På billedet ser man to hædersmænd, altså mænd der “har modtaget” hæder, stå og betragte en bil der må være eksploderet. Lyset på billedet er flot rødt, hvorfor også stemningen er flot rød. Man tager denne stemning med sig videre til udstillingens næste billede, men går tilbage til det oprindelige billede, fordi det er det der skal analyseres. For læreren. (Stryg de foregående to sætninger. Hilsen Gotus Ukaj.) Under billedet ligger en kartoffelchip fra ferniseringen for en time siden hvor maleren “modtog” hyldest. Chippen og det lettolkelige maleri får mig til at tænke på dis, altså en art vanddamp. (Stryg “altså en art vanddamp”. Læseren kender dis fra sin egen erfaringsverden. Hilsen Sæbe Wanting.)

Maleriet lavede en forstoppet associationsrække i mit indre. Mærkelig nok befandt associationsrækken sig foran en postskranke. Der lå en appetitlig og særdeles stor (Stryg “særdeles stor”. Hilsen Fiffer Grøn.) pakke på hylden på posthuset, så jeg skyndte mig at tage opstilling i min egen associationsrække for at bevidne hvad der videre “skete”. Køen bevægede sig med jævn fart. Jeg stod som nummer fire, bag associationen “blåt fad”, som var en ret tåbelig association, grebet lige ud af luften, da en midlertidig konklusion kom ind som en ubehagelig trækvind og blæste mig og alle mine associationer omkuld, mens den fremsatte den påstand at billedet var makværk. Men så kom en vistnok genial association: “bilen er havet og de to hædersmænd er master der står på stranden i den kraftige, røde vind” ind på posthuset og nev den midlertidige konklusion som skyndte sig bort. Associationerne havde sejret og vi klappede. En ældre dame kom ind på posthuset og bevidnede optrinnet med glæde: “De ved nok, hvad de laver!”