Intellektuel fupmager lader som om hans avancerede sprog er noget enhver kan forstå

Echo Lake 1998 Peter Doig born 1959 Presented by the Trustees in honour of Sir Dennis and Lady Stevenson (later Lord and Lady Stevenson of Coddenham), to mark his period as Chairman 1989-98, 1998 http://www.tate.org.uk/art/work/T07467

”Kromatisk, lingvistisk min bare.”

Freud Voldfruesen er vendt tilbage til sit yndlingsemne: Hvorfor ”dælen” hans eneste barn er blevet øjenlæge. Freud Voldfruesen er ikke særlig klog.

Du er ikke særlig klog.

”Jeg er da netop klog.”

[Ill.: “Echo Lake” af Peter Doig, 1993.]

Spørg psykiateren: Oldefar kører efter kakao hver morgen

Hej Netstrømpe-Lis,

Min oldefar kører efter kakao hver morgen. Er det fordi han har en psykisk sygdom?

Mvh. Kribler Auteuil

Kære Kribler,

Din oldefar er desværre ramt af kakaolængsel, men det er ikke en psykisk sygdom i det den kan behandles meget enkelt og helt uden de mystiske psykofarmaka som ændrer personligheden på en grænseløst uheldig måde. Med kakao. Så enkelt kakao det siges. Kakaohilsner fra

Schubert (Komponisten)

Maradjøngade: ”Ideen om sociale opfindelser har sluppet mig og er fløjet væk i verden”

Hvad tror du begrebet har dækket over dengang du havde det i dit hoved?

”Forstår du det ikke? Jeg ved det ikke og det generer mig.”

Ordene ”Sociale opfindelser” står tomme tilbage.

”Lidt vand ville gøre godt. Give ordene liv.”

Hvad kan ordene betyde?

”…”

Var det noget vigtigt du opfandt?

”Fuck nu de sociale opfindelser. De skal nok komme tilbage. Jeg kom til at tænke på internationale kunstnere af virkeligt format… Hvordan man forbereder sig på at møde dem?”

Det er vel noget med en andagt som ikke er centreret om dem, men om Gud.

”Ja.”

Hvad?

”Det er præcis rigtigt.”

[Ill.: Edvard Munch: August Strindberg. 1892. Olie på lærred, 120 × 90 cm. Moderna Museet, Stockholm.]

Ny bog: Zenus: Ørkenen

De første mange sider forsøger forfatteren at give dumme forklaringer på hvorfor den fiktive Zenusørken skulle udmærke sig specielt qua sin væren ørken: Den er varm (20 sider), den er intet andet end sand (30 sider), men helt ærligt, sådan er alle ørkener! At han så lader hovedpersonen Brando Dalfrøcies gå ud i ørkenen uden friske Delfol-forsyninger finder jeg tåbeligt. Til gengæld er der så få tanker i bogen at min egen fantasi virkelig gik i gang. Mine tanker vandrede i retning af byen Bogenses historie. Hvor længe har den heddet sådan? Hvem interesserer sig for sådan noget og er det arveligt? Jeg havde det sådan, at jeg efter endt læsning var træt af alle ting der ikke var der. Samme aften forsvinder min opvaskebørste sporløst. Hvad gør man så? Jeg kan ikke vaske op med for eksempel en kam.

Middelklassens sociale blindhed: Når 200 kroner lyser op som et juletræ

Hvad var dagens suveræne ferieideer?

”1) En billedbog af børn der er kede af det på forskellige måder sammen med deres forældre.”

Ja.

”Hvad sys du?”

Aner det ikke. Jeg kan ikke tage stilling til det. Jeg er journalist.

”2) Et hemmeligt register over Danmarks røvhuller.”

Det kræver bare at man hacker sig ind på de databaser hvor der kommer rigtig mange røvhuller.

”Nemlig. Man kunne udskrive listerne og sætte dem i en kasse et eller andet symbolsk sted.”

Nemlig.

”3) En liste af kristne kommentarer til de seneste 10 overskrifter hvor Gud bliver nævnt i danske medier.”

Men hør nu engang. Hvorfor stiller du dig tilfreds med ideer og indirekte sproglig og surrealistisk bearbejdelse af folkesjælen når middelklassen er socialt blind for det faktum at 200 kroner lyser op som et juletræ i rigtig mange familier?

”Fordi jeg inderligt tror på at det er det jeg skal og at det gør en forskel, men jeg er med på det du siger. Det er forfærdeligt.”

Eno Takhøjs vanvittige mistanke: Spindoktorer har gjort halvdelen af Mumikopperne særligt uinteressante

Eno Takhøj står foran et spejl i haven og ligner Marc Chagall i påfaldende grad. Familien har sat sig i en busk for at lege. Jeg har lagt vejen forbi, for hos familien Takhøj sker der aldrig noget kedeligt. Foran busken er opstillet en lille klynge Mumikopper, som forlængst er glemt. Sidder de på lur inde i busken? Eller hvad? Eno og jeg tager opstilling i hver vores ende af haven. Selv på afstand kan jeg se at han ligner Chagall.

[Ill.: Marc Chagall, ca. 1920, fotograf: Pierre Choumoff]

Ny bog: Dimmi og Ivor

I denne roman møder hovedpersonen, den etablerede og internationalt anerkendte forfatter Dimmi Mandel, en lang række verdensberømte, afdøde historiske personer én efter én og taler akademisk nedladende til dem alle indtil hun får foden i klemme under en kran og er tvunget til at høre på slikproducenten Ivor Kantut i 12 uger på en sørejse til Port Said i Egypten ombord på en ”møgelendig båd”. Der opstår en kæmpe konflikt mellem dem. Hvilken type konflikt? Det er bogens egentlige tema. Er det kampen mellem dannelse og mangel på dannelse? Måske ikke: på et tidspunkt konkluderer Dimmi at Ivors bøger trods deres “tåkrummende, evindelige afvigelser fra traditionel akademisk tænkemåde og stil” alligevel rummer tilstrækkelig lidenskabeligt tankegods og livsvisdom til at være interessante. Er det kampen mellem selvkendskab og utilstrækkelighed? Måske ikke: på et tidspunkt, da Dimmi ivrigt forsøger at efterligne Ivors stil afslører han hende i at overdrive den naturlige jordnærhed fordi hun kalder sit essay: “Hvor kan jeg få et nyt snørebånd?” Er det kampen mellem mand og kvinde? Måske ikke: Deres samtaler handler udelukkende om ferskvand og irere. Er det en kærlighedskamp mellem meget forskellige mennesker? Det bliver svært at afgøre, for begge rammes af Jakobsens Syndrom, opkaldt efter Hifitti Bendtsen, som består i at man danser i stedet for at tale og omvendt. Om der kommer en forløsning ved bogens slutning vil jeg lade være op til læseren at afgøre. Jeg synes denne bog er en vigtigprås, men ih, hvor er den god!

Sommerscenen: “Gerbolt Skæsserrod” af Niels Christian Beethoven

Scene 1

En and kommer flyvende uden for teaterbygningen uden publikums vidende. Der ventes overbærende i salen.

Scene 2

En grøn bil kommer kørende et andet sted i byen. Publikum ved intet om denne hverdagshændelse.

Scene 3

Scenen ligger øde hen. Publikum venter tålmodigt.

Scene 4

Stærkt opmuntret af et stadig mere ivrigt publikum indtager en ivrig publikummer fra parkettet scenen. Han går ivrigt omkring.

Scene 5

Publikummeren begynder at lunte og træer glider frem og forbi. Et ivrigt cafébord kommer rullende og stopper midt på scenen. Træerne stopper også. Han tager plads. Han er kommet hjem og markerer dette ved at vende ansigtet opad. Publikum jubler. Lyset slukkes.

Scene 6

Lys. Publikummeren har fået kramper i højre ben og kæmper samtidig med at åbne en ivrig taske. Lyset slukkes.

Scene 7

Lys. Publikummeren har atter indtaget sin plads, mens de øvrige publikummere har indtaget scenens gulv, hvor de sidder ivrigt men pænt og lytter til en radio der skratter uforståeligt. Lyset slukkes.

Scene 8

Lys. Lyset slukkes. Manuskriptforfatteren får en lammer i mørket.

Scene 9

Lys. Tom scene. Publikum er tilbage på deres pladser. Et lærred sænkes ned foran scenen. Film: Ivrige børn plukker pærer.

Scene 10

Lærredet viser et stillbillede af ordet: Pause. Da publikum forsøger at rejse sig opdager de at ivrige mus har bundet deres snørebånd sammen. Publikum vælter ivrigt mellem hinanden.

Scene 11

Publikum står i baren og synger mens de flirter uhæmmet med sig selv ved at vifte med små blå flag.