”Du kan blive mere som mig, det står dig frit for!”
Tak. Det er virkelig pænt af dig.
”Ubert han er født som Ubert!”
Hvorfor omtaler du dig selv i tredje person?
”Det er på grund af et indgående selvkendskab.”
Det er vel bedre end et indgående klædeskab.
”Nu skal du ikke tage fat om min Møss!”
Din Møss?
”Ja. Kender du ikke Kate Møss?”
Jeg møsser hende hver fredag.
”For det første har Hubertusjagten ikke hold. Det er en parforcejagt, du ved. Dyrehaven er anlagt til den slags.”
”For det andet er der tale om nogle gutter ude fra Vestegnen i rødt tøj.”
Nogle venner?
”Ja, nogle venner.”
”Nogle rigtig gode venner.”
”Kan du holde Ctrl tasten nede?”
Nej. Du skal hjælpe mig.
”Sådan. Godter. Så trykker du på tomatjuice tasten.”
Du skal hjælpe mig igen. Hvor sidder den?
”Den må være faldet af.”
Faldet af?
”Faldet af.”
Din…! Hæhæ.
Erik Windows høster et langvarigt bifald for den snedige vits og foretager en lille, mærkværdig dans.
Christian Initiativtudesnøvs er begyndt at skrive digte hvori han begræder 10 til 50 år gamle skilsmisser og alle andre typer parforholdsbrud. Digtene består af langstrakte oder til kærligheden på hans egne præmisser. Når digtet er forfattet og nedskrevet, printer han det ud i to eksemplarer, putter dem i hver sin kuvert og generer det tidligere par ved at sende digtet til hver af de forhenværende partnere. Det hjernelamme initiativ har ført til en del knubs i forbindelse med fysiske angreb på Christian Initiativtudesnøvs. Senest er han blevet slået på benet med en ishockeystav.
“Gud ser alt. Man skal kunne tåle at se sit liv på en storskærm. Man skal regne med at blive stillet til ansvar for det hele. Alt hvad man har sagt og gjort.”
Men Christian Initiativtudesnøvs, jeg tror ikke på den teologi du lægger for dagen. Gud er tilgivende i en forstand som langt overstiger den menneskelige fatteevne. Det står flere steder i Det Nye Testamente. Tillad mig at tilføje at jeg tror vi som moderne mennesker er blevet ufattelig dårlige til det med rent fysisk og helt privat at klappe os selv på skulderen, når vi har gjort noget godt. Samme utrænethed gælder alle tilsvarende fysiske og ikke-fysiske anerkendelser af os selv og den godhed der også bor i os, foruden alt det slemme. Vores tid er på den måde benhård. Vi har brug for en varm og kærlig teologi der tilskynder til det modsatte af det du siger. Du er en dybt elendig teolog. I øvrigt vil jeg spørge dig hvad sammenhængen er mellem det du foretager dig med brevene og denne, mildt sagt, sorte teologiske forestilling? Er det noget du skriver i digtene til folk eller hvad? At de er slemme fordi de har skændtes og været grimme overfor hinanden og til sidst blevet skilt?
“Jeg forsøger at lirke lidt af den slags ind, men kun som formaninger og bebrejdelser, som om jeg står på et meget højt bjerg og kan kaste forhåndenværende ting ned i hovedet på folk. Det kan være et bord for eksempel. Jeg benytter mig ikke af skældsord.”
Du er en lurendrejer uden lige. En stymper. Du er en fupmager og svindler. Giv mig det digt! River det midt over, sådan. River det over igen.
“Det synes jeg så ikke var særlig fedt.”
Hvad laver du med min computer? Hold op!
“Jeg smadrer din skide lorte computer!”
Den lorte, latterlige computer! Hold op!
“Vent. Jeg har det bedre nu!”
Hvad?! Hvad er det du siger?
“Et øjeblik.”
Du har knækket min computer…
“…Og jeg har det pragtfuldt!”
Du ser godt nok ud til at være i godt humør. Selv er jeg nærmest lidt ked af det.
“Hvorfor dog det?”
Jamen fordi min computer ikke virker. Jeg kan ikke gå på nettet. Jeg kan ikke engang starte lommeregneren eller se hvad klokken er.
“Klokken er kvart i otte.”
Hvordan ved du det?
“Fordi min computer virker.”
Og den virker fordi jeg ikke har knækket den. Fordi jeg er ked af det. Det er en ren følelse, hvor man bare er ked af det. Man knækker ikke andres computer. Du var vred.
“Jeg er glad nu.”
Men det hjælper ikke på min computer.
“Din computer virker ikke.”
Det lyder umiddelbart som en børnebog Jeppe Dernkvingse har bedrevet og beriget min boghylde med og solgt mig et glas med solæg og fusket lidt rundt med et paraplystativ som ikke tilhører ham. Jeg må indrømme jeg tager den ned flere gange om året for at læse i den. Underligt. Eller en forstørret pixibog. Eller to bantamfugle. Nej, den association blev måske lidt vild. Hvis vi endelig skal sammenligne bogen med noget fra den vældige buket af metaforer som rigtig byder sig til når skrivemaskinen gløder må det være 60 kopper the. En kop the er stilfærdigt. 60 kopper the er, om muligt, endnu mere stilfærdigt, opsender en sky af dejlig damp til kroppen. Men hvorfor vrøvler jeg om the når Henrik Bøgelund, en høj, flot, normal mand har taget plads i jugendsofaen og sidder og ler.
Hvad er dubisantgræs?
“En mandart der vokser i samme tempo som græs. Når han fylder 18 år får han en flot grøn farve.”
Et smil bryder frem på mit ansigt. I den næste halve time smiler jeg og så er interviewet slut.
Du har næppe hørt om Lap. Han har ellers gjort en stor indsats for at lave verden en bette smøjle om. Været ude på landevejene. Fået støv bag dækkene. Sved på panden og suppe i ganen. Fut i fejemøget og 1-2-3 jeg svipper dig på næsen og tryller en tyver frem. Forhenværende Ærling Bæk får smilet frem på Kejser Ågesen klokken fem en forårsmorgen i omegnen af Taastrup.
Laps idé var ellers meget god. At sige noget direkte, fysisk til folk han ikke havde mødt og som kort forinden havde interviewet og dannet sig et måske lidt overfladisk billede af. Det var ment som en original idé, men det blev ret hurtigt for meget med al den gullash han fik serveret. Det var en provokation imod Lap som har ordet i sin magt. En spiselig, ja, en yderst velsmagende provokation.
Den lille forfatter Beo Q. Beo har lavet en bog. Han kunne have nøjedes med at skrive den. Nu findes den kun i et eksemplar.
Handling er der ikke meget af: to riskorn mødes i forbindelse med en serie brande der på mystisk vis hænger sammen med en æske tændstikker og et rablende vanvittigt persongalleri som gør så ufatteligt lidt for denne bog. Hvorfor skal Katter Sanulling holde munden åben så man ikke kan tyde hvad han siger hver gang han har en replik i bogen? Lima Gøchtsweiler er super troværdig, men alt for drillesyg. Hvorfor lave sjov hele tiden ved at knipse ærter ind i bogen? Jeg har flere gode ideer til hvordan denne bog kunne være blevet bedre, men jeg gemmer den bag ved Tryk-16-Klaveret. Den kunne være skrevet af en abe.
Det har længe været almindeligt kendt at personer med fornavnet Jan opstår spontant i Korsør Skov når der er syv tilsvarende personer samlede på Restaurant Chefens Arbåndsur i Ginner og altså ikke når der bliver sagt “hov!” i Storbritannien ligesom der står i folkesagnet om korkpropperne.
Janekspert David Købbørk:
“Janantagelsen med udbruddet hov! i Storbritannien kan Jamsammenlignes med primitive stammer der Janrejser over åen til Storbritannien og grundlægger Frankrig i eksil.”
Et nyt Frankrig?
“Jan.”
Jan?
“Jan er en forkortelse for ja.”
