Mück Løhrdag: Aflagte og primitive telefoner ikke latterliggørende

Det bliver hurtigt klart for Den Anden Avis’ udsendte medarbejder at Mück Løhrdag har fat i den lange ende vedrørende argumentationens ædle kunst. Særligt hvad angår aflagte telefoner.

Mück Løhrdag: “Der er ingen grund til at grine af mig fordi jeg på et tidspunkt har haft en meget primitiv telefon.”

Men en af dine tidligere telefoner bestod så vidt jeg er orienteret af toppen af et agern. Altså den lille aftagelige top der som en hat, med stilken øverst, strækker sig cirka en fjerdedel ned over agernet.

“Det er et rygte. Et øjeblik. Min telefin ringer.”

Mens Mück Løhrdag er optaget undgår det ikke min opmærksomhed at telefonen han benytter er håbløst umoderne, idet den består af et stykke tåge og en klapsalve og fire larver.

“Hej Givberg!”

“Er det rigtigt?! Ej hvor vildt.”

“Nej, virkelig.”

“Ved du hvad, sig til ham at du vil sælge ham et læs silke og netop ikke………………ja……….godter……..vi snakkes, hej! Hej!”

Elastiksyndromet

Snette Snøsnaider, du har en sjælden sygdom hvis eneste symptom er at man ikke kan mærke når der bliver affyret en elastik med 200 km/t imod ens pande.

”Hvad er det for noget vrøvl?”

Øv!

”Hvad?”

Jeg er skuffet over du slet ikke er spøjs. Det ville klæde dig at være lidt underlig.

”Underlig?”

Pas på!

”Hvad?”

Nu affyrer de en elastik imod din pande.

”Av, for katten!”

Krølle Sikkisit afslører sit nye digt specielt for Den Anden Avis’ læsere

Krølle Sikkisit, jeg vil bede dig læse op af dit seneste digt.

”Ja. Ahem…

I luften glitrer et par bakkenbarter.
De er blevet skudt ud af en kanon.
Fersken.

Sådan.”

Det kunne jeg tonse godt lide.

”Tak.”

Jeg var næsten mest vild med det sidste ord: Fersken.

”Tak.”

Jeg ville næsten ønske at digtet kun bestod af det ene ord.

”Jamen så ville jeg ikke få den sødme frem i den fersken der er tale om.”

Nej. Øh… Hvilken fersken er der tale om?

Ny bog: Krydderurter uden mad

Lad det være sagt med det samme: Med denne bog er min personlige grænse for gastronomisk fornyelse, nyskabelse og afsøgning af nye territorier for eksperimentel madlavning nået. Første kapitel, betitlet “Peber der står i luften der hvor bøffen skulle have været”, lægger stilen, hvorfor det ikke er nogen overraskelse at andet kapitel hedder “æggemaden uden dild, og hvorfor jeg blev udenrigsminister og fisker”. Det med udenrigsminister og fisker er tydeligvis løgn, for at dømme efter påklædningen på fotografiet bag på omslaget er forfatteren tydeligvis økonomiminister og stadsgartner i Hobro. I tredje kapitel er der fart på. Vi når lige akkurat at se et peberkorn før kapitlet slutter og det underlige kapitel fire starter. Kapitel fire hedder “så er der aftensmad” og består af karsefrø, en lampe der blinker hemmelighedsfuldt i tusmørket og en ligusterhæk.

Tryllekunstner Jørn Sinclair: Kærestebrevet – Sådan!

Start med lidt henkastet ros af din udkårnes udseende, a la:

“Du er egentlig helt vild. Helt villo. Jeg ligner en hel klipfisk i forhold til dig. Heldigvis en hel og ikke en halv. Jeg vil bare sige at dine øjne ligner en række af bitte små karotter.”

Kan du se at du får lidt personlig humor ind på den måde? Nu har du lavet en stille og rolig indledning. Det har gjort et godt indtryk. Du har gjort det totalt godt!

Nu kommer den første forhindring: Du skal præsentere dig selv. Prøv med at skrive noget med at du har gyldent hår. Det gør din udkårne glad indeni. Så føles det ikke som at spilde tiden at læse denne del af dit brev.

Nu skal du vise at du har fantasi. Prøv med noget i stil med:

“Jeg kan godt forestille mig at knalde selvom jeg kun ser et billede af nogen andre der knalder.”

Det viser ikke alene at du har fantasi, men tillige sund fornuft, jordbundenhed og bestemthed. Du er en slags bonde!

Du er indtil videre i hus med et pænt underligt brev.

Nu skal du forsøge at forklare det mærkelige som gælder for de fleste ægtepar, nemlig at man er hinandens helte. Det kan du kun gøre ved at slutte af med en flot underskrift.

Afsted med brevet og så er den i hus!

Uglamourøs lystfisker får et uglamourøst portrætfoto på krogen

En and vrikker ude på sundet.

”Det var dér!”

Hansen peger på en bølge.

”Jeg trak portrætfotoet op af den bølge dér.”

Jeg kan udmærket godt se bølgen.

”Pas på!”

Bølgen er tilsyneladende drillesyg. Den bevæger sig på den mest skumle måde hen over brændingen og op på stranden hvor den rammer os begge med et stort ord: ”Bisp!”

”Det var et stort ord!”

Meget højlydt!

I næste øjeblik er bølgen i færd med at passere den første klitrække.

Hvad er der galt med den bølge?

”Det er en svindelbølge fra en 70’erroman der handler om hvordan en bølge af løgne breder sig under græsset på en fodboldbane. Da fodbolden hører om det, fiser den rundt i gymnastiksalen, ude af sig selv af fisen.”

Jeg afbryder Hansen ved at skubbe hans mund om i nakken. Derpå forfølger jeg bølgen op i klitterne, fast besluttet på at stoppe den. Jeg løber alt hvad mine gummistøvler kan klare og kaster mig oven på bølgen som splintres i en million stykker og synker ned i sandet rundt om mig.

Slukøret spadserer jeg ud på stranden. I næste nu er det nat. Vi sveder. Over det hele går bølger rundt. Sunde bølger. Syge bølger. Bølger med forstand på år 62. Vi sveder igen.

Ny bog: “Den blå læge”

Den blå læge er blå, men kun op til midten af panden og derfor har bogen ikke kun skrift på forsiden, altså titlen (Den blå læge) [Hvorfor indleder du så tåbeligt? Red.] men også skrift inde i selve bogen, altså på siderne. [Det er jo fuldkommen vanvittigt, det du skriver her! Red.] Hvis lægen altså var blå helt op til det jeg i det følgende vil kalde luften over lægens hoved, LOLH, var der ingen grund til at skrive en hel bog, så kunne forfatteren nøjes med at lave et skilt. Men så ville forfatteren ikke være forfatter længere. Så ville forfatteren forsvinde og skiltet stå tilbage. Folk ville undre sig, men skiltet ville bare stå der med påskriften Den blå læge. Nu er Den blå læge heldigvis ikke et skilt men en bog. Det er lidt uheldigt hvis man skal have taget temperaturen. En bog kan ikke tage temperaturen. Men hvor er det opvakt, det der står på siderne. Der er intet der ikke fungerer i den bog, bortset fra vandhanen på side 15.

Rejste sig op med en håndfuld diamanter: “Disse ædelstene ligner fisk!”

Forholdt det sig som han sagde, lignede hans diamanter fisk?

“Afgjort.”

Hvad ligner jeg?

“Charlie Chaplin.”

Hvad ligner du?

“Charlie Chaplin.”

Hvad ligner et stykke fyrrebrænde?

“Charlie Chaplin.”

Ogo ogo?

“Charlie Ogo.”