Boboschka du har skrevet en bog om din ungdoms kulturministre og jeg vil godt indskyde her at den både moralsk og æstetisk er en god bog.

»Tak.«

Du har kun dig selv at takke.

»Tak.«

Hvorfor sagde du tak en gang til?

»Du sagde jeg skulle takke mig selv.«

Jo, men ikke offentligt i et avisinterview. At takke sig selv er noget ret intimt.

»Det er pænt af dig at lære mig om livet.«

Tak.

»Det var så lidt.«

Nipserad nu skal du lige koncentrere dig. Kom og sæt dig og svar på spørgsmålene.

»Grimmunk labott fin.«

Så! Sid roligt! Nipserad du har skrevet en autentisk beretning…

»Nedfældet…«

Nipserad du har nedfældet en autentisk beretning…

»Opfældet…«

Nipserad du har opfældet en autentisk beretning om en familie der er fuldstændig normal helt igennem indtil en sommerdag hvor der drikkes juice i sommerhuset på Gangvej. Hvad er det for en slags juice?

»Det er æblejuice.«

Hvad sker der?

»Sønnen kalder sin far Lady Ottakar.«

Og så sker der en masse forskellige ting. Vil du prøve at nævne den første?

»Faren bliver sur og slår i bordet.«

Hvad sker der så derefter?

»Drengen ser spørgende på sin mor og siger Er jeg ikke kvik?«

Du skal sige det der sker lige før jeg kommer ind i bogen.

»Men det er 33 sider længere fremme!?«

Sig det nu bare.

»Der er en fanfare hvor en ceremonimester rømmer sig og råber: Må jeg præsentere… manden fra Den Anden Avis.«

Prøv så at dividere seks med to.

»Det er tre.«

Gvad?

»Det er tre nok.«

»Det er en helt utrolig vigtig bog. Du kan se, folk læser den virkelig ligeså ofte som de tjekkede Facebook på deres mobiltelefoner dengang i 2015.«

Jeg skal bare have en citron.

»Hvorfor tror du, de læser bogen så ofte?«

Jeg skal bare have en citron.

»Vågn lige op Kose Bandarose!«

Jeg skal bage et brev.

»Du skal lave en citronmåne, din svensker!«

Jeg skal bare have en citron.

»Han ævlede om at vi som art stadig er gearede til at leve i storfamilier og stammer ligesom i gamle dage så jeg troede han var død,« forklarede en indianer her til eftermiddag.

Døde mennesker kan ikke tale og slet ikke ævle.

»Døde mennesker kommer op til Gud og kan godt tale og ævle. Jeg troede du kom fra en kristen kultur hvor genopstandelsen var mindre fremmed end forestillingen om døden som enden.«

Det gør jeg også. Indrømmet. Men jeg kan stadig ikke se hvorfor du troede han var død fordi han talte om vores egnethed til at leve i storfamilier og hvorfor det betød at han skulle spærres inde.

»Jeg forstår det.«

Bare du forstår det. Du er den etniske minoritet. Du må vide det.

»Jeg er brun i huden.«

Det er det jeg mener.

Det blev meget fladt da journalisterne Anker og Snøvs diskuterede. Der var flere ting ved tilværelsen som Snøvs bevidst overså og lod ude af betragtning og Anker spillede med på denne lidt bryske, hårde og kyniske stil, ikke af frygt men af agtelse for dens ophavsmands udsatte stilling indtil han en dag bedre forstod at »de kort man holder på hånden ikke er noget værd, med mindre de er fra en anden verden,« som digteren synger.

»Hold da op med at skrive på min næse!«

»Men jeg er forfatter. Intellektuel.«

»En rigtig forfatter og intellektuel skriver ikke i ansigtet på tilhøreren.«

»Nej. Hvad gør en rigtig forfatter og intellektuel så?«`

»Der er nok at tage fat på.«

»Hvorfor?«

»Derfor.«

»Hvor?«

»Derovre. En stærkt lidende person.«

»Vis mig ham! Præsenter mig for ham!«

»Hvorfor?«

»Fordi intellektuelle skal opdrage og inspirere og holde et vist niveau.«

»Det var nogle store opgaver. Det er dig selv der er på røven.«

»Jeg vil redde hele verden!«

»Du har glemt at tage bukser på!«

»Er det rigtigt at han lider? Uha!«

»Se! Det er problemet med jer intellektuelle. I tror I er verdens herrer! Gå dog over og snak stille og roligt med ham.«

På denne måde fik Den Anden Avis’ medarbejder nok at gøre. Læs med her under.

Så du er altså en stærkt lidende person?

»Øh. Hvem er du?«

Undskyld. Jeg kommer fra Den Anden Avis. Undskyld.

»Det gør ikke noget.«

Undskyld.

»Hvorfor undskylder du hele tiden?«

Du er da ikke…?

»Kong Kurt?«

Netop!

»Til tjeneste!«

Men jeg troede ikke en kendis kunne være stærkt lidende.

»Du har ikke meget livserfaring, har du?«

Jeg har læst bøger. Store tykke. Forfatter.

»Du må gerne være forfatter for min skyld. Du minder bare om én der hedder Allan.«

»Du finder ikke noget om både både og søfart som Maradjøngade ikke kan svare på. Jeg har personligt set ham lave et kæmpemæssigt skib på to dage.«

Hvad er det for noget nonsens?

»Jeg ved det ikke.«

»Hovsadovsa.«

Hvad?

»Hovsadovsa.«

Nu har du sagt hovsdadovsa to gange. Der er dog det fornuftige at sige til det, at det andet hovsadovsa teoretisk set kan have været en slags offentligt fremsat undskyldning for det første hovsadovsa.

»Dejligt. Det var en herlig mulighed.«

Ja. Jeg er ikke nogen stor ynder af selfies og fortalelser og slinger i valsen.

»Hvorfor er der fastgjort en skive af hvid pap på din venstre sko?«

Jeg er ikke så vild med sjusk.

»Hvorfor sidder der en hvid skive på din venstre sko?«

»Det er sindenes sokker der skal passe sammen, ikke selve sindene.«

Spændende metafor. Hvad kan den betyde?

»Sokker er noget vi varmer og beskytter fødderne med.«

Det ved jeg godt.

»Fødderne er noget vi går på.«

Men går vi også på sindene?

»Vi bevæger os igennem livet på sindets fødder.«

Og derfor mener du sindet har brug for sokker som passer sammen med partnerens?

»Ja.«

Men hvis de har samme farve, mønster og eventuelt størrelse kan vi jo forveksle dem.

»Sindets sokker har hverken størrelse eller farve men et meget fint mønster.«

Hvor fint?

»Ligeså fintmasket som to fine vindruer.«

To fine vindruer? Hvad er det for noget ævl? Nu synes jeg det kunstneriske indtryk af din ellers udmærkede lærdom daler lidt.

»Min lærdom er helt gennemsnitlig.«

Betyder det at du vil holde dit foredrag for en halvtredser?

»I alt?«

Ja.

»Top!«