Et fortolkningsspørgsmål

De fleste har vel, som børn, fået et eller andet ubrugeligt skrammel af den amerikanske præsident. Stået med et hjul. Stået med et hjul oppe på bakken og vinket til den underlige, blå delegation.

Du har været forelsket i en pige der hedder Bettina?

“Meget.”

Og jeg kan se der står her i Juleevangeliet, at hun igennem længere tid var opmærksom på, om hun også kunne blive forelsket i dig.

“Det er et fortolkningsspørgsmål.”

Jeg synes vi er kommet meget godt i gang med interviewet.

“Ja.”

Bliver du aldrig revet lidt med af sproget, nu hvor du skriver så meget?

“Jeg skriver bare de ting der skal stå?”

Og så spiser du aftensmad.

“Og så spiser jeg aftensmad.”

Er du god til at leve? Første spørgsmål: Er dem der hverken italesætter eller spørger ind til problemer bare ligeglade?

Nej. Svaret er nej. Der findes masser af alternative muligheder for at forholde sig levende til egne og andres problemer. Bede, våge, vente, være agtpågivende, forsigtig, trofast, lave sjov, smile, sige hyggelige ting. Så hvis du har svaret ja er du altså, efter min mening, ikke god til at leve.

Vartegn i hæklerummet

Ovre på knæet af hyggelige Iris står et Taj Mahal lignende monument. Rundetårn i hvidt er placeret ved siden af Arthur på Sure Røvhuls arbejdsbord.

Læserbrev: Postbuddet har trådt på min violin

Kære The Other Newspaper,

Jeg skal ikke opholde jer unødigt i jeres travle hverdag så jeg har rettet lidt i dette dokument. Den helt korte version er: Min violin er kaput og der er kun én streng der virker. Den lidt længere version er at både postbuddet og jeg har været en odder. Jeg tror postbuddet vil begynde at græde hvis jeg lader violinen ligge i indkørslen. Der er tale om et uhyre indviklet landpostbud.

Med venlig hilsen

Niels Christian Beethoven

Kære Niels,

Det stod klart for mig med det samme, at jeg har mere tid end dig. Jeg sidder her med min guldhat.

Med venlig hilsen

Morten, The Other Newspaper

Ny bog: Christiane Okker

Din bedstefar er skrædder. Det er en flot måde at åbne en bog på. Til gengæld havde jeg ikke hænderne frie, så jeg måtte åbne den med tænderne. Men mit blik faldt straks på sætningen, som er en påstænd. Ja, det hedder egentlig en påstand, men jeg er litterat ude fra Vestegnen. Som læser må man berigtige udsagnet om skrædderen. Det er rigtigt, omend i billedlig forstand, at alle vores bedsteforældre var skræddere der prøvede at snyde kunderne for småbeløb. Rotter. Rotter, siger jeg.

Sommerhistorien: Helmers telefon ringer ikke

Helmer kiggede på sin telefon. Det var tre telefoner siden nogen havde ringet til ham, så til denne knyttede han et vist, omend ubegrundet, håb. De sagde noget i højttaleren. [Rigtig flot måde du får introduceret det faktum at han opholder sig på et færgedæk. Redaktionen.] Det var færgens højttaler. [Smukt. Simpelthen smukt. En anelse klodset, men smukt. Redaktionen.] Der lød en umiskendelig ringetone i nærheden. Det kunne ikke være en sang. Den var for overspændt. Han kendte lyden fra sine omgivelser, når omgivelsernes omgivelser ringede. [Stryg endelig ikke det med omgivelsernes omgivelser. Det er dejligt og slet ikke ”ubehageligt” at klodsetheden gentages. Nej, ”ubehageligt” er et dårligt ord. Redaktionen.] Den første telefon Helmer havde haft havde ringet over 250 gange. Det var i en anden tid. Helmer var ung. Det var et andet sted. Sommerhuset i Løgstør. Han havde ligget under sengen og talt med Iben, Klaus og Salmona. Iben og Klaus var blevet gift og Salmona var nu død. Den sidste gang han havde talt med Klaus talte han med Ibens stemme. Den sidste gang han havde talt med Salmona talte hun med naboens stemme. En langt højere fyr på 41. ”Hvor er jeg?” var de sidste ord han havde hørt fra Salmonas mund. Hun var på Kløvervænget 41 i Blovstrød.

Plut.

[Hvad var det? Redaktionen.]

Plyt.

[Hvad var det? Redaktionen.]

Plat.

[Å, nu forstår jeg det. Genialt! Redaktionen.]

Det var en abbed der sad og trallede.

[Det var nemlig det, det var. Redaktionen.]

Klat.

[Yes! Redaktionen.]

Klat Neiendam.

[Nemlig! Genialt, at introducere en genial person, som folk kender i forvejen. Redaktionen.]

Mak.

[Jeg er lidt træt. Det her er skrevet dagen efter. Redaktionen.]

Du kan da ikke pludselig slå om og kritisere mine ideer.

[Det har du ret i. Redaktionen.]

Mak er en af mine bedste ideer.

Ny bog: Rikkes pubertet

Bogen starter med at man ser jordkloden. Så lyder der en lyd. Nogen vrikker. Man lægger mærke til verdenshavene. Man lægger mærke til ting uden for bogen. Høje træer i haven. En maskine. Så sker der noget. Hovedpersonen introduceres. Han har stået skjult bag jordkloden hele tiden.

Timingen er således rigtig god. Jeg er ikke så vild med det stilistiske. Det stilistiske røg ned ad ryggen på mig og det kløede.

Salbrønd Skalhede, velkommen til din bog.

”Hvorfor vil du mødes midt i handlingen i min egen bog? Er det rimeligt overfor mig. Øjeblik, jeg bestøver lige min pibe.”

Øjeblik. Jeg præsenterer dig lige for din hovedperson.

”Det er ikke min hovedperson. Hun er sin egen.”