Sorry på rejsen

Tullepigens Far: Hvordan dælen vil du gøre det? Hvordan dælen vil du knuse 200 gulerødder på 10 sekunder ved at lægge dem på en række på asfalten og køre hen over dem. Aj! Nu sagde jeg det. Nu fandt jeg på det.

Læreren: Haha. Nej, Tullepigen klarer sig godt i skolen. I alle fagene faktisk. Og så har hun mange venner, så det er godt.

Tullepigens Mor: Alt det ved vi allerede. Hør, I skulle lytte mere til min mand, når han kommer med sine gulerodsvittigheder.

Læreren: Jamen det er skam morsomt. Det er bare ikke en vits der lige passer sammen med tidsånden.

Tullepigens Far: Tidsånden?

Læreren: De kulturelle realiteter. Den gode smag. Moden inden for vittigheder. Jeg kan godt huske den humor fra for 30 år siden, det er ikke det…

Tullepigens Far: Den gode smag har intet at gøre med om noget er et godt grin. Du tror du er fulgt med tiden, men du er blevet en stivstikker der undertrykker din tilbøjelighed til noget så fundamentalt som at le.

Tullepigens Mor: Det min mand siger er at han er særdeles skeptisk i forhold til om du kan lære vores datter spalter.

Læreren: Jeg forstår ikke.

Tullepigens Mor: Spalter. 4 gange 5 giver 20.

Læreren: Sorry på rejsen.

Billedanalyse: “To hædersmænd og et bilvrag”

På billedet ser man to hædersmænd, altså mænd der “har modtaget” hæder, stå og betragte en bil der må være eksploderet. Lyset på billedet er flot rødt, hvorfor også stemningen er flot rød. Man tager denne stemning med sig videre til udstillingens næste billede, men går tilbage til det oprindelige billede, fordi det er det der skal analyseres. For læreren. (Stryg de foregående to sætninger. Hilsen Gotus Ukaj.) Under billedet ligger en kartoffelchip fra ferniseringen for en time siden hvor maleren “modtog” hyldest. Chippen og det lettolkelige maleri får mig til at tænke på dis, altså en art vanddamp. (Stryg “altså en art vanddamp”. Læseren kender dis fra sin egen erfaringsverden. Hilsen Sæbe Wanting.)

Maleriet lavede en forstoppet associationsrække i mit indre. Mærkelig nok befandt associationsrækken sig foran en postskranke. Der lå en appetitlig og særdeles stor (Stryg “særdeles stor”. Hilsen Fiffer Grøn.) pakke på hylden på posthuset, så jeg skyndte mig at tage opstilling i min egen associationsrække for at bevidne hvad der videre “skete”. Køen bevægede sig med jævn fart. Jeg stod som nummer fire, bag associationen “blåt fad”, som var en ret tåbelig association, grebet lige ud af luften, da en midlertidig konklusion kom ind som en ubehagelig trækvind og blæste mig og alle mine associationer omkuld, mens den fremsatte den påstand at billedet var makværk. Men så kom en vistnok genial association: “bilen er havet og de to hædersmænd er master der står på stranden i den kraftige, røde vind” ind på posthuset og nev den midlertidige konklusion som skyndte sig bort. Associationerne havde sejret og vi klappede. En ældre dame kom ind på posthuset og bevidnede optrinnet med glæde: “De ved nok, hvad de laver!”

Fornuft og dødelighed

Den for øjeblikket vigtigste dødelighed i syge lille Johns liv var hans mors. Men den tilhørte jo ret beset hende først og fremmest, eftersom det var hendes dødelighed og ikke hans. Derfor gav det ingen mening at han kikkede til den. Da han forsøgte blev han slået tilbage af en art tremmer. Det stod ham imidlertid klart at hans mors dødelighed havde dannet sunde og gode rødder: En rod gik ud til ødipuskomplekset og en anden gik ud til den relationelle skrigedød i romanen Malte Laurids Brigge af Rainer Maria Rilke, mens en tredje gik til en bog om at dø som han ikke havde læst, men planlagt at læse. Alle rødderne havde noget med ham at gøre. Ergo havde han misforstået sin mors dødelighed og måtte begynde forfra. Tilbage til start.

Jumbo Frakke, reformator og fedtsyl, skriver om sin mors dødelighed

Din mors dødelighed berøres ikke direkte i versstumpen:

Moder er i køkkenet,
nu vil hun traktere.

“Nej. Selvom traktere er et mærkeligt ord der godt kunne give associationer til at kravle ind i en tragt brolagt med julenisser og andre slikkerier.”

Uforbedderlighed

Hvis jeg var en ældre medborger der sad på en bænk i parken og talte med en gammel ven ville jeg nok sige de lidt tomme og bøvede ord ”Folk er som de er. Der er ingen der kan laves om” ind imellem de mere interessante: ”Jeg synes ikke det vandtårn med grøn sodavand altid har stået der.”

Hmm. Hvorfor ville jeg sige det med folk er som de er og ingen kan laves om? Vennen, også en ældre medborger, ville vel nok vide at det forholdt sig sådan.

Min ven ville nok spørge: Hvem i alverden skulle dog også kunne komme på den idé?

Hvortil jeg ville svare: Jo, der er mange velbeskrevne scenarier hvor man virkelig tror at uforanderlighed eller, sjovere, ”uforbedderlighed” er noget ævl og at folk ændrer sig på kønne måder hele tiden.

Han ville så hælde grøn sodavand på sit lår og tilfreds mumle: Uforbedderlighed.

Veninder ved ovnen

Inde i ovnen skriger en forfatter. Uden for ovnen står to veninder og snakker. Forfatteren prøver at høre deres hyggesamtale igennem sine skrig, men bemærker kun at den ene ser rigtig ked ud af det. Hun dupper, ser han, sine øjenkroge med et lommertørklæde. Nu ser forfatteren i sin brændende kalender, inden den udslettes i flammerne, at han havde en fræk aftale med den grædende klokken 16 for tre kvarter siden. Men hvis det er ham der har brændt hende af, hvorfor i al verden er det så ham der ligger i ovnen? Nu brænder hans bukseben skrækkeligt. De fine lyseblå bukser der mindede ham om himlen hver gang han tog dem på eller lagde dem sammen. Det er åbenbart slut med at fimse rundt i blå bukser. Veninderne har det bedre nu. De går ind i biblioteket og slukker lyset efter sig. Manden tænker Pis, det var ærgerligt jeg mistede så meget. Det ender godt. Det gør det jo. Gennem mine kærlighedstrængsler når jeg frem. Men hvorfor snakker jeg med mig selv. Jeg må ud af denne ovn før ilden æder mit slips og alle mine muligheder for at fortsætte.

Bogen, bestræbelsen, bredden: Et parfafnyf

Kære forsamlede og jer der bare er med fordi I synes det er morsomt at “dukke op”, velkommen til parfafnyf. Hej til bredden, goddag til bestræbelsen og hej-på-dej inde i bogen; kuk-kuk vil nogen tænde lyset.

Henry Heerup: Naivt, modent, velfærdsdansk…

… og så bare derudaf!