Indsmuglede ”Det synes jeg ikke var specielt præcist eller klogt sagt” 18 gange i en samtale

Vi mærker det lige med det samme. Kært barn har mange navne. Der er blevet sagt noget vrøvl og nu skal vi finde en ny måde at meddele, at det hverken var specielt præcist eller klogt. Vi vipper desperat med foden eller skyder overkroppen frem i et ryk der distraherer.

”Vi taber næsten pusten af at variere sætningen. Men vi taber ikke pusten ved at konstatere at en savlende gnier på et alderdomshjem er mere tilfreds og lykkelig end vi selv er.”

Hvad hævlen mener du?

Sander Dersevej: Maradjøngade drillede mig ved at nive

Den Anden Avis er taget til Kina. Det er utroligt at en avis kan det: Rejse. Det første der sker, er da også at vi bliver nevet.

Slikbutikken på Gabbervej har snydt!

Forskeren ved navn gummiforsker Ibsen har undersøgt vingummibamser i noget tid og har opdaget spor af gammel ost i de gule vingummibamser og spor af den røde kuffert fra Olsen banden, i de røde vingummibamser. I øjeblikket undersøger Sherlock-Holmes sagen. Men sikkert er det, både Olsen banden og Slikbutikken på Gabbervej kan forvente en lang straf siger politikommissær Maradjøngade.

Ny bog: Undskylds Klang

Det er er flot trebindsværk Ole Undskyld har skrevet, for selvfølgelig skal man ikke virke som en undskyldning for sig selv. Helt uironisk kan vi almindelige mennesker, og det er Ole Undskyld sandelig også, slå fast, at det at sige undskyld kan være endnu bedre end at slå op i et moralsk leksikon for at finde de rigtige ord og disse leksika er endda gode. Jeg læste engang et og min lyst til at gå i vandet og pjatte i vandet blev afløst af behagelig fordybelse på en uge der startede og sluttede med en torsdag. Ugen varede kun 20 minutter, men denne periode med dyb koncentration varede en hel uge. Prøv at se, om De forstår den. Det gør De garanteret. Leksikonnet byggede noget op inden i mig. Men undskyld klinger helt forskelligt i forskellige munde og her har vi virkelig fat i den rigtige person, når vi har fat i Ole og hans klingende undskyldninger der som klokker for ørerne får en til at se det der er lige foran øjnene, nemlig to marcipanbrød, en øl og en sær kanin.

Efter at have læst Ole Undskylds bog må jeg højligt sande:

Undskyld er på en måde verdens vigtigste ord!

Et smil er den korteste afstand. Samme sag med ordet undskyld.

Jeg elsker det ord!

Fint, at Ole Undskyld analyserer klangen, det gør kun ordets forløsende og forsonende kraft endnu stærkere, undskyld løftes ud af glemslen og ind i verden hvor det allerede er, men uden den flotte jakke.

Undskyld bør bruges oftere af ægtemænd overfor deres hustruer end omvendt. Hvorfor? Ole Undskyld svarer: på grund af klangen. En mand er den fysisk stærke der fiser rundt oppe i verdensrummet. Kønsrollernes undskyld, siger Ole Undskyld, hvorpå han råber det. Ved at skrige det ind i øret forstår man det meget bedre.

Og Ole Undskyld er ikke klæg med forsoningsteknikkerne: han forsøger ikke at tvinge et undskyld frem som ikke tiden eller besøgelsestiden har gjort mulig. Han er et langt bedre menneske end Villy Vankel. I virkeligheden er alt andet det rene vrøvl.

Hotanner Youbanist: “En Gekko”

Det er en særpræget bog, Youbanist har skrevet. Man sidder og tænker: Hvad er det dog for noget?

Eksistensen af høns kan ses i den menneskelige arvemasse

Det hele starter med at du får en opringning fra Geodætisk Institut. Hvad er det lige geodætisk betyder? Jeg har glemt det.

“Jeg ved det faktisk ikke.”

Og vi gider ikke google det nu. Men hvad siger de?

“De fortæller mig at Ipp Gjerperlund er blevet syg.”

Kender du ham?

“Det er en hende.”

Ok.

“Eller rettere: Det er en fisk. En han-fisk.”

Hvad fortæller de mere?

“De smider røret på.”

Du tvivler på at det er telefonfis. Hvad får dig til at tvivle og lægge vejen forbi Sankt Jørgens Sø, hvor alle de ansatte på Geodætisk Institut er strandet i et skib og har det ganske fornøjeligt?

“Et rør.”

Et rør?

“Eller rettere det jeg ser igennem røret.”

Hvad ser du?

“Dig.”

Mig?

“Dig.”

Det var da et behageligt syn. Men hvad tænker I alle sammen, da du får reddet de ansatte op på stien der går rundt om søen?

“Vi sidder spredt imellem hinanden og tørrer os med dejlige håndklæder som folk kommer med og mens vi tørrer os tænker vi.”

Hvad tænker I på?

“Dig.”

Alle sammen?

“Nej. Der er to der tænker på mig.”

Så vinder jeg.

Knap Ytting: Rejs fra A til B i selvet

Jeg skal love for der bliver knappet op for indsigterne i den altid overraskende Knaps nye bog. Der er ikke en knap for meget. Lynlåsen sidder hvor den skal. Gamacherne er trukket op. Afsted ud over prærien med en masse “ret almenmenneskelige problemer” i bagagen.

Jeg undrer mig meget over hvordan Knap kan skrive så godt. Hvordan kan han egentlig det? Hvorfor spørger jeg Dem?

Første stop er hos Gutters Haveservice i Pakberg, godt halvvejs ude i ørkenen. Så går den ellers i god fart ud til havet og med båd videre. Man mærker ikke at det er fra A til B, en helt lige linje i selvet.

Da havet går over sine bredder og fylder den ret kedsommelige ørken med vand og liv og plask og alskens havfugle, giver tingene mening, selvom det går ud over de få mennesker der faktisk bebor den store, sure ørken. For hvor er det surt at bo i en ørken og det er da også Gutters smil i slutningen af bogen der gør den værd at læse. Under læsningen forsøgte jeg fire gange at bage lagkagebunde, men jeg glemte dem hver gang og nu er vores hjem fyldt med sod og jeg står med en ganske lille skål kastanjemos og griner.

lortefamilien.dk: Sopperen

En sopper er kendetegnet ved at være i risikogruppen for at få våde sokker. På den måde er vi alle Soppere. Det er da også derfor lortefamilien.dk fra første færd og på forsiden gør en masse ud af at putte læseren i bås som Sopper. Simpelthen fordi 80 procent af os er de rene Soppere. Resten af os er enten Ejnere (18 procent) eller rene genier (2 procent). I vores selvopfattelse tegner det sig lidt anderledes. Her er 0 procent Ejnere, 10 procent Soppere og 90 procent rene genier.

Peber Saltmand Maradjøngade, jeg kunne passende spørge hvorfor I ikke blot lægger en intelligenstest på forsiden så disse 90 procent af brugerne kan blive aflastet for deres forestilling om at være genier en gang for alle?

”En intelligenstest! Det var da en god idé!”

Hvor klog er du selv?

”Målt på IQ-skalaen eller på Richterskalaen?”

Jorden slår revner af fryd, når du udtaler dig?

”Hæhæ. Ja!”

Men hvad er en Sopper egentlig?

”Hvorfor spørger du?”

Fordi jeg interesserer mig for det.

”Nårh!”

“En Sopper er kendetegnet ved Soppende adfærd. Man trækker buksebenene op. Man stikker derefter fødderne i vandet og går lidt rundt. En ganske rar fornemmelse. Først smiler vi. Dernæst går vi rundt med et bøvet udtryk.”

Hvad hvis der kommer en enorm bølge og river benene væk under os?

“Nu?”

Nej. Når vi sopper.

“Nu?”

Vi sopper ikke.

“Nu?”

Ja.

“Bølgen? Definitionen, ude i virkelighedens verden, på soppen ude i virkelighedens verden, udelukker at der kommer det, du kalder en hundredeårsbølge, som du kalder det.”

Jeg kalder det ikke en hundredeårsbølge.

”Nu?”

Ja.

”Nu?”

Nej.

”Nu?”

Nej. Lige før.