Maradjøngades tale og efterfølgende dialog med Takhøj

De fleste politiske problemer opstår ved at man ikke må registrere barndomsgeneralieblade: Hvordan var du i din barndom? Stammens udtalelse, tak. Jeg er interesseret! Er flertallet? Nej! ”Vi” er åbenbart totalt ligeglade med hinandens kerner. Vi bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på at tilsløre hvilke forbandede svin mange var i deres barndom. Men jeg ser igennem alt det guldstøv der fejes sammen. Og samtidig ser jeg storsindet bort fra de fleste af de løgne der omgiver mange af mine medmennesker i min kærlighed. Hvorfor skulle jeg ellers skrive?

Jeg tror ikke den type godhed jeg beskriver her, den type som går helt tilbage til barndommens naturlige godhed og som blev opdaget og opelsket af enkelte kærlige mennesker dengang, stammen eller kærlighedskulten omkring mig, vil jeg kalde den lidt dristigt her, er den eneste slags menneskelige godhed, men jeg tror den er den vigtigste slags, sikkert fordi det er den jeg selv besidder. Det er akkurat denne type godhed jeg hylder på Den Anden Avis. Fordi hvad? Selvfølgelig fordi jeg håber at mine læsere ikke opgiver håbet om at deres godhed er god nok, selvom denne type godhed ofte betyder at dens ejermand eller ejerkvinde bliver misbrugt og trådt under fode af livsløgnerne. Det er min kamp. Punktum. En kamp som langt de færreste ønsker. Livsløgnerne lyver så dybt for dem selv at de tror med sig selv at også deres mere luftige indfald er ligegyldige. Derfor angriber de luftige indfald overalt hvor de møder dem. De affejer mennesker. Den Anden Avis er mit generalieblad over livsløgnerne. De er for mig at se tidens nihilister.

Politisk set: Magthaverne skal være dem der 1. har været gode i barndommen, 2. har taget denne godhed med sig på trods, 3. har livserfaring og 4. ikke ønsker magten (Sokrates)

Takhøj: Det synes jeg er forfejlet.

Maradjøngade: Nå. Hvorfor?

Takhøj: Alle mennesker er i stand til at gøre noget godt og tilsvarende at gøre noget der ikke er godt.

Maradjøngade: Men der er forskellige typer godhed. Det må være ethvert menneske forundt at kæmpe for den type godhed man selv kan se og identificere sig med og i en vis udstrækning repræsenterer. Tag-med-fra-barndommen-godhed.

Takhøj: Grunden til at jeg ikke drillede var at det lærte jeg hjemmefra. Mine forældre snakkede med mig om det og fortalte hvorfor der var nogen der drillede.

Maradjøngade: Men den type godhed fra Tolstojs Herre og Tjener hvor herremanden redder tjeneren ved at lægge sig oven på ham i sneen er en anden slags godhed end en streng-men-retfærdig-opdragelse-godhed.

Takhøj: Jeg synes ikke der er flere typer godhed. Jeg synes at al godhed udspringer af den samme kilde.

Maradjøngade: Jamen der er da flere typer godhed. Verden er kompleks.

Takhøj: Jamen det er forkert at kalde folk der drillede som små for livsløgnere. Der kan jo være mange grunde. Man kan sagtens opdage at man kan opføre sig på en anden måde.

Maradjøngade: Men det synes jeg er om-syge og mangel på selvkendskab. Når selvkendskaben ikke under sig selv at kæmpe for den type godhed man selv står for.

Takhøj: Jeg var klog nok til at gennemskue det dér sociale spil. Jeg følte mig hævet over det, simpelthen. Det var sgu da ikke særlig godt, vel?

Maradjøngade: Jo.

Takhøj: Jeg kom til at stå i en position hvor jeg stod alene. Jeg følte mig også arrogant. Følte mig bedre end de andre.

Maradjøngade: For mig at se er hele partiet Venstre livsløgnere.

Takhøj: Nu skifter du jo fuldstændig emne. Siger du at alle folk fra Venstre har drillet folk da de var små?

Maradjøngade: Jeg siger at de dyrker og kultiverer løgn. Det er på et idealistisk plan jeg mener de her ting. Der er en polarisering i samfundet som betyder at der er en minoritet af folk der har det der tag-med-fra-barndommen-godhed. En undertrykt minoritet ligefrem. En minoritet der har noget at give på alle mulige planer.

Takhøj: Så synes jeg det er to forskellige ting du mener. Jeg synes virkelig, virkelig du tager fejl i at man kan dømme voksne mennesker på om de drillede andre da de var små.

Maradjøngade: Jeg vil bare gerne kunne tage en øl med en politiker jeg ser på tv.

Takhøj: Det er jeg ikke interesseret i.

Maradjøngade: Hvorfor?

Takhøj: Fordi jeg synes det vigtige er de holdninger de har. Hvilken politik de fører.

Maradjøngade: Jeg håber ikke du lægger mig det til last.

Takhøj: Men jeg lægger dig det helt klart til last hvis du mener at dem der mobbede andre bare er nogle skiderikker resten af deres liv.

Maradjøngade: Er der ikke noget rigtigt, nyt eller sjældent i de ting jeg har sagt?

Takhøj: Nej. Jeg var enig med dig i det du sagde om Venstre. Men det var hverken nyt eller sjældent.

Maradjøngade: Fik vi nok med til at det kan blive en evig Sokratisk dialog? Jeg synes du vandt nogle point på at være for studs. Det gode er ikke en eller anden orden. Man skal tro på det gode i mennesket og hvis man skal det har man kun det gode inde i sig selv at gå ud fra.

Takhøj: Det synes jeg du har fuldstændig ret i.

Kvinde, der frygtede at sende signaler sendte signaler

Nu findes der andre erotiske signaler end: jeg er tiltrukket af dig og vil gerne have sex med dig.

Nu findes der andre erotiske signaler end: jeg er tiltrukket af dig og vil gerne høre mere fra dig og din uvurderlige charme.

Nu findes der andre erotiske signaler end: jeg er tiltrukket af dig og vil gerne lære dig at kende.

Nu findes der andre erotiske signaler end: jeg er tiltrukket af dig og vil gerne have at vi skal være venner og muligvis kærester eller elskere, sådan lidt på sigt.

Hvis I kvinder tror at der ikke findes andre signaler end dem og at I uforvarende kan risikere at blive (mis)forstået på en af ovenstående måder blot ved at  kommunikere naturligt med mænd må I længere ud på landet. Her er i øvrigt dejligt. Derfor må jeg minde jer om at samspillet mellem mænd og kvinder er et sprog. Et sprog som er 70 procent non-verbalt. Brug fantasien og humoren. At nøjes med at fnise af vores jokes er krysteragtigt. Om noget vildleder evindelig fnisen os, for et gnis, undskyld et fnis, betyder i vores ører, ja, i vores kroppe at å, jeg ville gerne fnise mere af dine jokes og jeg er sådan en ensom kvinde, bare i dag har jeg ristet brød forkert. Vi mænd vil gerne elskes som vi er og ikke for vores kunnen udi humoren og andre ting. Fantasien kan gøre en verden til forskel. Hvis I kvinder blot bruger den kan I sende de helt rigtige signaler. Se bare:

Kom ned i tempo, makker!

Mere skal der faktisk ikke til. “Kom ned i tempo, makker!” er et lysende signal med religiøse undertoner. Sætningens sprogdragt kan variereres i det uendelige, er blevet brugt af kvinder i tusindvis af år, virker hver gang, men kræver mod og kærlighed. Ja, den viser at kvinden er modig og kærlig og ved hvor skabet skal stå. Betydning? Den betyder da mange ting:

Det er ikke mig der har opfundet kønsforskellene.

Er blot en af de ting den betyder.

Nørne Nobelvinder om tilgivelse, forbrødring, forbitrelse, dysfunktionalitet, dialogkaffe og om-syge

”Jeg kan ikke sige andet om hele den bunke begreber end at jeg ikke så godt kan lide at høre på at en person eller et forhold er strandet eller havnet i forbitrelse. Det er ikke komplekst nok. Der må og skal stikke noget mere under. Noget som man via sproget skal blotlægge, afsløre.”

Sandt nok. Når noget ikke er komplekst nok er vi havnet i et negativt arkimedisk holdepunkt som kan blive til noget positivt.

”Det får du altså ikke Nobelprisen for at sige. Giv mig mere kompleksitet, hvis du kan. Jeg kan kapere det og jeg kan forstå det. Bare vær præcis i det du siger.”

”Jeg kan heller ikke så godt lide at høre på at der hersker fordragelighed og tilgivelse mellem søskende. Fordragelighed hersker, i visse landsbyer?, men ikke mellem søskende. Tilgivelse ‘hersker’ ikke engang. End ikke i landsbyer.”

”Jeg kan næsten bedre forholde mig til ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Også selvom det ikke kan siges i noget gyldigt nu.”

”Jeg kan også forholde mig til andre ilde hørte indsigter som: ‘Tilgivelseserklæringer kan være store menneskelige fejl. Ligesom når vi bejler til et andet menneskes hånd uden at kende vores besøgelsestid.’”

Du er inde på at meget af den sociale lidelse vi mennesker oplever må gennemleves i den dybeste ensomhed.

”Det har jeg ikke sagt, men det tror jeg du har ret i et stykke ad vejen. Men du bliver stadig nødt til at lytte til mig. Jeg er klogere.”

Det er godt. For det er mig der interviewer dig. Den centrale sætning synes at være ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Den er fuldstændig kontroversiel, vil jeg hævde.

”Ja. Den ytring må vi så komme med i litteraturen eller i andre sammenhænge som er delvist løsrevne fra virkeligheden og henlagt til ensomheden, som dermed ikke er så ensom endda.”

‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Hvad betyder den sætning?

”Betyder?”

Den må jo virke uforståelig for mange. Hvordan mener du den?

”Jamen lad os se på den ud fra de begreber som står som emnerne for denne samtale.”

Jo jo.

”Første begreb: Tilgivelse. Hvis det er tilfældet at ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ så er tilgivelse slet ikke på tale.”

Tilgivelse er vel altid på tale hvis der er tale om en konflikt og i særlig grad når der er kærlighed involveret.

”Nej. Kan du ikke se det?”

”Hvis du ikke kan se det får jeg ikke engang Banotto Prisen.”

Hihihi.

”Hahaha. Så er der begrebet forbrødring. ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Hvis det er sandt vil jagten på forbrødring være malplaceret og spild af kræfter fordi hvis man mener sætningen lidenskabeligt, og virkelig mener den, så er kærligheden der allerede og alt andet er ensomme endeløse dobbeltrefleksioner og om-syge i virkeligheden.”

Vær glad. Vær ubekymret, hører jeg dig sige.

”Ja.”

Du er kommet frem til et Jesus-ord på en eller anden krummelure agtig middelalderlig Erasmus Montanus syllogismeslutningsagtig måde?

”Hihihi.”

Huhuhu.

”Forbitrelse.”

Ja.

”’Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ er ikke en sætning der kan siges; den kan knapt tænkes. Ikke hvis der er tale om en virkelig kærlighedsrelation.”

Hmm.

”Jeg indrømmer at mange ser forbitrede ud når jeg går i supermarkedet og leder efter asier. Men samtidig er de mindst ligeså nysgerrige. Det er egentlig sødt.”

Hihi.

”Her kunne jeg sige, lidt Oscar Wilde agtigt, at den grundlæggende nysgerrighed opvejer forbitrelsen, ja, ligefrem får den til at fordampe. Se på karaktererne i Et Drømmespil af Strindberg.”

Jeg ved ikke om du har ret.

”Jeg ved det heller ikke.”

Næstsidste begreb, for den kedsommelige om-syge har vi talt rigeligt om, er dysfunktionalitet.

”Jeg synes det er et uord. Som sådan er der ingen grund til at holde det op mod sætningen eller gå i dybden med det. Det er om-syge at bruge det ord om en familie. Jeg kan næsten bedre lide at høre om en, der har læst om en, der engang har mødt en, der har en lortefamilie.”

Ak ja. Hæhæ.

”Mm.”

Dialogkaffe.

”Kan ikke bruges i kærlighedsrelationer.”

Du mener ikke man kan tillade sig at sige nu får vi talt ud og rystet poter.

”Jamen de to udtryk dækker over vidt forskellige ting. Jeg bad om kompleksitet og sproglig præcision og du gør mødet mellem mennesker til en betydningssingularitet ligesom myremøder. Skam dig!”

Jeg ville også hellere have talt om bordtennis.

”Prøv nu. Sig hvad du mener om sætningen.”

Om ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’… Hvis den er sand så forudsætter dens væren sand Guds eksistens.

”Ja.”

Jeg troede bare at Gudsforholdet består i tro og at sproget ikke er religiøst.

”Sproget er religiøst. Du må hellere vende dig til det.”

Skal vi så indprente din sætning i en runesten og lære den udenad og kvæde den tre gange om dagen?

”Ja. Hihihi.”

Sætningen betyder vel også at begge kan have hver deres skyld i en kærlighedsrelation som så absolut hverken er tilgivelsestrængende, uforbrødret, forbitret, dysfunktionel, forkvaklet af om-syge, kaffetrængende eller kærlighedstrængende.

”Præcis!”

Mænds kærlighed til kvinder

Vores kærlighed til kvinder er en kærlighed til. En direkte gave som gives i enorm tryghed og som avler tryghed. Blomstrende, omsluttende, men også frisættende tryghed. Vi ved næppe hvad vi gør. Vi kender ikke resultatet, men vi hengiver os. Vi ser hvad der sker. I ser hvad der sker. I er modige. Vi er modige. Men kærlighedens udspring er medlidenhed og ikke ømhed for ellers bliver det for ømt. Vi ved at vi trænger til en som jer. I ved at I trænger til en som os. Vi fantaserer ind i jeres ører: Troen er en hvirvelvind. Læser for jer fra Veo Voffs nye bog: Mit nye liv på Island. Læser op fra avisen: Der er idag sket 28.000 ting uden om mediernes bevågenhed – bare i Brede. Giver vores besyv: Vibeke er et Kalkstensproödjén.

Ny bog: Gode dage i Babberskoven og Tumleskoven

Kønne mennesker ligner engle. Hvad er derfor mere naturligt end at spørge dem diskret hvad deres budskab er, idet ordet betyder udsending på græsk. Men her må de diskret minde os om at ordet køn ikke betyder udsending og at de ikke ejer vinger ligesom en rigtig engel.

Som læser af “Gode dage i Babberskoven og Tumleskoven” oplevede jeg noget tilsvarende, bare på en anden måde. De to måder er forbundet af en association i form af en abstrakt gangbro i underbevidsthedens vældige rige som allerede var afprøvet af over 10.000 hasidiske jøder og da jeg passerede den i eftermiddags ankom jeg til førstegangsindtrykket derefter andengangsindtrykket derefter femtegangsindtrykket. Underligt nok lignede bogen sig selv da jeg var færdig.

Forfatteren inddrager to skove. Mange læsere vil sikkert føle at inddrage er det forkerte ord, at det er for formelt, for de tumler jo og har det rart i bogen.

Følg deres sjove syvspring og læg mærke til deres gymnastiske kunnen.

Sære romanbegyndelser: ”En iskold skive skinke kom rullende med munden fuld af kvarts. Men du er lykkelig og du bor i Irland.”

Sådan begynder Fusker Townsends nye roman. Her fortæller han om sin gamle ven Maradjøngade.

”Han hjalp mig sågar med at pege på nullermænd når jeg støvsugede.”

Hvorfor skriver du du i romanen?

”Jeg henvender mig direkte til læseren.

Er der en ny roman på vej?

”Nej.”

Hvad er planerne for fremtiden?

”En dag vil jeg tage alle mine venner med til min sygeplejerske i distriktpsykiatrien. En ad gangen. Vores samtaler skal optages på video. Det er jo guf. Jeg er jo med. Det er jo mig det drejer sig om. Min liv. Mit projekt. Og de er nemme at holde adskilte for de er det samme.”

Sommereventyret: Bizarre Kyster

Kirstenvig og Steenvig rødmer da de modtager mig på den bizarre kyst hvortil jeg er ankommet i græsk elefant. Et såkaldt rødmende ægtepar. Fulde af bøssejokes. Jeg betragter solnedgangen. De rødmer igen. Vi traver ad den smalle sti op til huset som er væk da vi ankommer. En tolder dukker op bag busken og forlanger at se mine papirer og bagage. Jeg har mange papirer med. Mere end to bunker. De giver et dækkende billede af min identitet. Kirstenvig og Steenvig rødmer igen. I forhold til min identitet, en variant af rakkum med tolv streger, overraskes de omkringstående da de ser indholdet af min kuffert: udelukkende varmblodige løg, til lejligheden forgiftet af en smattet fiskepind. Uhyremad. Jeg telefonerer. Kirstenvig og Steenvig rødmer. Uhyret har gemt sig bag en opretstående indianer, som må lægge sig ned for at det kan få plads. Hækkene beskæres og tomten ryddes for kviste og visne planter, men der er stadig ikke plads nok. Motorsaven må frem mens uhyret filer negle. Forsiderne ryddes hvilket blot bevirker at udyrets rygte vokser. Hvis vi både skal finde plads til uhyrets og dets rygte, der hører naturligt sammen med det, må vi rydde den ubebyggede nabogrund. Så kommer postbuddet forbi. Kirstenvig vil i Bilka.

I læsere: ”Hvad hedder det når vi føler trang til at sige ‘Jeg hader dig!’ til en person vi er perifært fortrolig med og som underbevidstheden ganske pludseligt lader os erindre?”

Det hedder katyvolfært.

”Katyvolfært? Hvadsa er nu det for en gang vrøvl?”

Hvadsa? Du sagde hvadsa.

”Jamen hvorfor sagde du katyvolfært?”

Katyvolfært er et adjektiv som bruges om netop den situation I så flot beskriver.

”Opførselsformel, tak.”

De fleste adjektiver har et modsat adjektiv. Sort forholder sig til hvid, som behageligt til ubehageligt, som katyvolfært til bekelsfløjner. Sort hus. Behageligt hus. Katyvolfært hus.

”Jo men kom nu med… Et bekelsfløjner hus? Hvad skal vi gøre?”

Opførselsformel: Hvis det er så slemt som tilfældet er så bare skriv de grimme ting om vedkommende ned et hemmeligt sted og de pæne ting et knapt så hemmeligt sted.

”Er det så enkelt?”

Ja ja. Men husk nu at skrive det ned, ikke?