Forsker i røvhullitét
Shampoo Stiwert er forsker i røvhullitét på et univers.
Hvorfor et univers og ikke et univer-og-så-sitet?
“Der er to grunde til det.”
Dem er jeg ligeglad med, for du sender ofte ganske personlige mails ud til flere af dine familiemedlemmer, hvor du foreholder dem, at de også, dvs. ydermere, er nogle tøvhuller.
“Røvhuller.”
Tøvhuller, ja, selvfølgelig.
“Røvhuller.”
Hvorfor dette også?
“Å ja! Å ja ja ja! Det er et skægt spørgsmål! Det er fordi røvhullitét altid er en sekundær egenskab. Først og fremmest er man et prægtigt eksistentielt, elskende og elskeligt mirakel. Dernæst kan man være, altså ikke et førsteklasses, men et andenklasses røvhul.”
Er det ikke finere at være førsteklasses?
“Ikke når det handler om røvhullitét.”
Hvad er en narrøv egentlig?
“En narrøv er et kæmpe svin.”
Det er vel også en sekundær egenskab?
“Sandt nok.”
En fucking dum idiot?
“Det er lidt specielt med lige præcis en fucking dum idiot. Ifølge mine målinger og syrlige betragtninger når jeg sidder alene på kontoret er fucking dum idioti nemlig en primær egenskab. Det minder dermed lidt om pikansjosen og spaden.”
Det vil sige at et røvhul adskiller sig fra såvel pikansjosen, spaden som den fuckingde idiot ved at være et menneske først og fremmest, hvorimod de tre sidstnævnte er ligeså meget en fucking lort som de er mennesker?
“Ja.”
Er det ikke noget elendigt bavl?
“Jeg er faktisk en af de førende på mit felt. Der er tit artikler om min fantastiskhed i aviserne. Jeg er en falsk mediehelgen. Jeg indgyder ateister persondyrkende ærefrygt og teister ateisme og mere persondyrkende ærefrygt.”
Jeg kan godt lide mine arme.
“Det er ikke rimeligt det dér!”
Læser spørger: Jeg er ude af stand til at bedømme, om mit hus dufter en lille smule af kameluld
Som kvinde i 50-årsalderen har jeg prøvet alt. Jeg har prøvet at leje en bungalow på Jamaica, jeg har prøvet at smide nøglen væk. Men den sad fast! Den var klistret fast til min hånd med tape!
Hertug Niels Christian Beethoven svarer: Prøv at tage det roligt næste gang duftzonerne i dit hus får en twist af kameluld. Prøv at spørge uldtæppet der beklæder dit hus, i et stille tonefald, om det dufter af det vi hertuger kalder zaza. Du vil tale for lavmælt til at jeg eksisterer. Du vil købe en lasso og bringe den til Svealand. Du vil få overrakt højskolens fagreste atlas.
Ny bog af Trimmik Bavleræv: Svimmelhed i Polen for ikke så voldsomt mange år siden
Bogen starter flot med en polsk minister der bliver svimmel, mens han ser på en giraf. Men hvorfor? Ministeren, Niels Christian Beethoven, spørger beskedent sig selv: “Er der en sammenhæng mellem giraffens pletter og den lange hals?” Svaret kommer prompte: “Nej.” Han har spurgt forkert og drilles af sig selv. Endnu to gange spørger han forkert (“Er jeg en missekat?” og “Slemhed rige ribs?”) mens svimmelheden tiltager.
Jeg kan utrolig godt lide grundideen med at blive svimmel.
“Vi fejer lidt jord sammen og forestiller os at jord faktisk er noget fysisk”
Hvem må komme i Damsø Terapihave?
“Damsø Terapihave er for rige udbrændte og ikke for sindslidende i almindelighed.”
Ingen tosser.
“Nej.”
Der er altså grænser for hvor skidt man må have det i haven?
“Ja.”
Hvad hvis man har det så skidt at man ikke orker grupper?
“Vi blander ikke folk sammen. På en psykiatrisk afdeling blander man heller ikke mennesker med skizofreni sammen med mennesker med selvskadende adfærd eller med mennesker med en depression.”
Hvordan arbejder I med udbrændtheden?
“Vi fejer lidt jord sammen og forestiller os at jord faktisk er noget fysisk.”
Jamen jord er noget fysisk.
“Det er også derfor vi lærer dem det. Hvad med sand?”
Sand er noget fysisk, jord er noget fysisk.
“Erhvervsskade. Det, at jeg bruger så meget tid med psykiske fænomener gør tit at jeg glemmer de fysiske.”
Var det ikke bedre, at lære de mennesker der kommer her et lidt mere afslappet normalitetsbegreb?
“Der er ingen særlig grund til det. Det kan man gøre i mødet med andre mennesker og i mødet med kunsten og i mødet med humoren, men først skal man have det bedre.”
Dage med Dostojevskij
Dostojevskij omtales i dag ofte som en af verdenshistoriens største forfattere. Det er derfor mærkeligt det behøver at blive gentaget. Denne størrelse, som ikke i sig selv er større end andre ting, fordi den er kun et begreb, burde dog alligevel gøre et så stort indtryk på os at udsagnet ikke behøvede gentagelse, men tvært imod naglede sig fast i vores erindring som noget virkelig stort og, absolut, absolut, ikke lille og blev stående og blev stående og kløede sig på benet og blev stående og kiggede sig for og passerede vejen og ind til bageren og forelske sig i en muffin. Nej, Dostojevskif er ikke lille. Jo, måske, men Dostojevskij er stor. Hvis man er en af de, i det mindste på papiret, talrige som ofte har hørt Dostojevskij, ingeniøren, tidsskriftmanden, den geniale romanforfatter omtalt som værende stor kan det godt irritere lidt at høre det igen her og så anbefales følgende metode: Træk irritationen fra størrelsen og dividér til sidst med et, for at være helt sikker på at De oplever fryd ved at bruge regnereglerne og de pudsigheder der hører med!
Maradjøngade trøster: “De fleste af os har fx ved en fejl sovet i vores habitjakke”
Der findes værre tilskikkelser end en krøllet eller, i værste fald, ødelagt habitjakke. Hvis du vil trøste Takhøj med, at der findes nogen som har det endnu værre og vil nøjes med et tænkt eksempel, må du finde på noget som overgår det vi taler om, nemlig en mand som ikke kan klappe når han går i teatret.
“Han sidder da og klapper nu.”
Hvor?
“Se i vindretningen.”
Hvorfor?
“Takhøj sidder og klapper i vindretningen.”
Hvor?
“Der hvor vinden kommer fra.”
Køtter Harpiks: “Jeg synes det er overrart”
I de senere år er antallet af folk der vil af med samfundet og leve i “en form for stamme med meget uklare kønsroller” stagneret, det ligger i år på nul ligesom i de fem foregående år.
“Jeg synes det er overrart,” udtaler Køtter Harpiks, intet, foruden indehaveren af et liv og kærlighed rettet mod ham selv og kærlighed til cirka de samme personer og forskellige ting uden ret megen affektionsværdi og en personlighed som beundres og beskydes, ignoreres og lyttes til i omtrent samme udstrækning.
Jo, men er det ikke undvigende at kalde tilstanden eller situationen, hvis man kan kalde den det, når den ikke handler om nogen personer, for overrar?
“Tilstanden er skam en tilstand på trods af det, for mig at se, overrare sagsforhold, at ingen personer indgår i mængden af folk der gerne ville leve på den angivne måde. At folk ikke har et næb der ikke kan lukkes op er også en tilstand.”
Der er mange filosoffer jeg egentlig gerne så var udstyret med et sådant næb. Blandt andre os to.
“Vi skulle vel have et næb hver?”
Lige næb-op!
“Haha! Du sagde næb-op i stedet for netop!”
Næb-lig!
“Hihihi! Du sagde næb-lig i stedet for nemlig!”
Hvis man bor i en lille landsby lever man vel på den måde vi startede med at tale om. Personer i en stamme. Langsomt lærer man hinanden bedre at kende. En social dynamik.
“Afgjort, afgjort!”
Hvorfor sidder du sådan med fingeren?
“Aner det ikke.”
Du aer bordet med fingerspidsen dit tossehoved!
“Jeg arbejder. Min finger arbejder.”
Hvis du kalder det der et arbejde så vil jeg egentlig pisse gerne tale med din finger.
“Min finger har bemyndiget min mund til at tale.”
De ting du siger er i virkeligheden dikterede af din finger?
“Somme tider. Kan hænde. Muligvis.”
Hvad laver du nu med tæerne?
“Vi leger vi spiser græskarmos.”
Jeg vil egentlig bare gerne tale med din hjerne.
“Ok. Min hjerne taler nu. 1-2-3! Kan du høre mig?”
Du går helt fint igennem. Fortsæt…
“Øh. Hej.”
Hej.
