På dødslejet: Krabber Dallux’ sidste fortælling

Vi på Den Anden Avis er stolte over at have fået eksklusiv ret til at bringe et referat af Krabber Dallux’ sidste fortælling, som han ikke nåede at nedskrive. Vi forsøgte at optage den, men Den Anden Avis’ udsendte kom til at lave en menneskelig fejl ved dødslejet idet han kom til at starte Mine Craft på telefonen i stedet for diktafon app’en. Da vores udsendte medarbejder ville forhøre sig om titlen, rømmede Krabber sig, udtalte nogle ord og gik bort fra denne verden.

Fip Rigesens skandinaviske rej

Under hans ansigtstransplantation i Norge kommer Fip Rigesen til at tænke på sin barndomsven Maradjøngade og det sidste han har hørt om ham, nemlig at han bor i Tønder i Danmark og har tæmmet nogle ravne. Ansigtet sidder fast ved næsen og vil ikke af. Slukøret og med øm næse vender Fip hjem til sin dejlige familie. Om aftenen tænder han computeren og går på jagt efter Maradjøngade og denne er så parat til at se Fip at Maradjøngade allerede dytter i indkørslen da Fip har googlet ham. Maradjøngade ligner sig selv bortset fra et par fuldkommen mærkelige bukser. Fip spæner rundt i huset for at servere for Maradjøngade der skiftevis sætter lækkerierne til livs og leger gemmeleg bag gardinerne. Deres fornyede venskab bliver livsvarigt og helt almindeligt. Til sidst i fortællingen finder Maradjøngade Fip i en skovlysning, bundet af nogle indianere til et æbletræ. Maradjøngade viser stor medlidenhed med Fip, men ender med at løsne hans bånd. Sammen følges de ad, ud af historien, idet de snubler i en busk.

”Folk her på Island står i kø ude foran mit autoværksted for at få en psykiatrisk diagnose”

Du har lavet en hjemmeside hvor folk kan stå frem med deres psykiatriske diagnoser efter de har fået dem her på autoværkstedet.

”Ja.”

Hvordan stiller du diagnosen, når du er automekaniker?

”Det er et kæmpe, kæmpe benarbejde. Ligesom hvis du skal lære at svejse eller lave badeværelset med dine egne hænder.”

Det lyder omfattende.

”Krævende er et bedre ord. Det er krævende. Også selv om man er rigtig psykiater eller psykolog.”

Du er med på den vogn, om jeg så må sige, der hævder at alle mennesker hver har cirka 40 diagnoser.

”Tilsyn af kuglebremser ikke inkluderet.”

Er der ikke en del der kommer ind på hjemmesiden bare for at få likes og opmærksomhed?

”Jo.”

Hvem er det der står her i køen og fryser?

”Det er mennesker som slutter sig til den globale bevægelse der mener at normalitet er en by i Rusland og at sandheden nok nærmere er at ingen mennesker er normale.”

Den bevægelse har jeg ikke hørt om. Er der ikke snarere tale om en modbevægelse?

”Jo. En modbevægelse.”

Men er en diagnose ikke noget negativt og indviklet?

”Usikkerheden omkring diagnosticering og typen af diagnose er indviklet og forbundet med usikkerhedens negativitet. Men når diagnosen først ligger der, siger erfaringen at folk er bedre stillet med den end uden den.”

Hvorfor?

”Det er da en skat at kende nogle af sine begrænsninger. Nogle af de ting man må leve med.”

Kan man ikke nøjes med at få behandling hvis det er en diagnose som er stærkt hæmmende?

”Behandling er der mange der har brug for. Men det er nogle andre der tager sig af det.”

Skulle vi ikke hellere få noget ud af de sider af os selv der funker?

”Det er svært at sige til et andet menneske at det ikke er perfekt. På den anden side er det en gestus overfor familie og venner at få stillet en eller flere diagnoser og selv opsøge dette. Der er noget rørende ved det.”

Bliver folk ikke enormt kede af at få en diagnose?

”Jo. De bliver enormt kede af det. Alle sammen.”

Hvordan kommer denne sorg eksempelvis til udtryk?

”Eksempelvis gennem tårer overfor en god ven.”

Hvor trist.

”Ja. Det er temmelig ærgerligt.”

Men hører det ikke med til menneskelivet, at vi selv må kende os selv, uden hjælp fra andre?

”Det bliver ofte noget værre roderi når vi ser indad.”

Hvorfor?

”Jeg aner det faktisk ikke.”

Hvad skal vores venner og familie stille op med vores diagnoser?

”Medlidenhed.”

Medlidenhed?

”Cirka halvtreds procent af en sund menneskelig relation består af medlidenhed og altså ikke kun af overdådig, overskudsagtig kvalitid.”

Det anede jeg faktisk ikke.

”Nu ved du det.”

Men kan folk overskue at de har psykiatriske problemer samtidig med at de har dæmoner som de ser i øjnene mens de løber en ironman?

”Ofte er dæmoner bare en undskyldning for ikke at se de psykiatriske ting i øjnene. Men det er svært. Både psykiske problemer og dæmoner. Det er svært. Det er det.”

Det lyder bedre i dagens verden at sige man har dæmoner end psykiske problemer?

”Ja. Det lyder som om man er en brav fætter der har tjek på sig selv og tilmed har endnu flere interessante sider end almindelige sider.”

Og det er der kæden hopper af?

”Der hopper kæden fuldkommen af.”

Hvorfor?

”Fordi i ingen relationer overhovedet er vi dybest set interesserede i hinandens interessante sider. Vi er interesserede i hinandens almindelige sider og hvor gode vi er til at forholde os til de interessante ting i livet og at sige tingene og lytte og spejle og så er vi interesserede i at lide med hinanden. Medlidenhed.”

Det har du allerede sagt.

”Ja.”

Hvad siger du?

”Jeg siger ja.”

Du siger ja.

Interview: Ivan Alhydne Holm

Det er en munter dag. Jeg går og pipper indeni. Af læsefryd og fordi jeg lige har spist spaghetti: den velkendte fornemmelse af at spaghettistråene limer sig sammen til ét langt spaghettistrå nede i maven, hvorefter det bevæger sig rundt på må og få i kroppen og ender i højre arm.

Det stykke, som skulle have været det midterste, daler ned og lander i foden?

“Ja.”

Oversætteren Ivan Alhydne Holm er et skakbræt, i hvert fald ligner han ét: de otte kolonner og rækker af skiftevis hvide og sorte felter kigger opmærksomt på mig, imens jeg formulerer næste spørgsmål, som jeg har glædet mig særlig meget til at høre svaret på:

Hvordan kan nogen som helst oversætter begive sig af med at oversætte det almindeligt kendte amerikanske personnavn “Aretha Franklin” til den let vrisne og afvisende henstilling: “Jeg står bare og spiser en is!”?

“Sangeren Aretha Franklin er et begreb i den internationale bevidsthed. Dette begreb kan udtrykkes enkelt ved at vrisse lidt og sige fx: “Skrid lige!” eller “Gå hjem til din kat, Herbariumsfelt!”. Jeg har så valgt “Jeg står bare og spiser en is!” for at være helt sikker på, at alt det væsentlige i din kimonolomme kommer med.”

Det er en slåbrok.

“Prøv at se om der er en godt brugt læbestift der bærer præg af at have ligget på en hvid stegepande.”

Der fløj et finke ud, som satte sig på din næse.

“Tak, det er jeg fuldt ud klar over!”

Hvorfor skyder du underlæben frem?

“Det gør jeg ikke.”

Hvad?

“Sådan ser jeg ud. Sådan er jeg født.”

Du så anderledes ud lige før.

“Men jeg havde glemt, hvordan jeg var født.”

Virkelig?

“Ja. Jeg havde glemt, hvordan jeg var født.”

Reginnald Djithidder: Samba

To biler kommer kørende i hver deres verdensdel med nøjagtig samme fart. Bag rattene sidder Nardu og Dardu. Så overvældende fantastisk og løfterigt starter Reginnald Djithidders nye bog: Samba.

Det er Nardu der er den interessante?

”Ja. Nardu er bogens hovedpersonen.”

Kører de i samme retning?

”Ja.”

Hvordan skal de så indhente hinanden?

”Ved hjælp af et tog, der hedder Diddo.”

Reginnald Djithidder, kan du huske, hvordan din bog starter?

”Nej.”

To biler kommer kørende i hver deres verdensdel med nøjagtig samme fart. Bag rattene sidder Nardu og Dardu.

”Fuck, en god start!”

Hvorfor tager du notater på papirdugen?

”Aner det ikke.”

Du lyver.

”Vent lige. Jeg fik bare en idé til hvordan man kunne fortsætte handlingen ud fra denne hæsblæsende geniale start.”

Men du har allerede fortsat handlingen én gang.

”Hvor?”

I din bog.

”Giv mig den!”

Det her er mit eksemplar. Nej, du skal ikke bide dig fast i det.

” ‘in ‘og!”

Din bog. Kalle ha’ mælk.

Bro Køpper: Menneskehedens fejltrin i 1800-tallet

Vi er omtrent ved 1800-tallet slutning, industrialiseringen tager fart, på nålefabrikkerne i Storbrittanien udkæmper arbejderne en tilsyneladende ørkesløs kamp mod uretfærdigheder i samfundet: 12-timers arbejdsdage og følgevirkningerne: nedslidthed, alkoholmisbrug og mangel på tid til familien og hjemmet. Priserne rasler ned og Vilbert har lige købt en stor knap. Ved at knuse den mod fortovets sten kan han trylle den om til en stor mænge mindre knapper, men hvad hjælper det, når han ikke har råd til anstændige klæder? Han sidder i et par, mildest talt, mærkelige bukser en søndag morgen og læser en knaptryllerroman, da endnu en sindslidende, ulykkeligt forelsket medborger braser gennem kvarteret. Århundredet, hvor næsten ingen rigtig har fået talt sammen på grund af først romantikken og bagefter de såkaldte nye tider, nærmer sig sin afslutning.

“Drømmen om den opbyggelige, støttende kommunikation og fællesskabet levede hos oplysningstidens pædagoger som Rousseau og forfattere som Moliere og Holberg. Dengang var en person utænkelig uden de andre. Senere blev de andre til noget for-os-fremmed og nærmest fjendtligt. Nu har jeg det elendigt. Vi kan kun overvinde 1800-tallets ødelæggelser af ideerne om fællesskabet ved at tage livtag med den forfatter som bedst forstod dette sekel og denne person var måske Dostojevskij.”

Du mener ikke 1900-tallet formåede at rette op og komme tilbage til 1700-tallet?

“Nej.”

Øv.

“Ja. Det er temmelig øv.”

Hvordan tager man livtag med Dostojevskij?

“Gennem at læse ham, selvfølgelig.”

Er 1700-tallet inden for rækkevidde nu, hvor et nyt århundrede er skudt i gang og vil arbejderne på datidens nålefabrikker vinde til slut?

“Selv hvis vi kommer fuldkommen tilbage til 1700-tallet i løbet af de næste par år, vil det næppe betyde social retfærdighed.”

En franskmands virkelighed: babyen

”Man kan sige at sådan en lille baby beskytter sig imod sin omverden ved at se nuttet ud. Men det er selvfølgelig ikke nok hvis den pludselig bliver overdænget med et læs læderstrimler.”

Du er en god far!

Franskmanden nusser den lille han holder på sin arm og babyen tager imod sutteflasken med glubende begejstring.

”Engang for længe siden blev jeg skudt i benet. Jeg var rigmand uden penge. En af den slags mennesker der går på jagt sammen med sine pengeløse rigmandsvenner.”

Jeg synes du var god til at være rig, du ved. Jeg synes du gjorde det helt rigtige.

”Jeg gik lige ind i en kugleregn.”

Nå ja. Det meste af tiden gjorde du det rigtige.

”Jeg troede jeg var en hare.”

Du ligner en hare. Det gør vi alle sammen.

”Fordelen ved at gå på jagt uden penge er vel at man kan komme hjem med byttet. Så bliver der aftensmad alligevel.”

Det er sandt.

”Du er så forstående.”

Jeg har mødt mange mennesker.

”Det var pænt sagt.”

Det var det vel.

”Jo flere mennesker du elsker jo flere er du.”

Det tror jeg er noget vrøvl. Vi kan ikke alle sammen have en luftig sjæl.

”Det jeg sagde er noget delvist nonsens.”

Jeg opfatter det mere som det rene nonsens eller noget totalt vrøvl. I en grad som er påfaldende. Det meste af tiden siger du fornuftige ting. Men når du påstår variationer over temaet at du er en papkasse og fx hævder at du er en fin, fin æske, så opstår der en fin kontrast mellem din person og dit nonsens. En slags lys.

”Du er forelsket i mig?”

Næ.

Prank Jacobsen: Måltidets senat

Hvem holder øje med os, mens vi spiser? Det er nok Sting, så! Nærmest i trods har Prank Jacobsen skrevet en digtsamling med sit dybt personlige bud på svaret.

Prank Jacobsen er ikke selv typen der holder øje med andre mens der spises, og det gøres der så sandelig i bogen, hold fest, tænk Dem! Fisk, frikadeller, flødestuvede kartofler, steg og mere steg med kantarelsovs. Sikre klassikere ned over siderne. Lad endelig være med at spise i syv timer før De læser bogen for det er denne basale, pruttende madglæde der får fingrene til at bladre. Det er egentlig tosset for der bøvses faktisk for meget.

I bogens anden del træder den snedige detektiv I. Vat ind på scenen. Hvor ubegribeligt det end lyder har Prank Jacobsen her skabt en karakter der, om muligt, er klogere end ham selv. Der optræder faktisk to detektiver og de er lige kloge og det tynger bogen noget for så afsløres tingene to gange. De skiftes broderligt og velopdragent til at afsløre tingene og på et tidspunkt befinder tingen der skal afsløres sig under en omvendt skål for enden af en 100-meterbane på et idrætsanlæg. I. Vat kommer til at vælte den anden detektiv med et stokkeslag. Tingen der skal afsløres viser sig at være en seddel med en kortfattet, underskrevet erklæring fra begge detektiverne om at de bare ønsker sig et unormalt liv når mængden af afsløringer har nået et sådant omfang at det er rimeligt at fakturere dem til bogens hovedperson Klemmer. Sedlens egentlige mening afsløres og det kommer for en dag at detektiverne i virkeligheden ønsker sig et normalt liv. Forskellen mellem et normalt og et unormalt liv er en nuanceforskel. Det ved vi i dag, men det vidste vi ikke dengang for tre uger siden da Prank Jacobsen skrev bogen.

”Jeg er træt af det gode rugbrød”

Her til morgen kom en person brasende ind i Den Anden Avis’ redaktionslokale og udbrød følgende:

”Alle Facebookere oplever sig selv som kendte og kan slet ikke forholde sig til folk som kan noget.”

Den jourhavende journalist brød ud i et smil.

Jeg tror ikke du har ret! Skrid lige!

Ytringsfriheden er helt anderledes end man sædvanligvis tror. Vejen til det helt enorme talerør som nærværende tidsskrift udgør i danskernes vidtforgrenede kollektive neurale netværk er nærmest uendelig for en klaptorsk.

Personen smed sig selv på porten og journalisten kunne dermed samle sine tanker om et regiment soldater som havde stukket sig på den samme torn. Soldater er lidt mindre end journalister og dette forhold satte journalisten i stand til at løfte sergenten Kip Labskovskovs op på bordet, hvor han satte sig til at vente med sin mobil foran sig, mens journalisten tilså soldaterfødderne.

Det virkelig morsomme indtraf da tornen kom brasende ind i lokalet og klappede i hænderne. Tornen modtog de fortjente klapsalver og jublende tilråb. (”Tak fordi du har vækket os, din krysantemumbombe!”, ”Din gara!” og ”Din gara-gara!”)

Så var der brasede kartofler til alle! Selv den uindbudte person der så hårdt var blevet afvist spiste med ved bordet og krøllede sin serviet mod mundens uforlignelige lukkede hul: ”Jeg er træt af det gode rugbrød.”