Bob Karat: Nørregynges grandiose kunst

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Nørregynge betragter arkene med Holberg dialogen som ligger på det runde stålbord midt i hans studie i Berlin.

“Det er en økologisk dialog med 4000 liter sølvpapir.”

Jamen er det grandiost?

“Det er grandiost.”

Du griner.

“Se. Der kommer 50 turister for at betragte mig. Jeg er blevet til meget, meget stille plastik. De har taget gafler med.”

Turisterne virker venlige og afbalancerede.

“Netop. Gaflerne er deres symbol på deres individuelle dialog med mig. Det er en handel, med månen som eneste synlige element. Med månen som indsats anerkender jeg deres fredstegn og jeg forvandler dem til Nørregynge-turister og de har forvandlet mig til spæk yderst på deres gafler.”

Jeg synes du har neutraliseret dem lige lovlig meget ved at frakende dem grandiositet. Nørregynge-turister.

“Vi er enige om at de gentagne gange har forvandlet mig til spæk yderst på deres gafler?”

Jeg er, på Den Anden Avis’ læseres vegne, glad for at du i det mindste lægger kortene på bordet, men vil samtidig sige dig at spækmistanken er grundløs.

“Fint.”

Hvad skal vi så tale om?

“Endelig ikke mig.”

Kom nu.

“Jeg er bare en fjer.”

Der er blevet til fem høns?

“Så. Nu er gaflerne afleveret. Nu begynder de at frempippe udsagn.”

Pippe?

“De bliver grebet om hjertet. Se deres bevægelser i rummet.”

De siger anerkendende ord om dit studie.

“Mit studie?”

De føler her er rart.

“Jeg er blevet tosset.”

“Ti stille! Den mus er en greve!”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Vi kender alle den pinagtige fornemmelse af at have behandlet en person der er højt på strå i samfundet skødesløst, groft og ubetænksomt, at have råbt hadefuldt og brummet brøsigt af en notabilitet som man ellers kun ville vove hvis notabiliteten var en ligegyldig narrøv. Man bliver næsten vred på den pågældende, der gav indtryk af at være genert og upåfaldende. Men man bruger denne vrede konstruktivt på at smile servilt. Man bider i et sugerør. Man er opløst af glæde over at føre dialog med en stjerne. Dog kan det knibe lidt med hittepåsomheden.

Den slags sociale fadæser behøver ikke overgå Dem. Bare rolig! Har man læst den usædvanligt udbredte og almindeligt kendte selvhjælpsbog ”Situationsfornemmelse i forskellige situationer” af Martin Eva Rippow er man rustet til lidt af hvert.

Bogen er typisk selvhjælp. Fuld af ørreder. Den er afgjort avanceret, det nægter jeg ikke. Ja, den er for de avancerede der gerne vil løftes endnu højere mod den morsomme og sjældent korrekte sociale himmel. På en vis måde er bogen en vits, for situationerne er groteske og forekommer at være uden jordforbindelse. Og dog tror jeg at den vil stimulere nogle til at grine sådan pah ha ha.

Pjatbjørn Løvsmeds sensommertogt

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Pjatbjørn Løvsmed er filosof. Den Anden Avis mødte ham på vej op i masten på en gammel skonnert. Løvsmed var på vej op for at holde udkig. Jeg var på vej op fordi der sad en brevdue fast i mit hår som helt åbenlyst frygtede skibets kok.

Du har sagt, at hvis verden var lidt anderledes ville internettet næsten udelukkende blive brugt til at arrangere fysiske møder omkring kærlighed og filosofi. Er det ikke noget vrøvl?

“Jeg ved ikke hvorfor jeg altid bliver citeret for det ævl. Det er Skans Blegved der har sagt det. Vi ligner ikke engang hinanden. Vi går bare rundt i Lassekøbing med den samme slags bærepose.”

Du giver folk det du kalder oplivende powerord når de banker på din dør?

“Jeps.”

Var det ikke mere naturligt bare at åbne døren?

“Der sidder en due i dit hår.”

Jeg ved det godt.

“Mine oplivende powerord er stærke sager. De virker ligesom død og kritte pulver fra romerrigets østligste del.”

Men hvad består de oplivende powerord af? Er det en monolog du fremsiger?

“Nej. De oplivende powerord starter med et spørgsmål.”

Vil du løfte sløret for hvad dette spørgsmål er?

“Ja.”

Hvad spørger du folk om?

“Jeg spørger dem om deres holdning til negativ selvvurdering.”

Hvad svarer folk sædvanligvis?

“De svarer sædvanligvis forkert.”

Hvad er det rigtige svar?

“Det rigtige svar kan jeg kun give, når jeg står overfor folk.”

Du er god til at formane?

“Jeg er god til at formane.”

Og du kan ikke formane via internettet eller de traditionelle medier?

“Kan ikke. Vil ikke.”

Formaningens vildor

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Romanens grundidé er enkel: En mand sidder og formaner en kvinde ved et bord i hvad der godt kunne være en primitiv fiskerhytte (uden gardiner). Dette enkle scenarie, som ikke rejser andre spørgsmål end hvad indholdet af formaningen dog egentlig er, afkaster så stof nok til en hel roman. Uden pis! Det er temmelig snedigt gjort af forfatteren. Manden og kvinden beskrives ikke. Det kunne være en præst og hans sognebarn. Det kunne være to præster. Det kunne være tre præster. Nej, det er, ved nærmere eftertanke, én for meget. Vi får ikke lov til at høre samtalen. Det er det der er hele humlen. Det er knageme essensen af det hele! Ved at nærme os bordet og fjerne os igen fra en mus’ perspektiv får vi brudstykker og brystsukker fra gamle dage. Vi får lov til at følge med i musens liv, så at sige. Denne sene eftermiddag ved vandet. Denne sene eftermiddag ved vandet, ja.

Selvfølgelig oppe i mit hoved! Ikke selvfølgelig oppe i dit hoved! Af gode grunde, jeg har jo læst bogen, det har du ikke. Æv bæv! Nu, forhåbentlig, også selvfølgelig oppe i dit hoved: Jeg tænker mig at romanen handler om formaningens væsen. Jeg ved det er en fjollet tanke for det gør den på ingen måde. Men mon dog ikke den handler om formaningens vilkår i vores tid så? Før skrev jeg væsen, nu skriver jeg vilkår, hvad skal det ende med? At jeg skriver vildor. Formaningens vildor??

På et tidspunkt under læsningen tænkte jeg på om man overhovedet kan formane uden at være en præst i en fiskerhytte. På et andet tidspunkt under læsningen tænkte jeg om man overhovedet kan formane ved at være en præst i en fiskerhytte. Så tænkte jeg på tagpap. Så tænkte jeg på snøreliv og knudemænd og tillid mellem ægtefolk og de kristne troslærdomme og huller i sokkerne og børn og vandmænd og ugler. Og der stod slet ikke alle de ting i bogen. Der stod derimod nogle meget faste ting. Og disse faste ting gav plads til frie associationer. Måske glemte jeg bogen lidt. Mistede koncentrationen. Jeg var for kvik til denne bog!

Annonce: Ping-dynen. Som at sove mellem to får

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Du hævder at dynen føles som at sove mellem to får. Er det noget godt eller dårligt at sove mellem to får?

”Det kommer an på om man er træt.”

Hvis man er træt?

”Så vil jeg anbefale man går i seng.”

Jeg er træt.

”Gør som du vil.”

Jeg troede at du anbefalede at jeg gik i seng?

”Hvornår?”

Jeg troede at man skulle gå i seng hvis man var træt.

”Samfundet blev da ikke skabt på den måde.”

Hvordan blev det da skabt?

”Det blev da skabt gennem en masse forsøg og erfaringer.”

Det kan enhver komme og sige.

”Før jeg fik Ping-dynen føltes det som at sove mellem to køer. Larmende, voldsomme bevægelser, gyngen, stød i siden af muler, muh-lyde. Med Ping-dynen er det blevet en nem sag at falde i søvn og en dybt ubehagelig ting at vågne.”

Nu skal du ikke forsøge at undslippe spørgsmålet om hvordan samfundet blev skabt.

”Planlægger du at lave et samfund fra bunden af?”

Jeg har købt en strand til samme formål.

”Du kan ikke bygge et samfund på en strand.”

Hvorfor ikke?

”Jeg ved det ikke.”

Ved det ikke. Ved det ikke. Sig mig ved du ikke engang det?

”Ved hvad?”

Det ved du da godt.

”Nej.”

Prøv at lugt engang.

”Du har ikke slået en prut?”

Vi ligger under en Ping-dyne så det er der ingen der ved.

”Uuu. Nu kan jeg lugte den.”

Hæhæhæ.

”Du fiser.”

Sig mig lige noget her til sidst. Føles det stadig som om du sover mellem to får her efter du er vågnet op?

”Det synes jeg er et spørgsmål.”

Selvfølgelig er det et spørgsmål.

”Det kunne nøjes med at være et mål.”

Skal vi afregne med det samme?

Han er ligeså gammel som han er

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Opdagelsen af en pæreplantage 12 kilometer fra et udsultet børnehjem i 1812 i New England, en ældgammel meteor af flydende glas langt ude i rummet, en premiere på en skolekomedie i nutidens Hillerød, et kærlighedseventyr og tilblivelseshistorien af et surrealistisk portrætmaleri forestillende manden Lazlo i en lysning, fortalt af en kæmpestor mund fra lærredet i en næsten tom biografsal. Det er grundelementerne i Nøthskt Mørsterboins nye roman. Her vil de fleste forestille sig at meteoren af glas udelukkende indgår i historien for at tilfredsstille smagsløgene hos den kunstneriske elite. Men disse sarte sjæle får sig én i røven! Men selvom bogen, i hvert fald på overfladen, behandler de fintfølende kløgtighoveder utrolig groft, vil mange nok erklære: Det er en snobbbet bog! De drikker hele tiden kærnemælk! Uden det skal afsløres hvilken række i biografen meteoren sætter sig på, vil jeg bare sige at dette ikke er tilfældet og at bare det at det ikke er tilfældet er tilstrækkelig grund til at læse bogen. Jeg finder beskrivelsen på side 44 af bisværmen på side 45 og 145 fortræffelig! Jamen er det ikke de malende og uforglemmelige sproglige billeder der vil gøre denne bog til en altoverskyggende åndshistorisk milepæl som man hele tiden støder ind i fordi den flytter sig? Nej! Det er det jeg har forsøgt at sige! Nej og atter nej!

Nøthskt Mørsterboin: Tossede journalist!

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Jeg kommer til at grine da jeg ser Nøthskt Mørsterboin køre frem og tilbage på græsplænen i en lille grøn, åben, benzindrevet vogn. Da jeg finder ud af at han bare slår græs må jeg le endnu højere, denne gang af mig selv, og da jeg måler 190 cm bliver latteren lang og godgørende: Jeg starter nedefra med at sprede glæde i tæerne og det er vanskeligt for de er sure! Resten af fødderne er nemme at sætte fut i. Jeg mærker varme strømme igennem fodsålerne som får mig til at le højt og danse en lille smule. Underbenene forstår hurtig spøgen, at jeg ler af mig selv og mit fjollede halvgamle kadaver, og derefter laver knæskallerne små klik af fryd, lårene varmes langsomt igennem, jeg giver mig tid til at mærke deres styrke og spændstighed, min pik bliver også glad, ja ligefrem begejstret og så følger ballerne med og jeg hujer og vifter med et medbragt flag, det kildrer behageligt i maven og jeg nyder det mens bevidstheden af sig selv flytter fokus op langs ryggen, jeg mærker strømme som vand op i hovedet og synger opera med lukkede øjne indtil jeg brat afbrydes ved synet af Nøthskt Mørsterboin der, efter at være blevet jagtet af en ulv, som jeg netop får et glimt af, bliver viklet ind i vasketøj så han ingenting kan se, løber hovedkuls ind i en mur og falder ned i et dybt hul!

Al spekulation og tvivl om hvorvidt han umoralsk forsøger at tiltvinge sig opmærksomhed fra mig som journalist forstummer da jeg ser at både hans albue og hans kind er smurt ind i mudder. Da vi endelig får ham bakset op må jeg endnu engang hengive mig til latteren. Det er tredje gang indenfor en halv time. Nøjsen, for en sjov eftermiddag.

Sensommernovelle A-38

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Det er midnat. Hovedpersonerne vælter rundt mellem hinanden i mørket og læseren fatter nada. Men dette er et sekundært dokument og derfor er De ikke læseren af den rigtige historie, end ikke af en rekonstruktion, men af en historie med den samme handling og de samme personer, men skrevet med en, her til start, anstrengende amatørisme som ofte hopper op på et meta-plan ligesom Calvino gør i romanen ”Hvis en vinternat en rejsende”. Den rigtige historie har jeg brændt, på trods af at den var mere velskrevet end den nærværende. Jeg synes den var for underholdende. Jeg kan ikke lide litteratur uden intelligens, bid, selvironi, varme, som hverken opbygger eller trøster eller gør læseren i stand til at være og handle kærligt i virkeligheden men i stedet bare suger én ind i langvejsfra på charterferie i Algarve. Jeg formaner. Jeg laver meta. Hvor kedeligt. Men Entværk Kærn var ikke kedelig. Han havde lommen fuld af kastanjer.

Halløj! Nu er der sket det at det primære manuskript er blevet reddet ud af ilden og …….. det kan genskabes. Rekonstruktionen trænger sig på. Entværk Kærn var halvkedelig ligesom os alle. Lommen fuld af kastanjer, javist! En lille bil, temmelig! En dejlig kone, nemlig!

Hvorfor sætter dette interview prikken over din lykke på denne dag?

”Jeg ved det faktisk ikke.”

Er det ikke noget med at du endelig får dine 15 sekunders berømmelse?

”Jeg ved det faktisk ikke.”

Er det ikke noget med at du endelig folder kronbladene ud og springer i blomst?

”Jeg ved det faktisk ikke.”

Nå.

”Jeg har et spørgsmål til Morten Hjerl-Hansen.”

Ja?

”Er alt der foregår i medierne kunstigt?”

MHH: ”Altså fra min synsvinkel, både personligt og i Den Anden Avis, er svaret et rungende ja. Hver dag føler jeg mediernes kolde kunstighed. Lige fra opstyltede portrætfotografier til opstyltede udtalelser til opstyltede reportager. Altså foragten for det principielt forkerte i at formidle så kunstige oplevelser. På Den Anden Avis laver jeg sjov, men ih hvor bliver jeg harm. Jeg vil ikke vende mig til det. Jeg vil kæmpe. Jeg håber bare at der er nogen der kan se denne kamp i alle tosserierne og vil være i den sammen med mig. Tak.”

1...246247248...417Page 247 of 417