Så ræsede LILLE ind over os alle sammen og begyndte at fortælle/HOLD JERES KÆFT/der var noget ved hans vrede/vi udmærket forstod/en igle og to knapper/bla bla bla/kom nærmere/kom nærmere eller hold kæft/han var stadig vred/vi forstod det udmærket/vi forstod vreden/men vi var ikke 100 på/at vi forstod ham/forstod han sig selv?/jeg er FORFATTEREN til dette mærkelige digt/jeg siger det er mærkeligt.

I en lille bitte yderkreds af stjernesystemerne/og Trumps:/undskyld vi lever/vi blander noget uuskyldigt i Putins drik/4 millioner skriver under/og alle dem der har trættet sig/ved TV2tempæls alter/ånder lettet op/we shall prevail.

Jey og jeg føler mig omringet af virkelig kærlighed/kærlighed af den ægte vare/det kan ikke være en mand/der er afsenderen/men det er en mand der er afsenderen/det er mig/du/føler dig omringet af ægte kærlighed punktum.

I dag har jeg lært mange ting.

I dag har jeg lært en hel del ting.

Jeg sidder i menighedsrådet i byen.

Vi skal alle være kristne.

Men man kan ikke putte Georg Hyloff ind i en kirke
og håbe på et godt resultat.

Dele glæden med andre fx.

I dag skal vi dele glæden med andre.

Men Georg vil langt hellere være som han er.

Eventuelt være alene.

Jeg kan ikke tale rigtigt med Georg.

Jeg bliver så opstemt af selskab.

Om Georg er klogere end mig har jeg aldrig skænket
en tanke.

Men jeg ved det.

Georg er klogere end mig.

Og jeg elsker altid Else.

Alt det pis.

Hvis man putter Georg Hyloff ind i en kirke begynder der at ske sære ting.

Lidt som hvis Thomas Mann aldrig havde eksisteret.

Eller filmene Exorcisten eller Ordet.

Men nu skal vi heller ikke blive for indviklede.

Georg Hyloff står jo og gør.

Leger han er en vuffer.

1. Mænds og kvinders samspil er det samme som livsindhold.

2. Filosofi er blot stiløvelser og fodnoter. Tænkning er ligegyldigt. Intellektuelle udfoldelser er i bedste fald ynkelige.

3. Efter overgangsalderen er både mænd og kvinder oftest aseksuelle. Men deres samspil er og forbliver livsindhold.

4. Hvordan et kønsligt forhold kan have mening overhovedet og endda udgøre to livsindhold når det seksuelle er udtørret er et mysterium som både unge og gamle drager livsånde af.

5. Følgelig (?) bør en kvinde ikke forsøge at skabe stærke manderoller og tilsvarende bør en mand ikke forsøge at skabe stærke kvinderoller. Mænd bør ikke anmelde stykker der er fyldt med kvinderoller. Kvinder bør ikke anmelde stykker der er fyldt med manderoller.

6. Magtkampe mellem kønnene ødelægger ikke kærligheden. Det gør den stærkere. Misundelse, vrede, had, maskepi’er, ligegyldighed, elendighed, sygdom, rigdom og fattigdom kan ikke smadre kærlighed.

7. Folk der håber på livsindhold gør altså noget fornuftigt.

(8. Undertrykt vrede og passiv aggressivitet er grundstemningen i enhver familie. Derfor er høflighed og gode manerer såre nødvendige.)

9. At være en mand eller at være en kvinde eller at være en seksuel minoritet er noget af det mest cool man kan være og det bør man følgeligt erklære: fx: “som mand er jeg ikke helt med i hvad der bliver talt om her”. Alligevel går vi som den lavkultur vi er i og smitter hinanden med hverken at være stolte af vores køn eller vores menneskelighed. Heidegger fra det egorepressive Tyskland tør ikke sige Mensch. Han siger Dasein. Ynkeligt!

Tillad mig at knytte en bemærkning til Trumps formastelige måde at tale om den nåde der blev ham til del.

Nogle peger på ydre grunde til deres ateisme fx en selvoplevet dyb uretfærdighed, verdens ondskab udkrystalliseret i noget specifikt og uhåndterbart der ikke sjældent er et tab af et elsket ungt menneske. De indre grunde til ateisme er i sagens natur mere uhåndgribelige, noget med ikke at kunne kapere at der er forskellige religiøse sprog, en svigtende evne til at bygge bro mellem disse sprog, hvoraf nogle er formastelige, som når Trump i sin tiltrædelsestale leger med tanken om at der var en overjordisk grund til at attentatsmanden fra Pennsylvania’s kugle ikke traf ham dødbringende, at, som jeg her til aften, forholder mig til dette klodsede vanvidsføleri, lige efter jeg har genlæst Kierkegaards stilfærdigt, inderlige forord til Opbyggelige Taler i forskjellig Aand hvor det religiøse sprog vel nok for en syrling virker lidt småfanatisk men alligevel fanger i det mindste min sjæl blidt med sokratisk tilbageholdenhed fra at holde dundertaler. Men her vil jeg da nævne overfor ateisterne at de hverken skal rumme disse gode og onde religiøse sprog samtidig eller mestre noget som helst i retning af at bygge tankebroer mellem Trumps og Kierkegaards måder at tale om nåden.

Der findes ikke hvide blomster

(Gammelt kinesisk ordsprog)

1.

Min gamle ven Boris troede fejlagtigt at hans flamme Merete blev til en ørn hver nat, som fløj op på en bjergtop, pudsede fjerdragten, fiskede og afventede dagens gry. Det blev skæbnesvangert for dem begge, hvad der skete var simpelthen at Merete, der dengang var helt ung, internaliserede hans mistanke, men på en uklar måde, hun kendte ikke dens ordlyd, men hun mistede efterhånden selvtilliden i forhold til at kræve sin ret overfor andre mennesker. Til sidst kunne hun intet andet stille op end ligge i sengen i det store hus i træet som hendes børn havde bygget.

Men Boris blev afsløret!

2.

Hvis der kan ske noget vidunderligt inde i et menneske ved at det bliver udsat for det rette, så kan det selv samme menneske med tiden selv skabe noget vidunderligt. Tony bildte Lisa ind at dette tidsrum, som udgør ventetiden, er 21 år. Det virkelige tal er selvfølgelig 23. Derfor kom Lisa galt afsted. Der kan nå at ske mange ting i mellemtiden. Lisa ventede 21 år. Tilsidst havde hun kun et par skøjter. Hun stod nøgen på de forbandede skøjter!

Selvfølgelig kom Tonys løgn for en dag og retfærdigheden skete fyldest.

3.

Thorbjørn antog at Sille ville være fint i stand til at få en enorm oplevelse ved at tage med ham til Malaysia, som han havde besøgt i sin pure ungdom. De havde været hinandens i 20 år og gået op og ned ad hinanden i 25. Vi skal ikke her afsløre hvad hun døde af eller hvornår, men da døden indtraf kunne Gud sagtens se at Malaysia ikke ligefrem havde indprentet sig i hendes erindring, det havde ligesom ikke være særlig FEDT at gå i vandet og på de små stier i junglen, hendes sind var ikke modtageligt overfor dette sted som Gud altså heller ikke brød sig om.

Thorbjørn blev tilgivet for sin tåbeligt uempatiske og emsige synd af den gode Gud, men Silles kærlighed til ham blev mere og mere vissen og en dag havde hun ødelagt et af lofterne i den stald hvor han boede alene. Thorbjørn var ligeglad. Han var bare en gammel krikke.

4.

Ole mærkede tillidsbruddet i forhold til Pia dybt og tilmed på en specifik dag i livet, dog lang tid efter den udløsende episode. Det fik ham ikke til at elske hende mindre, men skærpede hans interesse for satanisk programmering af mennesker. I virkelighedens verden, den der var uden for Oles lille virkelighed, kunne hun sagtens se i hans blik at hans parader var oppe. Han mærkede ikke selv sine reservationer men savnede at brænde hende på et bål. Selvfølgelig med hjælp fra den såkaldte pøbel. Oles sind var på dette tidspunkt så medtaget at han måtte dosere sin store kærlighed ved hjælp af enorme trækasser. Flere mænd arbejdede på havnen.

Der var ingen der vidste hvad der siden skete. Ingen vidste om de to, der engang havde været hinandens fortabte børn, ville få et langt og dejligt liv.

5.

Jan antog at Trine var overfladisk. Når han læste både klassisk og eksperimenterende litteratur paddleboardede hun. Hvor han var medlem af frivillige hjælpeorganisationer så hun Netflix. Hvor han bloggede underlige brudstykker af kortprosa piskede hun flødeskum. Men Trine havde en hemmelighed for Jan. Hver onsdag nat blev hun til en alf der strøede forventning og glæde ned i folks drømme. Denne beskæftigelse passe indlysende godt til hendes lyse hår der faldt ned om skuldrene.

– Har du givet mig denne følelse af forventning og glæde? Så kom og få et kram. Og aldrig mere opfattede Jan Trine som værende overfladisk.

Værsgod, Behagelige David. Danskvand der sittrer i ganen og en gammel radio på bølgelængde med de dødes rige. Dertil fem skibe. Jeg nåede ikke at komme. Ring to gange med klokkestrengen.