Det er er flot trebindsværk Ole Undskyld har skrevet, for selvfølgelig skal man ikke virke som en undskyldning for sig selv. Helt uironisk kan vi almindelige mennesker, og det er Ole Undskyld sandelig også, slå fast, at det at sige undskyld kan være endnu bedre end at slå op i et moralsk leksikon for at finde de rigtige ord og disse leksika er endda gode. Jeg læste engang et og min lyst til at gå i vandet og pjatte i vandet blev afløst af behagelig fordybelse på en uge der startede og sluttede med en torsdag. Ugen varede kun 20 minutter, men denne periode med dyb koncentration varede en hel uge. Prøv at se, om De forstår den. Det gør De garanteret. Leksikonnet byggede noget op inden i mig. Men undskyld klinger helt forskelligt i forskellige munde og her har vi virkelig fat i den rigtige person, når vi har fat i Ole og hans klingende undskyldninger der som klokker for ørerne får en til at se det der er lige foran øjnene, nemlig to marcipanbrød, en øl og en sær kanin.

Efter at have læst Ole Undskylds bog må jeg højligt sande:

Undskyld er på en måde verdens vigtigste ord!

Et smil er den korteste afstand. Samme sag med ordet undskyld.

Jeg elsker det ord!

Fint, at Ole Undskyld analyserer klangen, det gør kun ordets forløsende og forsonende kraft endnu stærkere, undskyld løftes ud af glemslen og ind i verden hvor det allerede er, men uden den flotte jakke.

Undskyld bør bruges oftere af ægtemænd overfor deres hustruer end omvendt. Hvorfor? Ole Undskyld svarer: på grund af klangen. En mand er den fysisk stærke der fiser rundt oppe i verdensrummet. Kønsrollernes undskyld, siger Ole Undskyld, hvorpå han råber det. Ved at skrige det ind i øret forstår man det meget bedre.

Og Ole Undskyld er ikke klæg med forsoningsteknikkerne: han forsøger ikke at tvinge et undskyld frem som ikke tiden eller besøgelsestiden har gjort mulig. Han er et langt bedre menneske end Villy Vankel. I virkeligheden er alt andet det rene vrøvl.