Gara Ta Gara analyserer det glemte kinesiske ordsprog: ”Ingen, undtagen selvfølgelig dybt begavede mennesker, formår at bruge en hund som hårbørste.”
Det er et fjollet ordsprog.
”Ja.”
Hvordan vil du analysere det?
”Jeg ved det faktisk ikke.”
Det er et fjollet ordsprog.
”Ja.”
Hvordan vil du analysere det?
”Jeg ved det faktisk ikke.”
“Åndelighed er ikke noget med at sidde i en rundkreds og synge ned i en kop te. Det er det også, men det er primært noget med behov og aggressioner som kan virke primitive.”
Hvorfor siger du noget som er indlysende for enhver?
“Tog man den åndelige verden mere seriøst ville der være langt flere gaffelikker: rituelle og humoristiske afbrydelser af hverdagens rationalitet og trummerum. Det ville give færre psykiske problemer og mere glæde.”
En læser spørger dig: “Ulla leder efter sin drømmende krop på Haslunds hvide bjerge. Men skal vi nu ikke lade Ulla være Ulla og Haslund være Haslund?”
“Øh, jo!”
Efter denne lille spøjse afbrydelse tilbage til det der er dig mest magtpåliggende at sige.
“Ænder.”
1. Vent til dejen er spændstig.
2. Dejen er spændstig.
3. Der er ikke lavet nogen dej.
4. Tag nu forsigtigt taget af det lille hus.
5. I det lille hus har dukken der hedder Putin lavet en skål med dej.
6. Tag, med et lille ryk, dejskålen fra Putin.
7. Bag ved 200 grader til dejen får samme farve som opmærksomheden omkring de mere alvorlige digtere, dvs. hør overhældt med rå æggeblomme.
”Hvad er bedre end, når ens morgenavis bekræfter en i, ad miskimundfærdige indirekte omveje, at man i betydelig grad er bedre end gennemsnittet? Og så supplerer op med at man ikke er et grufuldt, bestialsk dyr. Dejligt!”
”Hov, hov! Du skal ikke drille min morgenavis!”
”Jeg brugte netop ordet min. Jeg sagde min morgenavis.”
”Du sagde ens morgenavis.”
”Ens. Jeg sagde ikke ens.”
”Jamen det står lidt højere oppe, se selv! Du sagde ens!”
”Ens. Du har ret! Ha! Tænk at jeg kunne begå den fejl. Hahaha!”
”Ahihihi!”
”Hahahaha.”
”Ahihihihihihi!”
”Tænk hvis alle morgenaviser var ens, hver eneste dag.”
”Ahihihihihihihihi!”
Bent O’Kryper startede trenden, der nu har sat sig fast i danskerne og gjort os mere glade. Alligevel kan det føles overvældende at blive spurgt om man kan hjælpe hinanden. Særligt, måske på grund af den lidt sære verden Bent O’Kryper har.
Bent O’Kryper, man kan sige at en grundsten i dit verdensbillede og et udsagn der meget ofte gentages i dit manifest er at ”kristne mennesker er nogle meget fine herrer”.
”Kristne mennesker er nogle meget fine herrer, ja!”
Også hvis der er tale om kvinder?
”Ja!”
Hvordan kan kvinder være herrer?
”De tager et lille overskæg på og så beder de om ligeløn!”
Ok. Tilbage til udgangspunktet. Hvordan kommer du frem til at kristne er ”fine herrer”? Kristus er vel kommet primært for de fortabte og vel ikke for de frelste og vel slet ikke for de ”fine herrer”. Ja, jeg føler mig helt tåbelig. Hvad mener du egentlig med fine herrer? Tager du gas på os alle sammen?
”Nej. Fine herrer er ligesom også lidt fortabte. Vi vil altid noget lidt urealistisk.”
Hvad svarer du hvis folk svarer nej til om du kan hjælpe dem?
”Jeg svarer: Så er der ingen mennesker der kan hjælpe dig, for jeg er utrolig klog.”
En anden hovedpille i dit lidt tåbelige forfatterskab er at du vil ”smugle Gud tilbage ind i det offentlige rum gennem tilråb”. Er det ikke lidt vanvittigt?
”Jeg synes tilråbet er en bortglemt guldgrube af sproglige kategorier og sociale muligheder.”
Bortglemt? Der har vel aldrig været en kultur hvor religiøst betonede tilråb blev anset for almindelige eller socialt acceptable?
”Så har du aldrig læst noget som helst historie.”
Din idé handlede oprindelig om at stille sig op i supermarkedet og spørge om man kan hjælpe hinanden. Det med de fine herrer og det med religiøse tilråb, hvornår kom det ind i billedet?
”Det var de fine herrer der kom først. Og så kom de religiøse tilråb. Det var først på tredjepladsen det kom ind det med at hjælpe hinanden.”
Jeg vil gerne rette en tak til dig der læser fast med her på avisen! Men, ærlig talt: Er artiklerne her ikke lidt gakkede?! For mig er der ikke noget overraskende i at de fleste artikler er lidt gakkede, for jeg er selv lidt gakket. Og du der er vant til den løjerlige form og det fjollede indhold er sikkert heller ikke overrasket. Måske er du også lidt tosset.
Nå. Det er tid til at fejre mig. Du behøver egentlig ikke gøre noget ud af det. Det var jo bare 1000 artikler. Det var nemt nok. Og sjovt oven i købet.
De fleste husker nok Gerschweckt Kræmolit fra deres gentagne ture op til Finland i løbet af 1990’erne. Kartwoul Gimestad ringer og siger at nu mener han tiden er inde til at starte en uld-virksomhed, deponerer to millioner på kontoen og så er der gang i den. Gerschweckt sidder som sædvanlig på den drejelige skrivebordsstol og sender flirtende blikke. Et egern løber ind under skrivebordet. Det kender de fleste.
Men denne gang er der nyt både for de film-hungrende og for dem der godt kan lide 11-taller. Der er kort sagt storslået nyt. Nyheden er langt mere end et postkort fra Alabama. Nyheden er selve beskeden på postkortet:
Blar-Fenetose-Dyre-Dos-Ripalo!