En fuldkommen futil tankeøvelse i forbindelse med skiftet til sommertid
Først det, som kan forstås af mennesker:
Ved skift til sommertid stiller vi havemøbler frem og uret frem. Det er en god huskeregel.
Så har vi stillet uret rigtigt. Det lyder hyggeligt, men er det ikke. Det er et mareridt. Alle forsøg på at udlede noget logisk af denne mnemotekniske genistreg er noget nonsens.
Jeg vil i det følgende vise at der ikke findes sprog for hvad der sker når vi skifter til sommertid. Ligesom med spørgsmålet om hvorfor kunstnere er venstreorienterede. Vi må stille os tilfredse med nogle latterlige situationsbetingede tankeøvelser. Det viser sig nemlig at vi, uanset hvordan vi har stillet vores ur vil opleve vores vækkeur dobbelt irriterende og vores chef som laber.
Hvorfor?
Havemøblerne har det fint, vi har det elendigt. Vi er nemlig, viser det sig hurtigt, blevet hevet en time tidligere op end ellers. Hvorfor? Hvad i alverden er klokken? Det er umuligt at svare på, selv i denne hjælpsomme, belærende og kyndige sammenhæng. Det beror på situationen. Men det har heller intet som helst med argumentationen at gøre hvad klokken er i skrivende stund og hvad den senere vil være i læsende stund.
Var det ikke en idé at skrive noget på havemøblerne, så vi forstår hvorfor vækkeuret ringer tidligere når vi har stillet det til et klokkeslet der ligger senere? Vækkeuret ringer tidligere og samtidig føler vi os dumme. Der er altså to grunde til at miste besindelsen overfor vækkeuret.
En irriterende og dybt vildledende huskeregel er at havemøblerne skal have påskriften “allerede”. Efter skiftet til sommertid kan vi sige: “Skal jeg allerede hjem?” Men denne glæde virker hul og påtaget i forhold til at vi lige har knust vækkeuret og burde skamme os grundigt.
Men det betyder følgeligt også at vi skal tidligt op om morgenen. Ved skiftet til sommertid bliver vi sure på vækkeuret men synes chefen er laber. Alt sammen på grund af at der står “allerede”, “møgvækkeur” og “laber chef” på havemøblerne.
Lad som om vi stiller uret frem ved solopgang i stedet for midt om natten. 6 bliver til syv. Alle begivenheder sker altså senere på dagen, i forhold til vores indre ur. Vi kan dermed tillade os at sige til chefen: “Er den virkelig blevet så meget som 11? Det var enormt meget. Så fiser jeg hjem.” Vi fiser altså stadig på chefen ved skiftet til sommertid. Han eller hun kan intet gøre uanset om vi vælger det ene eller det andet bevis for at vi skrider tidligere. Vi stiller havemøblerne frem og fiser på chefen. Det er en god huskeregel.
Bliver vi sure på vækkeuret uanset om vi har husket at stille det eller ej?
Ja.
Vi bliver sure på vækkeuret i begge tilfælde, for hvis vi har glemt at stille uret, kommer vi for sent og ærgrer os over det og hvis vi har husket at stille det kommer vi til tiden, men er morgensure.
Søgende sjæle er latterlige
At sideordne åbent er et kapitalistisk greb, hvorimod at nuancere lidenskabeligt er en intellektuel bestræbelse.
Bliver du aldrig træt i hovedet af at sideordne hudfarver, religioner, politiske overbevisninger, osv. osv. Jeg gør. Jeg bliver knald træt af det.
Der er intet ædelt ved at være en søgende sjæl.
Vores tid dumhedsoverfladiskhed ligestiller de unuancerede “voksne” filosofiske spørgsmål som Hvad er meningen med livet? med de nuancerede, skarpsindige spørgsmål som Hvis de ting der sker er meningen, hvordan er vi så stillede?
Jeg tror ting sker med en mening. Søgende sjæle hader selve den ide, men jeg erklærer mig villig til at bruge mit liv på den nuancerende bestræbelse frem for at hengive mig til noget så latterligt som at “kultivere min åbenhed”.
Søgende sjæle hader nuancer. De er hverken lidenskabeligt optagede af hvor de er eller hvor de skal hen.
Søgende sjæle hader skellet mellem væsentlig viden og uvæsentlig viden.
Søgende sjæle ser på skaberværket med påtaget imponerethed der skjuler en enorm fejhed og uvilje imod at lære det de trænger mest til at lære, nemlig den bilaterale samtale.
“Tag stilling” betyder i dag “Find din egen letforståelige, dvs. kommunikerbare måde at være åben på.”
En søgende sjæl oplever eksistensen i armslængde i stedet for at deltage åbent og ærligt.
Jeg kan godt lide mennesker, men se engang på ytringen: “Jeg elsker dig min bror, fordi du er en søgende sjæl”. Sikke noget forbandet vrøvl! Det er ulækker tale!
Lad os nu give os selv og hinanden lov til at være angste og usikre. Som filosoffen Harbo Petersen siger: “Det er den del af angstusikkerheden som har med usikkerhed at gøre som får os til at stå mest knivskarpt elskelige.”
Filosofiprofessor sat til vægs af barn
Hvad hedder det i filosofien når en befolkningsgruppe misforstår en lille smule hvorfor den bliver forfulgt?
Det hedder en misforståelse.
Nej.
Jo.
Nej.
Nej.
Hvad hedder det i filosofien når et menneske tror at de ting der sker for det i livet er meningen?
Det hedder almindelighed.
Vel gør det ej.
Næ. Der er ikke rigtig noget ord for det.
Det var da mærkeligt.
Nej.
Jo.
Jo.
Atypisk samtale om vejret
Det er godt vejr i dag.
Det er overhovedet ikke godt vejr.
Hihi.
Tag jorden som helhed.
Sådan.
Jeg mente ikke bogstaveligt. Sæt den tilbage.
Små jokes
Kedel Kræ er på jagt i skrivebordsskuffen efter “små jokes”, for jokes må nemlig gerne være små.
Brøndby 2002. En skolelærer begynder at vaske en elev, der ikke er beskidt, midt i matematiktimen.
En mand rider ud i de dybe skove ved Shropshire for at lære hvad det vil sige at være og have været en kvinde “altid, hele tiden og ved morgenkaffen på Hotel Bingolyst”.
Han betragter de to små jokes. Ser om der skulle have sat sig lidt guldstøv fast i de små o’er. Jo, der sidder en kanalje i o’et i Shropshire.
Vi skal tage humor mere seriøst
Humoren er sidste fuldt synlige bastion før det evige. Vi skal forfølge den. Humoren vinder ind på det uudsigelige. I humoren sænker tilforladeligheden sig over hensynet og tilgivelsen. (Stryg den sidste sætning. Redaktionen.)
Hyldest til sproget og belysning af dets muligheder på Internettet
Stikord: Du skal nok klare dig, sprog. Du var det første. Dit frie løb imellem os. Du rider på elektroner. Kommer os i møde.
