Læser spørger: “Er det mere fantasifuldt at opfinde en historie med en løve med 750 hoveder end en historie i hvilken der optræder en løve med blot 25 hoveder?”

Tynde Lone svarer: Ja ja, jeg har fattet det. Det er rigtigt at 750 er mange hoveder. Men sådan kan du ikke gøre det op. Hvis du kunne gøre det op på den måde ville løven være dækket af hoveder og det ville ikke være troværdigt med mindre man kunne se lidt af ryggen. Hvis man kan se halen stikke op er jeg tilfreds. Så er det en win-win for os begge to og du nøjes med at betale for vinduesviskerne.

Rigtig hjertelig hæk!!

Bladsellerihilsner

Kamma

Betydningsfuld debattør i veltilrettelagt og veltempereret virtuelt angreb på sig selv

Den landskendte debattør og blogger Rutter er på den igen. Det startede med at han foreslog en universel global støvsugerdag i IKEA hvor almindelige mennesker kunne medbringe deres egne støvsugere og opleve væg-til-væg tæpperne i varehuset ud fra et anderledes lavpraktisk perspektiv mens de i øvrigt købte løs af varerne. Derefter kom en salve af modargumenter som totalt latterliggjorde det på enhver måde tåbelige forslag. Så blev Rutter først provokeret. Alle var målløse undtagen de mest idiotiske da Rutter tredje gang gik i felten for at bekæmpe sine egne sprogberusende og selvforelskede ideer. Rutter gik af med sejren. En pseudooplevelse der ikke manede til noget som helst.

Trillede ned ad bakke med lommerne fulde af peanuts

“Afspærringen holdt da!”

Privatdetektiv Ib gnækker tilfreds.

Jeg hiver avisen op fra afspærringen der mest af alt ligner en almindelig busk og kigger på den. Den Anden Avis. Dato: Dags dato. Hvor er det fascinerende!

Nu rejser Schnøppel sig og børster de værste totter mos af. Der bliver grinet. Der bliver klappet. Der bliver gjaldet.

Kaffehylde inviteret til te hos Dronningen ved en fejl

Hvad talte du med Dronningen om?

Om Flemming Fodspor.

Og hvad er der særligt ved ham?

Han er lige så ualmindelig som folk er flest. Han har blandt andet et armbåndsur han aldrig går med. Og så har han midterskilning. Han kan godt lide visse typer grød. Han har en vis smag for heftigt vejr. Han samler ikke på noget.

Han lyder spændende.

Hans livret er kogt torsk.

Din beskrivelse af ham er virkelig spændende, men har du noget i mod vi skifter emne på et eller andet tidspunkt i den ikke alt for fjerne fremtid?

Et stykke med virkelighed

Den Anden Avis har været en tur i pølsevognen på hovedgaden:

Ja, hvad skulle det være?

Et stykke med virkelighed.

Altså 12 kilometer specialsorteret følsom snak der drejer sig om virkeligheden sat ind i en app?

Nej tak, bare virkeligheden som den er.

Lidt medieskabt krydderi?

Jeg nøjes vist bare med virkeligheden som den nu engang er.

Afstandtagen ovenpå?

Nej, ikke for meget af det.

Overdreven tolerance?

Hellere kærlighed og respekt hvis det er.

Aha. Så har du brug for resignation også.

Nemlig. Tak.

Velbekomme!

Pyw!! Det smager af lever!!

“Jeg er skida dygtig til at sørge”

“Jeg svælger ikke i sorgen. Jeg vælger saft susemig ikke underlig musik når jeg skal sørge. Ikke længere da. Jeg er skida dygtig til at sørge. Alle faserne og så nichts weiter. Ikke noget sentimentalitet til mig. Hverken i sorg eller glæde.”

Den Anden Avis har mødt en af landets tapreste sørgere.

Læser spørger: “Hvor meget vejer mine øjne?”

Fnotól Bikkerstue: I spidsen af din ene sko, inde i halvmørket altså og dermed indenfor i skoen, ligger der en seddel hvor dine øjnes vægt er angivet meget nøjagtigt. Der er, ydermere, det pudsige ved øjnes vægt at pupillerne vejer ca. syv kilo hver, men den hvide del af øjnene har en negativ vægt på minus 54 kilo for hvert øje. Det betyder at man kan se øjne der hænger oppe i loftet på meget gamle gravkamre. De ”ser” simpelthen. De bliver ved med at ”se”. Omvendt kan mumierne ingen ting ”se” i traditionel forstand. Kan du ”se” hvad jeg mener?

Berømt digter skuffer slemt ved at kalde folk over 40 “hvidhårede spektakler”

Jeg fik nær kaffen galt i halsen. Jeg er over 40. Netop var jeg blevet hyldet som overklasseløg. Netop havde jeg følt mig fuld af betydning og håb for mange, ja, en digters ligemand. Så kom bomben. Følg med! Jeg blev kaldt et charme- og sex-forladt gespenst! Min stemme blev kaldt knirkende. Af sådan en digtertype, øv!