I dag tænder jeg et lys som protest imod højredrejningen i Danmark, i Europa. Men selv mit fucking lys er højreorienteret. Nå. Du kan se mit lys her. Jeg kan ikke gøre andet for jeg er vist lidt hellig, både religiøst og politisk. Det er nu ikke fordi jeg er særlig vild med mangfoldighed. Det trætter mig at sidde på en bænk i parken i timevis og tale med en udlænding og til sidst begynde at gå i gult tøj. Jeg kan bedre lide det der kaldes kompleksitet. Men aller bedst kan jeg lide mennesker. Måske netop fordi vi er så komplekse. Taber vi blikket for denne kompleksitet forsvinder mennesket. Det er den aller vigtigste jordforbindelse jeg føler jeg kan opnå at bevare blikket for denne kompleksitet for så forstår jeg at det er indeni og ikke udenpå at der virkelig foregår noget. Det kalder på ærefrygt. Der går et andet menneske. Hvor er det dog spændende!

For at få lidt styr på al den kompleksitet opfinder vi nogle kasser. Det er lettere. Men der er også en risiko ved det. Der er den risiko ved det at der går hul på kasserne. Men det bør vi slet ikke være så kede af. Rolig rolig! Kasserne er bestemt ikke lavet af billigt bølgepap. Det er skam fine kasser. Men får vi puttet en menneskelig kompleksitet i en forkert kasse, så har vi et problem. Ligesom hvis vi slet ikke putter en menneskelig kompleksitet i nogen kasse overhovedet. Så har vi også et problem. Sprog og varme. Det er de eneste broer der er til at få gjort tingene rigtigt.

Nu strammer vi lidt op. Det er nemlig sådan at sprog og varme er drøn hamrende vigtige og at vi kan gøre en forskel ved hjælp af netop dem. Vi bør kæmpe for sproget og varmen. Hvilke professioner gør noget for netop sproget og varmen? Psykiatrien, psykologien, filosofien, litteraturen, pædagogikken.

Ingen i vores samfund skal være så frie at de betakker sig i forhold til sproget og varmen! Ingen ideologi og ingen person skal forføre os væk fra dem!

Vi strammer lidt mere op. Varme uden sprog er i længden omklamrende og socialt frustrerende. Sprog uden varme er når vi skal lære ting. Så er man nøgtern og forventer saglighed, ædruelighed, præcision. Men står vi over for en anden menneskelig kompleksitet må der varme til.

Psykiatrien, psykologien, filosofien, litteraturen, pædagogikken. Ikke politik? Nej, politiske skrifter skal ikke lære os noget om mennesker, politik handler om at få en god stat og om fordeling af pengene.

Evolutionsmæssigt var der en fordel i at nogen tog sig af varmen og sproget og nogen tog sig af at få tingene gjort, ekspederet. Jeg synes kampen mellem disse to fløje er mindst lige så interessant som klassekampen, blandt andet fordi den gemmer sig i skyggerne. Jeg synes da det er Nannas far (i tv serien) der går der hjemme og tumler der er vinderen og de par hvor begge arbejder der er taberne. Vi skal have langt flere hjemmegående og langt mere fokus på de indre værdier. Det betyder at vi skal have langt flere som tilbyder sig som forsørgere også blandt kvinderne.

Min påstand er at de to anførte kampe i grunden er den samme kamp og det er derfor jeg har tændt mit lys. Hvad betyder det? Det betyder at højrefløjen og højredrejningen i det skjulte forsøger at nedgøre og bagatellisere psykiatrien, psykologien, filosofien, litteraturen, pædagogikken. Og det betyder at højrefløjen er de onde. Hele vort sprog er befængt af det pis! I hvert fald en del af det. Psykiatri, psykologi er smasket sammen og blevet til coaching. Filosofi er blevet latterliggjort. I øvrigt mener jeg at filosofihistorien vitterligt er latterlig. Der er noget om snakken. Litteraturen er blevet underlødig og pædagogikken har givet totalt op. Børn har det skidt i dag. Så på fem fronter har højrefløjen sejret en åndelig sejr. Og så er det jo let at hive en politisk sejr ind bagefter og få folket med på vognen. Ud og lege rige. Spille golf med de andre fra LA og DF.

Det er ikke at dømme nogen som helst at sige at nogen tager sig af at få tingene gjort og nogen af varmen og sproget. Det er ikke en forenkling, det er en abstraktion, som det er meget vigtigt at vi træner os selv og hinanden i. Dem der ikke evner andet end at få tingene gjort skal vi have ned med nakken. Det er kamp nu. Vi har tabt alt for meget terræn og været alt for naive og forvirrede. Der er masser der ikke kan få pension. Der er latterlige forventninger om at alle skal arbejde.

En ansat der ikke orker sin arbejdsgiver eller vice versa. Hvorfor? Fordi den ansatte ikke kan undertrykke sproget og varmen, der simpelthen vil frem! Og hurra for det!