Brando Dalfrøcies om tidspunkter for amerikansk raketopsendelse og OL i Ganbor: ”Det er privat!”

Det lyder da meget godt at du siger, de ting er dybt private og at vi derfor ikke skal komme ind på dem, men giver det overhovedet mening at tale om ting der, så vidt jeg da ved, ikke har nogen forbindelse til dig, som tilhørende privatlivets fred. Det jeg mener er, at OL er noget pisse, pisse spændende. OL er for mig tæt på at være alt i hele verden, så længe det da står på, så derfor, ja?

”Ja?”

Derfor vil det da være nærliggende…

”Jeg er personligt berørt af de to fremtidige begivenheder på en måde du bare ikke fatter. Jeg skal sælge over 20 kikkerter om dagen.”

Hvordan har du tænkt dig at gøre det?

Skryt Kamwgers to poser

Skryt Kamwger er hamrende latterlig. Af profession bager, højesteretsadvokat og dyrepasser. Af personlighed denne formiddag lun og varm. Hans intellekt kunne være lidt ovre i det analytiske. Han står i brynet af en mægtig skov erhvervet for pensionspenge. 23 år. Jeg vil da godt lige have verificeret alle disse ting.

Er du hamrende latterlig?

“Nej, det hader jeg.”

Negativ selvvurdering.

“Hader den slags og er ikke sen til at sige det når jeg hører folk sige grimme ting om sig selv.”

Skryt Kamwger forklæder sig som en skorstensfejer.

Bager?

“Bestemt. Men bager ikke på folk der kommer ned negative selvvurderinger. ”

Han lægger fjorten hvide æg på en lige linje i græsset.

Godt nok.

“Ja, det er godt nok.”

Du er en fabelagtig advokat.

“Tak.”

Han klør sig på låret.

Rige folks interesser.

“Nemlig.”

Men hvorfor?

“Privat område.”

Du er dyrepasser.

“Specialist i håndfodring af kænguruunger ved hjælp af due som holder sutteflasken.”

Skryt Kamwger leder mig hen til en flagstang 20 km væk.

Lun og varm?

“Flotte øreringe.”

Tak.

“…”

Brando Dalfrøcies teori om at alle i hele verden er transvestitter er kommet i alvorlig modvind

Den alvorlige modvind blæste op fra havet hvor der stod en lille mand. Da den nåede op i fyrrelunden vågnede halvdelen af træernes fugle. Cancandanseren skabte sig og lavede te. Den Anden Avis’ medarbejder får det hele med.

Brando Dalfrøcies beroliger folk generelt, uden vi har bedt om det: “Jeg kan sagtens være ufilosofisk”

Udgangspunktet for såvel hans verdenssyn som hans krav til verden er at alle skal have mulighed for at vælge den type morgenmad de synes bedst om. På trods af denne ustyrligt interessante personlige hovedteori eller hvad man nu skal kalde den slags filosofiske fundamenter bliver han umulig allerede før interviewet går i gang. Jeg gætter på det er en blanding af krukkeri og vanvid men får alligevel lyst til at se om han siger noget interessant. Ikke for at skrive ned, men fordi han helt klart er en foregangsmand.

Jeg har set at bilfabrikkerne har det strålende.

“Nå.”

Til gengæld er bilsalget dalende.

“Nå.”

Hvorfor sidder du og læser?

“Nå.”

Bergløv.

“Bergløv er navnet på et vådområde i Gærse og en ganske lille flække i bjergene på Madagaskar med en meget speciel relation til hinanden. Det var nemlig Vibeke Mortens charme der lagde grundstenen til hele herligheden.”

Hihihi. Må jeg lige afbryde… Vi skulle tale om mig.

Syt Vattersteen: “Dansk lyder forfærdeligt”

“Pør Vabbø, Båse Bærkebæk, Ærtekrog, Jenkins og Pia Jessebo er alle offentlige personer. Vi forbinder dem bare overhovedet ikke med hinanden. Det er der en soleklar grund til. Jeg vil bare helst ikke afsløre den for Dem. Nå. Så lad gå da. Jeg skal ikke trække det i langdrag, men Jenkins Jessebo er fyrste. Han er hele Paris’ malerityv. De andre har lidt mere almindelige jobs. De er tandlæger.”

De studerende tager ivrigt notater og lader sig næsten ikke forstyrre af en stor edderkop der kommer gående hen ad gulvet med favnen fuld af en gærpakke. Edderkoppen får held til at vælte foredragsholderen. En studerende, en nydelig mand i fyrreårsalderen, træder frem og rejser Syt Vattersten op igen. Det er blevet fredag aften. Foredraget har varet to døgn. Folk er trætte af sære ideer og hændelser. Mia Parkhøj er dog med på spøgen. Det gør hende gådefuld. Hun er både med og ikke med på dette pjat.

Erbin Salaxttaylor taler

Alle mennesker i verden er drøn-interesserede i mine idéer, men på grund af blandt andet en hoppesnøvs og to guldkorn er jeg blevet ude af stand til at fremstille dem temperamentsfuldt og ægte indenfor sprogets og kunstens ramme. Det er min livshistorie i en nøddeskal.

Det er noget vrøvl.

Det er selvviden indhøstet igennem et langt liv. Værdifulde sager.

Jeg tager din ytringsfrihed fra dig.

Hihihi min kære ven. At tro sådan et stænk af sandhed som dig kan forhindre mig i at snakke henført om nogle ret smukke og særdeles livgivende metaforer. Jeg er noget i en vis forstand dødt der ligger på jorden i en helt fortryllende museumshave.

Dem der ligger på jorden må man træde på.

Jeg er et visnet blad. Smukt guldnet. Jeg har fanget alt det lys jeg skal og nu skal jeg skrive. Skrive. Jeg siger dig. Skrive. Ak ja.

Et blad der skriver? Det minder mig om den dårlige og ganske trættende godnathistorie ‘Tårnet der blev ansat som konseilspræsident’. Det er et umuligt billede poetisk betragtet.

Hør, hvad er det for en historie? Den vil jeg da hjertens gerne skrive jeg mener læse.

Den starter med et stort anker der ligger oven på vandet i en storm.

Det hedder på et oprørt hav i en voldsom natlig vinterstorm, men fortsæt endelig.

Ankeret er fastgjort til en masse selvlysende havmennesker der svæver under det i håb om at komme op til det og forstå det.

Det hedder ankeret er fastgjort til leende havmænd der stræber mod himlen men altid vil være i vandet, undtagen i frokostpausen og i weekenden.

En dag får havkiosken en ny havkioskejer. Han slår en prut der stinker og afleder havmændene som alle bliver ansat i havkiosken. De bliver ikke enige om lønnen lige med det samme men derimod enige om at fisens ejermand har dårlig mave.

Det er glimrende.

Jeg siger bare hvordan virkeligheden er omkring den historie.

Ja ja. Det er glimrende, det har du gjort glimrende. Du må gerne gå nu.

Gå?

Ja ja. Så så. Skynde sig lidt.

[Mumler.]

Ja, det var godt så.

Erbin Salaxttaylor: Der findes mange slags ærlighed

De fleste af os ved ikke hvordan vi bruger egenskaben ærlig generelt om et menneske.

“Hihihi. I Danmark ved vi godt at der findes gennemærlige mennesker.”

De går rundt i blandt os.

“De er derude et sted.”

Men der findes også snuhed.

“Hvad?”

Snuhed.

“Bondesnuhed.”

Eventuelt.

“Sig mig hvad er det egentlig du vil spørge mig om?”

Jeg ved det virkelig ikke. Sig mig, hvornår er du begyndt at stille mig spørgsmål?!

Ærtesam og koglerne erobrer noget af Indien

Erbin Salaxttaylor er formand for Mickey Rourke fanklubben i Hillerød. I sin fritid er han en kogle der ligger på jorden.

“Det tror jeg vil blive helt normalt om 200 år.”

Ingen kan vide hvad der kan ske om 200 år.

“Det kan jeg.”

Teknologien bliver mindre og mindre.

“Det er derfor den tilsidst bliver så lille at der kun er de almindelige ting tilbage.”

Hvad 18 skulle en almindelig ting dog være?

“Et piskeris.”

Fordi en håndmikser er blevet…

“…så lille at den kun kan mikse halvanden dråbe i en dertil egnet elektrisk skål.”

…så lille at den kun kan mikse halvanden dråbe i en dertil egnet elektrisk skål.

“…”

Du burde ryge i den elektriske skål for den bemærkning!