Grundtvig 2018

Grundtvig kommer svingende i sin lille praktiske Grundtvigbil. Jeg stiger ind ved siden af ham.

“Hjertet taler til os om et håb der er større end håbet om et godt liv her på jorden. Et håb der gerne omfavner lykken, men et kærlighedens håb som samtidig er et åndeligt håb der på en yderst sindrig måde er knyttet til praktiske ting som det politiske. En sindrig måde som det ikke står i min magt at gennemskue. Et håb om brodersind, om søskendesind. Skulle jeg komme og sige at kristendommen kan reduceres til en serie dogmer. Nej. Skulle jeg komme og sige at Islam, Jødedom, Hinduisme og andre religioner kan. Nej. Men at hævde at jeg intet ved om Det Store Håb ville være løgn, ja, tilmed hvad jeg ville anse for en formastelighed. Jeg ser på Huset Danmark og tænker på det gamle ord om at når fattigdommen går ind ad døren flyver kærligheden ud ad vinduet. Jeg ser ingen måde at tale om Det Store Håb i sekulære termer. Sproget er for rigt. Opladet med en kraft som du og jeg kan bruge, passivt såvel som aktivt, til hverdag og til fest! En kraft der er skabt til os alle hver især, så vi kan få noget godt ud af livet med hinanden. Vi skal ikke bruge sproget ej heller vores intellektuelle overskud til at nedgøre.”

Du peger på hjertet.

“Jeg mener godt man må pege på hjertet. Det er det jeg gør ovenfor. Jeg efterlyser altså en ny Grundtvig. Jeg efterlyser ikke en bog der hedder Samtalens Svære Kunst, for det Lutherske ene-og-alene-stork sidder dybt i os. Vi skal have lov til at være alene. Ruge, våge, væve, bede.”

Pas lige på den firhjulstrækker.

“Jeg anser en folkebevægelse grundlagt på selvbevidst analyseren for urealistisk og taktisk ringe.”

Ny bog: Katson Gævgaller

Optakten til romanen er enkel. Katson Gævgaller vokser op på Katvej og flytter hjemmefra som 18-årig. Han laver nogle smukke læhegn, med små huller der sikrer udsigten til psykiske lidelser. Som 32-årig flytter han tilbage på vejen til et ganske stort hus to numre længere nede mod skoven, hjemførende sin brud Vivian Tænk, en dejlig kvinde i 60-årsalderen. Så kommer avis-krisen i 1910’erne, billeder af trekantede aviser præger avisernes illustrationer og familien må flygte for sjov ind til midten af en stor urskive i Solrød. Herfra driver Katson og Vivian en ikke særligt krævende men indbringende og blålig virksomhed, samtidig med at de opdrager et barn med samme ubesværede kærlighed som en ugle føler sig hjemme i et træ. De flytter tilbage til Katvej i året Knud, denne gang til et hus tre numre nærmere skoven og lever et langt og lykkeligt liv.

I bogens anden halvdel fortælles den samme historie set fra den netop omtalte skov. Grene hindrer udsynet. Et par gange luller Katson rundt alene og synger tilsyneladende uforstyrret under læserens udsigtspost i et grantræ. Det er sjovt. De små ting der foregår i skoven beskrives malerisk. Årstidernes vekslen. Dagenes skiften. Langsomt samles handlingen fra impressionistiske pletter til et brusende vandfald. Det beskrives som “to bøgeblade der ligger på en smuk mulatkvindes kimono ved bredden af en sø”. Vandfaldsbeskrivelsen er underlig derved at der slet ikke omtales et vandfald, men læseren fornemmer at mulatkvinden står i vandfaldet på en meget smuk måde og bader. Nøgen, lysebrun og med struttende bryster driver dette fjollede ledemotiv handlingen i gang. Hun ved ikke at læseren spionerer. Så forsvinder hun med ét. Hun var en hed fantasi. Læseren sidder alene og slukøret mellem bøgebladene og kimonoen er borte, måske fordi læseren vovede sig for tæt på. Ingen ved det. Alle leder. En enkelt drysser. To passer. Et skovfatamorgana. Gad vide hvad der var sket, hvis læseren havde taget den anden skovsti i stedet for at lure. Læseren sidder med en flad fornemmelse. Så kommer Katson traskende. Læseren kender ham fra bogens første halvdel. Han foreslår at de sætter en masse læhegn op og så går Katson og læseren i gang.

Insisteringsfjotaben insisterede sig ind i vores hjerter

Hvor mange flere kapitler skal vi høre om denne festlige herre? Jeg skal da love for at insisteringsfjotaben Niels Christian Beethoven holdt på sit inden han tilslut bjergtog os, vandt millionen, herregården og senere lagde stilen helt om, men det hører vi mere om senere. Selv i det indledende kærestebrev til hende der senere skulle blive Irma Inez Schubert Beethoven Sangdrage, han mødte hende ved et busstoppested i Holme, insisterede han på sine tre principper: 1. Sorgen er det mest komplekse i livet. 2. Det er ok at være glad. 3. Insistér på at insistere. Det er forkert at sige, at han insisterede sig ind i hendes hjerte og hendes liv. Men det troede han! Han insisterede på sin tro og på sine opvaskeprincipper. Han insisterede på at han selv var lille, men han insisterede på at tro på sig selv, at tro på tro og at tro på at insistere, det sidste kun når han ”udtænkte ting” i sin ”blå ring”, en humoristisk betegnelse for opholdsstuen på Kartevej hvor hovedværket ”Samulka” blev til og hvor han fremdeles arbejder. Jeg finder Niels Christian Beethoven betagende.

Men Niels Christian Beethoven blev anderledes.

Jeg finder ham i en dynge. Bag huset.

De sidste optegnelser før hjerneblødningen ligger fint ordnet foran ham. To korrekte romaner og en slags manifest, siger han lavmælt. En gås kommer vraltende. Vi betragter den opmærksomt.

Numsens prutkraft

Øhm.

Perspektiv: Hvad er værdien af 50 kroner om 50 år?

Kluk Berling var en af den slags mennesker der stod i årevis i lufthavnens modtageterminal med en pose mel og ventede på sig selv. I gamle dage sad den slags fyre på et led med et strå i munden. God i kontakten. Landsbytossen. Men Kluk blev reddet af de højere magter, sig selv, gode pårørende og en god psykiatrisk indsats. Han blev filosof.

”Værdien bliver den samme for alle.”

”Så kan man for min skyld godt være liberalist, for så er man det i en sund forstand. Nu er vi i en anden situation. En 50’er er ikke det samme for alle.”

Ullu Huban skriver om søfart, så man kan høre musene sige “piv”

Der findes utrolig mange litterære værker om søfart, både faglitterære (Hvordan kravler man op i masten?), skønlitterære (Jeg kravler lige op i masten) og de mere subtile henvendelser man kunne finde på lokumsvæggene i Tanger i gamle dage (Kravl op i masten, din ramsaltede Basle.) Ingen af værkerne omhandler, mig bekendt, og jeg har læst det hele, det siger jeg dig, hvor usigeligt kedeligt det kunne tænkes at være at befinde sig på et skib hvis virkeligheden var en anden og skibet hverken havde styrepind eller ror. Det forsøger Ullu Huban i sin nye bog “Jeg hader rejser som pesten”. Og hold kæft, og jeg mener virkelig du skal lukke røven, hvor går Ullu glip af meget i livet med den tåbelige, tåbelige holdning. Hver gang hendes argumenter falder fra hinanden i de alen lange pamfletter, delt ud til sagesløse og dybt uskyldige S-togs passagerer i 1977 og medtaget i flere af kapitlerne i bogen, begynder hun at danse. Jeg går ud fra hun vrikker med røven og tænder røgelsespinde og alting. Mens hun danser tænker jeg mit. Idioten hader netop ikke at rejse og hun kan godt lide at sejle. Jeg gennemskuede hende med det samme. Men netop i det øjeblik jeg troede jeg havde forstået hvor dum hun er, starter kapitel tre. Det er jo snedigt gjort. Skibet foretager en kovending og sejler den anden vej. Det sejler ikke hjem, for det startede med at sejle ud og så sejlede det hjemad og nu sejler det ud igen. Genialt. Styrmanden og kordrengene bliver selvfølgelig drøn-forvirrede. Det siger sig selv. Der kryber en lille orm ind i det lille fort af sølv der står foran kaptajnen og så bryder helvede løs. Kapitel fire starter. Hovedpersoner såvel som bipersoner er placeret på en fodboldbane. Jeg elsker scenariet og får lyst til at spille fodbold. Simpelthen for at afreagere. Give den skide bold et ordentligt hyr. Jeg synes hun er lidt fedtet i sidste kapitel hvor der kun står “gyp” men hun gør det knageme godt. Man letter på hatten og knager med.

Magt er noget totalt taktløst

Betydningen af ordet ‘sej’. En sej kvinde er noget positivt, men det hænger sammen med kamp og det er yderst vanskeligt at forestille sig en kamp uden at det i en eller anden forstand er en magtkamp hvor nogle er over og nogle er under, hvor nogle kører derudaf og andre kues, hvor nogles interesser og behov tilgodeses og andres ignoreres. Eftersom magt er noget totalt taktløst forekommer det derfor tvivlsomt om en sej kvinde egentlig er det i virkeligheden, når det kommer til stykket. Hvordan hænger tingene da sammen? Problemstillingen bliver yderligere kompliceret ved at sej har klang af ”god på en virkelig dyb måde”, ”ejegod” kaldte man det i gamle dage. Men dette, at det var i gamle dage, er vigtigt. Nutildags bruges ordet sej tit og ofte om både mænd og kvinder. Hvordan hænger det sammen? Se på sproget. Vi bruger ordet ”sej” om mennesker vi har respekt for. Når vi siger det helt præcist, dvs. i dagligsproget, siger vi: ”Jeg har en dyb respekt for Signe”. Men når vi siger ”jeg synes det aftvinger en dyb respekt at Signe gør sådan og sådan” er vi ude på et moralsk skråplan. Hvorfor skal andre inddrages i min personlige vurdering af Signes sejhed? Respekt for sejhed er noget hemmeligt. Det er ikke noget diskret, det er noget hemmeligt. Det er noget vi siger om afdøde personer, især: ”Møller havde en dyb respekt for Signe”. Der er utrolig mange indviklede nuancer i sproget omkring sejhed, kamp, magt og respekt. Men dog er vi tvunget til at tage personlig stilling til disse nuancer i forhold til os selv for ellers er vi ikke skikkelige og ordentlige mennesker. Desværre for alle de politisk engagerede: Klassekampen er ikke noget man ”tilslutter sig”. Man kan se nogle umenneskelige forhold for samfundets svageste, men det betyder ikke at man kan aftvinge respekt hos andre end ligesindede. Det er et stærkt argument for ikke at melde sig ind i et politisk parti og dette argument glemmer vi ofte. Vi ser det som mangel på oplysthed og engagement. Vi skal holde med Sokrates og være dybt uinteresserede i magt. Men vi skal vel at mærke være det på et dybt plan hvor alle nuancerne er med. At være engageret i magtkampe gør os balstyriske, selvhøjtidelige, selvgode. På den ene eller den anden måde bliver det til vold. Alt det skal vi vise bort. Men giver det ikke en stor magt at have magt fx over sproget? At kunne nuancere, fastholde nuancerne, lave stærke billeder, opsummere hvad andre siger? Nej. Vi må fastholde at det at kalde en anden person sej er noget dybt personligt. Det er ikke noget andre end de helt nære kan holde ud at høre på. Dem der virkelig er med os når det gælder. Der er mange kunstnere som ikke opfatter sig som magtmennesker, men som frie ånder. Det er jo løgn når de hele livet bliver eksponeret foran folkets hjerter og intellekter via medierne. De reflekterer ikke over de ting jeg siger her, men det vil jeg opfordre dem til. Og jeg vil opfordre læserne derude til at være vagtsomme og kritiske overfor særligt de blide og flippede magtudøvere. Jeg har gennem hele livet været uinteresseret i magt. Det er et bevidst valg som hænger sammen med den jeg er. Min natur, min opdragelse, min uddannelse, min dannelse. Jeg kan simpelthen ikke respektere folk der siger at magt er noget nødvendigt og lever efter den devise. For den er forkert. Vi må være nuancerede. Hvorfor det? Fordi det er den tredjestørste sorg i vores allesammens liv at det er svært at skille tingene ad. At være nuancerede. Hvordan skal fælles og personlige glæder finde vej til vores liv og vores samfund hvis vi ikke tager nuanceringsvanskelighedssorgen dybt alvorligt, så alvorligt at vi er nogle der i kraft af evner og medfødte talenter vier vores liv til den? Jeg hader ikke talentløshed og talentløse. Jeg hader ikke amatørisme og amatører. Jeg ved, at det er en sorg for os alle at det er svært at skille tingene ad. Det er ikke noget nyt jeg siger. Men det er noget der tåler gentagelse på trods af det faktum at alle i det oplyste Danmark forhåbentlig opfatter det at være et magtmenneske som noget negativt. Det mener jeg heller ikke der er nogen der udelukkende er. Men jeg mener at det er tid til at bruge sproget rigtigt. Jeg mener ordet magt skal luges ud af sproget. Det er ikke brugbart. Det er dybest set noget ondt, noget latterligt, noget vi bør grine af. Og det skal vi huske at gøre. Vi skal huske at grine. Grine med sproget. Trænge os ind på klichéerne og udstille dem, latterliggøre dem, så vi ikke udstiller og latterliggør alle dem der er ude i noget politisk snavs. Alle dem der ikke har andre politiske visioner end nødvendighedens politik og fremstiller indvandrere som andenklasses borgere. Fordi de ikke ved bedre. Er tiden ussel? Nogle ting er usle, andre er det ikke. Hvorfor skal vi gå rundt og tage os selv så alvorligt når vi hele tiden går rundt og sørger. 1. tabssorg, 2. ensomhed, 3. sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. længsel, 5. sorgen over at være sig selv nærmest. Er det ikke en god grund til ikke at tage sig selv så alvorligt? Er dette ikke forudsætningen for at åbne sig op overfor de glæder som livet nu engang rummer? Jeg kan i virkeligheden ikke tale med folk som ikke forstår disse ting. Jeg kan stå eller sidde sammen med dem fysisk, men uden oplevelsen bagefter af at et møde har fundet sted. Det er da hihi utilfredsstillende for mig. Jeg er ikke noget geni. Jeg har ingen geniambitioner. Geniordet er en vildfarelse i sproget. Men jeg må sige at jeg foretrækker mennesker der kan sørge over de ting der er at sørge over og blandt andet herigennem finde glæden og lykken. Jeg må sige, at jeg foretrækker folk der sørger frem for folk der er forvirrede og frustrerede. Derfor skal samfundet geare ned. Helt ned. Vi skal give hinanden muligheden for at kunne lide hinanden. Vi skal give kærligheden mulighed for at vinde frem. Jeg er så træt af den måde erhvervslivets forkrøblede sprog vinder insisterende frem i alle sfærer af vores samliv. Selv under hihi vores samlejer. Fremadrettet. Det hedder fremover, med mindre der er tale om at styre et fartøj og det er det de færreste der hihi gør. De er afdæmpede på en hihi syrlig måde. Lad os dog ikke gøre dem til fjender. Se på deres tal. De ryger ganske vist ikke, men de løber rundt på vejene og spreder deres uløselige gåder fremadrettet. Fremover, undskyld. 🙂