Alle mennesker i verden er drøn-interesserede i mine idéer, men på grund af blandt andet en hoppesnøvs og to guldkorn er jeg blevet ude af stand til at fremstille dem temperamentsfuldt og ægte indenfor sprogets og kunstens ramme. Det er min livshistorie i en nøddeskal.
Det er noget vrøvl.
Det er selvviden indhøstet igennem et langt liv. Værdifulde sager.
Jeg tager din ytringsfrihed fra dig.
Hihihi min kære ven. At tro sådan et stænk af sandhed som dig kan forhindre mig i at snakke henført om nogle ret smukke og særdeles livgivende metaforer. Jeg er noget i en vis forstand dødt der ligger på jorden i en helt fortryllende museumshave.
Dem der ligger på jorden må man træde på.
Jeg er et visnet blad. Smukt guldnet. Jeg har fanget alt det lys jeg skal og nu skal jeg skrive. Skrive. Jeg siger dig. Skrive. Ak ja.
Et blad der skriver? Det minder mig om den dårlige og ganske trættende godnathistorie ‘Tårnet der blev ansat som konseilspræsident’. Det er et umuligt billede poetisk betragtet.
Hør, hvad er det for en historie? Den vil jeg da hjertens gerne skrive jeg mener læse.
Den starter med et stort anker der ligger oven på vandet i en storm.
Det hedder på et oprørt hav i en voldsom natlig vinterstorm, men fortsæt endelig.
Ankeret er fastgjort til en masse selvlysende havmennesker der svæver under det i håb om at komme op til det og forstå det.
Det hedder ankeret er fastgjort til leende havmænd der stræber mod himlen men altid vil være i vandet, undtagen i frokostpausen og i weekenden.
En dag får havkiosken en ny havkioskejer. Han slår en prut der stinker og afleder havmændene som alle bliver ansat i havkiosken. De bliver ikke enige om lønnen lige med det samme men derimod enige om at fisens ejermand har dårlig mave.
Det er glimrende.
Jeg siger bare hvordan virkeligheden er omkring den historie.
Ja ja. Det er glimrende, det har du gjort glimrende. Du må gerne gå nu.
Gå?
Ja ja. Så så. Skynde sig lidt.
[Mumler.]
Ja, det var godt så.
