god mening, hvis du spørger mig.

Hør, jeg har set dig før, har jeg ikke?

Jeg er din bror.

Jamen det er rigtigt ja. Nå, men lad os da gå om i haven og få lavet det bord. Jeg har noget træ parat. Men vi kan begynde med at planlægge. Det kræver ikke andet end en kuglepen og noget at skrive på. Når man arbejder skal man altid have det rigtige værktøj. Jeg har noget meget fint snedkerværktøj … Pas på! Du går ind i træet!