Brando Dalfrøcies: Dyr, jeg kan anbefale

Hvad er det så for nogle dyr du kan anbefale?

“Hov!”

Hvorfor siger du hov, i stedet for at svare på mit spørgsmål?

“Fordi du sagde ‘så’ på sådan en væmmelig måde.”

Det var ment væmmeligt.

“Hvorfor være væmmelig? Hvorfor ikke være rar og stille og rolig altid?”

Det er en rigtig god idé.

“Hvad laver du?”

Hvad mener du?

“Du har ikke sagt noget i fem minutter.”

Vi sidder og taler sammen. Jeg interviewer dig.

“Hvad laver du nu? Du kravler rundt på gulvet. Hvorfor det?”

Jeg sidder på min stol.

“Hvorfor snuser du til folks fødder?”

Jeg drikker kaffe. Hvad sker der for dig?

“Du er begyndt at læspe når du taler.”

Jeg læsper i hvert fald ikke og har aldrig gjort det.

“Hvad skriver du?”

Skriver? Jeg sidder stille og roligt med hænderne på bordet.

“Du har en flot håndskrift.”

Åhr, det ved jeg ikke. Hvad?! Hvor kender du min håndskrift fra?

“Du arbejder på et meget stort bageri.”

Nej.

Prøv og hør, nu synes jeg I to skal se at komme tilbage til det her interview.

“Hvad var det?”

Hvad var hvad?

“I bådens højttaler?”

Du kan selv være en båd.

“Du ligner en båd.”

Hvad er det for noget sludder?

“Du har et sejl og en ret iøjenfaldende gallionsfigur.”

Jeg sidder og spekulerer på hvordan vi kommer igang med dette interview som gerne skulle være både oplysende og stimulerende. Alle artikler på Den Anden Avis er oplysende og stimulerende. Det skulle dette interview også gerne være. Det lader til at vi ikke endnu har nået til enighed om noget som helst. Vi taler i hver sin retning. Var det ikke hensigtsmæssigt at vi fandt noget vi kunne blive enige om?

“Jeg hørte ikke det sidste du sagde…”

Jeg synes bare vi skal prøve at finde et emne som vi kan tale sammen om.

“Er det ikke ret usædvanligt at afholde et interview på et sted hvor det larmer så meget.”

Lydniveauet er almindeligt, vil jeg sige.

“Er det ikke ret ualmindeligt at alle danser konstant på denne båd og hvorfor ligner du også en båd?”

Alle danser.

“Alle danser.”

Æk Opperland: “Hvor ligger Spirelev?”

Mange læsere har spurgt mig: “Hvorfor ikke bare google Spirelev og ad den vej finde ud af hvor byen, hvis det da overhovedet er en sådan, er beliggende i verden? Hvorfor skrive en hel bog om emnet? Hvorfor spørger jeg dig? Du er jo ikke forfatter til bogen.” Det sidste er i fuld overensstemmelse med sandheden. Jeg forstår dermed ikke hvorfor folk åbenbart har for vane at rette disse interessante spørgsmål til mig. Har jeg er fysisk lighed med denne forfatter som åbenbart lyder det gådefulde navn Æk Opperland? Ligner jeg hans sekretær? Har han overhovedet en sekretær? Har hans sekretær en sekretær? Er denne sekretær identisk med Æk Opperland selv? Kan man være hinandens sekretær? Hvor kommer jeg så ind i billedet? Kære læser, for at få svar på disse mangfoldige, omend ret tåbelige spørgsmål, men jeg er ikke særlig klog, ringede jeg til Æk Opperland.

Ovenstående linjer står, som bekendt, i en kronik i et gammelt gulnet nummer af Den Anden Avis. De fleste danskere er fuldt fortrolige med dem og endnu flere synes indholdet er fortræffeligt. Der er skrevet både alvorlige og fjottede sange over den dybe tematik der udfolder sig i dem og jeg skal ikke tærske langhalm på disse afledte kunstværker og deres uovertrufne højtravenhed, men blot skrive lidt dejligt nyt, som det forhåbentlig vil være læseren en virkelig nydelse at vrænge lidt på næsen ad. Mit navn er nemlig Æk Opperland. Det er mig og min bog der er årsag til at vi nu i Danmark har fire sange som vi virkelig hører tit og ofte. Mit ærinde er dog at gøre opmærksom på at jeg heller ikke er den bedst begavede mand i kongeriget og at jeg har tilføjet 25 sider til min bog “Hvor ligger Spirelev?”. Siderne sælges i en kasse, hvis indhold er bogbinderværktøj beregnet på at hæfte de nye sider ind i bogen. En grundig vejledning i at udføre operationen medfølger.

Hej! Mit navn er Landsby Leg, jeg er barnebarn af Æk Opperland. Jeg må uden skam meddele at jeg er optaget af helt andre ting. Blandt andet har jeg en kaninfarm med i alt tre kaniner. Jeg er ikke særlig klog. Alligevel har jeg indrettet året efter mit temperament, særlige indretning og egenartede personlighed. Jeg er hjemmegående far og ægtemand. Jeg har lavet dette årscyklussystem sammen med min kone for at neutralisere de, for nogle af os, ret voldsomme årstidsudsving med ånd og for at indarbejde kristendommen på en måde der på en gang både er utraditionel og enkel og dermed let kan redupliceres via medieomtale og blive til gavn for andre. Jeg har gjort det på en måde der er udholdelig når jeg ser på mig selv udefra og det må jeg indrømme at jeg ofte gør. Det vil måske overraske nogle at jeg opfatter systemet som ligeså uforpligtende som det er skørt. Glædelig Spirokkodag!

Interview med Hofmand Maradjøngade

Du blev kendt i den brede offentlighed da du fandt på at sige, citat:

Enhver god følelse er en forsvarskrig hvor stillingen er lige og hvor en enkelt tapper soldat kommer en anden til undsætning med sin drikkedunk og ved hjælp af medicinsk basisviden og kyndig erfaring redder sin kammerats liv klokken tre om eftermiddagen.

Hvordan kom du på dette påfund?

“Jeg satte mig ned og talte med en soldat.”

Sad soldaten også ned?

“Nej, han var ikke kommet endnu.”

Var han kommet for sent?

“Ja, han kom efter fem minutter.”

Hvad talte du så med ham om efter han var ankommet?

“Jeg tav, fordi jeg ikke havde bemærket at han havde indfundet sig.”

Hvorfor ikke?

“Han var i camouflage.”

Da han gav sig til kende, hvad var da jeres samtaleemne?

“Vi talte om hatte.”

Hvad er en hat?

“Det kan være enhver form for hovedbeklædning.”

Hvad hvis jeg limer fire løg sammen og anbringer dem på hovedet?

“Så er det sandsynligt at et af dem vil falde af fordi det yderste lag er tyndt og porøst.”

Hvad hvis jeg stifter mit eget teleselskab og udbyder taletidskort til en halvtredser?

“Det lyder ganske fornuftigt.”

Hvad gjorde du med dit påfund, da du havde fundet på det?

“Jeg satte mig ned og læste om mit påfund.”

Er du kommet på andre påfund siden?

“Nej.”

Ny bog: Orkanen

Tre unge knøse på henholdsvis 54, 52 og 68 er ude og gå en tur da de bliver opslugt af en orkan. Heldigvis bliver de ved med at gå, selvom fødderne ikke berører jorden, og det bliver deres redning. Der sker nemlig det at de under næsten ufattelige lidelser får held til at gå hele vejen rundt på ydersiden af et flygel mens de er i luften. Fem gange går de rundt uden nogensinde at have gået rundt på et flygel på denne halsbrækkende måde før. Den ene, ham der hedder Fip, har dog gået rundt om en blokfløjte på samme måde engang i tidernes morgen og er dermed, i kraft af sin viden, i stand til at coache de to andre til behændigt at placere deres fødder på flygelets yderside og denne monotone beskæftigelse afleder opmærksomheden fra rabalderet for de tre venner som, på trods af at de får knust hver en knogle i deres kroppe og antændt buksebenene af flyvende stearinlys og får upoppede popcorn i øjnene, alligevel får en bekvem mulighed for at beskæftige deres indbyrdes meget forskellige sind. Den mest indviklede, ham der hedder Fabber, mister koncentrationen efter tredie runde og falder ned på flygelets venstre hjul hvor han opdager at det også er muligt at gå, dog uden at tilbagelægge nogen egentlig afstand, eftersom hjulets snurren kompenserer for Fabbers fremdrift. Da han begynder at hinke bliver det for meget for hjulet som lægger sag an, med Fip og Karlsen klædt ud som meget alvorlige dommere. Den efterfølgende retssag er hylende morsom fordi der hele tiden sniger sig et løg ind i retslokalet. Hjulet taber selvfølgelig sagen og må slukøret vende tilbage til sin oprindelige funktion der midlertidigt er blevet varetaget af en mede. Bogen er lige ved at slutte, da forfatteren mesterligt, i det efterfølgende kapitel, får anbragt flygelet på en øde strand med smuk udsigt til et engareal der er hjemsted for vadefugle på grund af talrige pøle og andre typer vådområder. To udhuse medfølger, sammen med et overdådigt 120 år gammelt marmorspringvand samt forskellige havemaskiner. I portnerboligen bor butleren Fæbbæk. Det er samme Fæbbæk der, iført morgensko og jakkesæt gør et værdigt førstegangsindtryk på de tre kammerater der ligger og skriger af glæde på stranden over deres mirakuløse redning.

Morten Bribik: “Ansøgere bør have et normalt navn”

Morten Bribik, du ser meget på navnet når du vurderer ansøgere som medskribenter på Den Anden Avis?

“Jeg vil sige det på den måde at jeg ser ualmindeligt meget på navnet.”

Hvor længe ser du på navnet?

“Op til 10 sekunder.”

Og det er vel fordi du, ligesom alle andre arbejdsgivere er interesseret i at virksomheden skal fungere?

“Det har jeg aldrig sagt!”

Men virksomheden skal vel have sorte tal på bundlinjen?

“Det har jeg aldrig sagt!”

Hvorfor er det så du kigger på navnet i 10 sekunder?

“Jeg elsker normalitet og jeg vil se om navnet ser normalt ud.”

Så hvis der opstår den situation at en ansøger hedder Tinke Tempelherre, så er du skeptisk på forhånd.

“Særdeles skeptisk.”

Hvad med Binna Binnakloos?

“Skeptisk.”

Ruth Yeemov?

“Ikke accepteret.”

Ruth Plissør?

“Ville jeg give afslag med det samme?”

Breum Birkestamme?

“Ville jeg indkalde til samtale uden tøven.”

Morten Bribik, nu har vi sammen gennemgået nogle navne. Det kan ikke undgå at springe i øjnene at du, ud fra alt det du har sagt, kommer med det udsagn at Breum Birkestamme er et normalt navn. Her vil nogle mennesker, åbenbart ikke alle, nok sige noget i retning af: ‘Hallo!’

“Jeg håber ikke de vil hade mig.”

Men Morten Bribik, der er slet ikke tale om at de vil hade dig. Vi taler om en ganske mild, overfladisk og helt og aldeles forbigående og sandsynligvis hjælpsom og lindrende forbløffethed.

“Der må jeg sige at jeg nok vil foretrække det nøgne had. Ja, jeg ville stille mig midt i kugleregnen og skyde jernbrystet frem og sige: ‘Kom an, I svagpissere!’ ”

Foretrækker du noget så grotesk som had fremfor hjælpsomhed? Endda rettet imod din egen person. Det er jo splitterravende græsstrå, i mangel på et bedre ord.

“Der er måske tale om højest fire græsstrå. Der findes mange typer had. Had kan være forbigående og det behøver ikke udgå fra at personen er hadefuld. Jeg synes ikke man skal kalde det forbløffethed, når det i virkeligheden er forbløffet had. Så lyver man og det er umoralsk at lyve, ikke mindst når man lyver overfor for sig selv.”

Jeg ønskede mig virkelig et normalt interview. Nu er jeg igen ude på tynd is. Jeg kan da se at du har ret, i det mindste i din indledende påstand om normalitet og navne. Morten Bribik hvorfor har vi fået så dårlig samvittighed ved at bruge vendingen ‘Jeg hader dit og dat’?

“Alle forventes at optræde som små og yderst demokratiske agenter der er yderst vigtige for den store sammenhæng. Den såkaldte politiske korrekthed. Men vi har ikke særlig meget forstand på den store sammenhæng. Vi lyver, i stedet for at hade lidt til husbehov.”

Du har også på et tidspunkt udtalt at mange dyr, blandt andet heste, har den helt rigtige størrelse?

“Det har jeg aldrig sagt!”

Finne opdager togluksus i agurk uden hjul

“Hvis jeg tager endestykket af agurken et øjeblik kan du se nogle bitte små Venstremænd der sidder og laver et eller andet. Men bag dem, oppe i hjørnet, hænger der et tv. Hvis du tager endestykket af kan jeg… ja… vriste det ud med denne pind. Så lukker du igen… godt… og lugter til det hersens tv-apparat. Ja. Hvad kan du lugte?”

Guld?

“Jamen det er bare fordi en af Venstremændene har et guldur på. Prøv at lugte igen.”

Grønne…

“Ja?”

Grønne Sk… Sk… Skove…

“Jeps! Det lille tv-apparat lugter af grønne skove og ved du hvorfor?”

Det kan jeg desværre ikke sige jeg gør.

“Det er fordi det har stået ude i en skov.”

Nå.

“Men så dryppede der lidt plasma ned på det og så tænkte skovfogeden: Nej, nu stopper festen saft suse mig!”

Nå.

“Nu er det nok! Plasma på skov-tv’et det er over stregen!”

Nå.

“Sidste skovfogedreplik i denne forbindelse kommer nu, bare rolig…”

Sidste.

“Ind i tørvejr med tv’et!”

Ny bog: “Den uheldige slange”

Man kunne godt have valgt at placere kapitel 1 i bogens slutning eftersom slangen i bemeldte kapitel “smuldrer bort”, som det så flot hedder, med en vending lånt fra Dikkert Fi Dikkerts bog “Vendingen du godt må bruge, hvis du skriver en bog om en uheldig slange, din negl!”. Hvordan den allerede i kapitel 2 er kommet sig nok til at “ligge på en nydelig gren og se nydelig ud” forekommer at være i strid med logikken. Efter at have hvilet ud må slangen igen gå så grueligt meget igennem i kapitel 3 hvor uheldene står i kø. Jeg, mig, altså mig der skriver denne anmeldelse, synes det er en rigtig god bog. Det hele virker autentisk, men på den fede måde. Side 33 er endvidere fyldt med småkravl. På side 64 er der lyn og torden for alle pengene. (Bogen koster 2000 kroner lige ud.) Jeg vil ikke sige det er en bog man forsvinder helt ind i, fødderne stikker ud så andre kan se man ikke er blevet helt væk. Husk sko og kast dig ud i dette særprægede.

Professor Ole Ninte: “Stikbier, stikmyg og stiktennisketchere”

Ole Ninte, du har valgt at sømme en lille brodlignende metalsplint ind i rammen på en tennisketcher og derved forsyne den med en egenskab man i øvrigt kun finder hos stikkende insekter. Har du tænkt dig at spille med ketcheren?

“Ja.”

Hvorfor?

“Hvis solen rammer splinten på den rigtige måde vil min modspiller blive distraheret af splintlyset.”

F

“Hvorfor sagde du F?”

Jeg prøvede at slappe af på den måde som jeg følte din afslappede og joviale vrøvlen lagde op til, men det blev ikke til mere end F.

“Du er ret skør på en eller anden måde. Du kan ikke tale om følelser. Dine tanker ruller sig tilbage, dine ord svigter.”

Det er da dig der ikke kan tale om følelser. Du laver en brodlignende splint til en tennisketcher.

“Man kan sagtens lave en brodlignende splint til en tennisketcher både før, under og efter man taler om følelser.”

Tusindfryd og Jakob.

“Nu gjorde du det igen!”

Så forsøg måske at lave en brodlignende splint til en tennisketcher samtidig med at du taler om følelser.

“Jeg har ikke materialerne til at lave en brodlignende splint til en tennisketcher med mig.”

Det er jo løgn. Du lyser langt væk af at have materialerne til en brodlignende splint til en tennisketcher i brystlommen.

“Nej. Se selv. Nu tømmer jeg indholdet af min lomme ud på bordet. Hvad kan du se?”

En brodlignende minitennisketcher. Men hvorfor spørger du?

“Jeg er blevet blind af al dit vås.”

Laslo.

“Nu gjorde du det igen!”