Den Anden Avis’ tiltalekompendium: Læger

Har du nogensinde tænkt på hvordan du tiltaler en læge? Måske er din mand eller hustru læge. Måske møder du en læge forklædt som et almindeligt menneske. I alle tre tilfælde har du brug for at tiltale vedkommende og holde samtalen i gang ved at lægge små nitter på bålet rundt om lægen mens du forsigtigt puffer til vedkommende med en sort paraply for at undgå at det begynder at sne.

Der sidder mange Den Anden Avis-læsere derude som er interesserede i hvordan man tiltaler en læge. Hvad skal man være særligt opmærksom på?

”En læge er uendelig.”

Hele lægen?

”Neglene undtaget.”

Aha.

”Eventuel hårvækst på håndrygge undtaget.”

Kan en læge godt blive kejser?

”En læge ved hvad kejseritet er. Det giver resultatet: nej.”

Men fordi jeg ved hvad en iskiosk er jeg vel ikke forhindret i at blive til en.

”Ha! Den virker hver gang. Nu blev han til en iskiosk lige som jeg havde lyst til en is.”

Mmf. Luk døren op!

”Men der står ‘privat’ på døren.”

Her lugter af peber.

Ny viden: Spætter kan ikke kende forskel på heste og køer

Hvilke konsekvenser har det at vi nu ved at spætter ikke kan kende forskel på køer og heste?

“For dig?”

Nej.

“For mig?”

Jeg tænkte mere på generelle end personspecifikke konsekvenser.

“På den måde, javel.”

Hvorfor er du maskeret som Kleopatra?

“Kleopatras midterskilning er velegnet til at udklække spætteæg.”

T. Nymand Genfer: “Pimmel”

Hvad mener du med pimmel?

“Strommel.”

Strammel.

“Strommel.”

Ægte vrede med professor Morten: Folk der bor alene burde hverken have stemmeret eller ytringsfrihed!

Et mildest talt tvivlsomt publikum har indfundet sig i den gamle amtssal. To personer. To veninder med ens frisurer. Professor Morten er derfor i topform. Foredraget varer i alt 12 minutter:

1. Vi lytter ikke til munke der pisker sig selv. Hvorfor skulle vi da lytte til folk der udelukker kærligheden fra deres hverdag? At bo alene kunne vi kalde en modetendens. Det er mindre end det. Det er en massepsykose. En fejlreligion.

2. En fejlreligion. Derfor må samfundet skride ind. Vi kan ikke gøre det med loven. Vi kan gøre det med kollektiv bevidsthed om det der står her. Vi kan henvise til det der står her. Sandheden er ilde hørt, men jeg forbyder med mit ord folk at lade sig forføre. Jeg sværger på at jeg skal komme efter dem! Vis mig den eneboer som gør indsigelser mod det jeg siger her.

3. Vis mig den eneboer som gør indsigelser mod det jeg siger her. Du er blevet hørt. Du er blevet mødt. Dine lidelser er officielle. Dine lidelser er anerkendte. Og jeg, jeg har respekt for dine lidelser. Du kan påbegynde din kamp. Vent. Hvad står der her? Du prøver halvkvalt med ”Tosserier! Vanvid!”

4. Du prøver halvkvalt med ”Tosserier! Vanvid!” Jeg har ingen ret til at skrive disse ting. Nej! Jeg har udelukkende ret til at skrive disse ting. Erik. I denne sammenhæng har jeg har ingen ret til at undersøge, dokumentere eller observere. Og du er ingen hyggelig hjælper.

5. Du er ingen hyggelig hjælper. Du er en uhyggelig hjælper. Det er uhyggeligt. Men vi er ikke bange. Vi er ikke bange for din uhyggelige hjælp. Dit liv har ikke taget en uventet drejning og du er ikke blevet hypnotiseret. Du er blevet ramt af en komet.

6. Du er blevet ramt af en komet. Det siger jeg dig! Jeg fortæller dig at du skal kopiere mine ord i så mange eksemplarer som muligt. Du skal ikke hænge dem op på lygtepælene. Du skal skrive dem på din datingprofil. Det er der de hører hjemme. Du har fået lidt til profilen.

Den ene af de to publikummere kigger op et øjeblik

7. Du har fået lidt til profilen. Men pas nu på ikke at ytre dig i din datingkorrespondance mens du forsøger at varme ovnen. Glem at ytre dig. Tjek. Glem at stemme. Tjek.

Foredraget er forbi. Den ene kvinde er blevet revet en lille bitte smule med af den ophidsede nedskrevne retorik og fortæller professoren om sin interesse for kløpulver. Efter 16 minutter ringer hendes telefon og hun forsvinder ud i natten. Professor Morten er helt oppe og ringe over sig selv. Det er det søde ved ham.

Professor: Sindssyge ender med at blive tossede

Professoren ser ikke ud af meget. Med de kostbare, underbelyste blå ørenringe ligner han nærmest en fra den allerlaveste socialklasse. Men alt i lejligheden fra bordpladen og nedefter er lavet af guld, så man kan aldrig vide.

”Det er vel egentlig det man ikke kan vide.”

Professoren kigger ud ad vinduet og misser mod solen. Jeg aner ikke hvad han taler om.

Hvad bliver sindssyge typisk tossede af?

”Det er mest sådan en ting som menneskelig forskellighed.”

Jeg ser ham direkte i øjnene og koncentrerer mig om ikke at sammentrække de små muskler omkring munden. Det lykkes ikke. Min mund kæntrer. Jeg kan se det i hans varme, humoristiske blik.

Menneskelig forskellighed?

”Menneskelig forskellighed.”

Jeg troede, at mennesker med en virkelig sindslidelse, altså en virkelig sindslidelse, så igennem fingre med dette, bar over med det, så på det positive, var så forpinte, at de var mere bredspektrede i deres kærlighed, mere inkluderende, stille og roligt accepterende.

”Nej nej. Vi mennesker med en sindslidelse bliver tossede i hovedet af menneskelig forskellighed.”

Jamen prøv at sig noget mere.

”Jeg skal prøve at skitsere hvad jeg mener med et eksempel. I dagens Danmark opfatter vi det ikke som aparte at designe sine egne holdninger, sit eget indre og sit eget sociale liv. Vi synes det er aparte at sige nogle mærkelige ting i de første 30 sekunder vi møder et andet menneske. Der vil jeg godt sige stop. Jeg vil godt insistere på, måske ikke sige nogle mærkelige ting lige når jeg møder et andet menneske, men så i de næste 30 sekunder.”

Men det at designe sine egne holdninger, sit eget indre og sit eget sociale liv er vel et privilegium som nogle mennesker har i deres liv.

”Det er rigtigt.”

Det kan da ikke være rigtigt at jeg har overbevist dig om at din grundlæggende tese er forkert?

”Jow.”

Dit speciale som professor?

”Jow.”

Emnet for selve dette interview?

”Skidt med det. Jeg er kun 64. Jeg finder et nyt speciale.”

Sommervrøvlen: Barndomsvennerne Finke og Dennis Retssø

Efter bladren frem og tilbage i Christiansens nye bog ”amme lamme vikingetogter” i bussen ankommer jeg til K. Jeg ser ud over vandet og drømmer om togterne fra Christiansen. Vi mødes til den aftalte tid, hvilket jeg noterer mig. Finke og Dennis krammer hinanden varmt og sætter sig med mange glimtende sideblikke på hver deres caféstol. Jeg tænder båndoptageren og vinker lysmanden væk.

Finke Retssø: ”Det er egentlig mærkeligt at vi begge hedder Retssø.”

Dennis Retssø: ”Retssø.”

Finke Retssø: ”Hold kæft, det er længe siden.”

Dennis Retssø: ”Jamen-altså.”

Finke Retssø: ”Hvad laver du egentlig ud over at rende rundt i en eller anden obskur provins og skrive pikpuk på vejskiltene?”

Dennis Retssø: ”Jeg skriver pikpuk på nettet.”

Finke Retssø: ”Hahahaha.”

Dennis Retssø: ”Hahahahahahaha.”

Finke Retssø: ”Selv arbejder jeg med noget tv.”

Dennis Retssø: ”Ja. Retssø. Det lyder næsten som retslokale hvor lokalet er erstattet af en skovsø.”

Finke Retssø: ”Ja.”

Direktøren og den mærkelige slæde

En mærkelig slæde kan være svær for et barn at forstå. Tilsvarende med en direktør. Det er en lidt mærkelig fætter for et barn at forholde sig til. En barn vil ikke kunne forstå direktøren. Lige præcis hvad en direktør er vil være svært at forklare for et barn. Uanset hvad man siger vil ordet direktør gå hen over hovedet på børn helt op til 17-års alderen. Direk ikke tør hvor andre arbejder. Tik babbakuk børn ikke forstå. Børn lave vejspærring; tre-fire direktører ikke kan komme forbi.