Det jeg vil fortælle på de kommende sider er den rene og skære sandhed fra først til sidst.

Reginald Maradjøngade, tak fordi du kom.

»Det var så lidt.«

Det jeg lige læste op var den allerførste sætning fra din nye roman. Kan du huske hvad der så kommer?

»Nej.«

Nå. Det var lidt underligt, men fortsættelsen lyder: Men det er min egen personlige sandhed jeg fortæller og eftersom jeg ikke tror på eksistensen af en entydig personlig sandhed eller beretning om et ophold i en så forvirret by som Lyngby har jeg valgt at tegne mig selv da jeg kom til Lyngby og da jeg forlod den lidt efter. Steen Knugknægt hvor ligger Lyngby og hvorfor?

»Jeg hedder ikke Steen Knugknægt, men jeg skal gerne svare til trods for det.«

Tak.

»Det var så lidt.«

Hvordan kan du være så moralsk som tilfældet, efter alt at dømme, er?

»Det kræver lediggang, dovne bevægelser og konstant årvågenhed. Selv sådan et journalist-kvaj som dig kan lære det.«

Hvordan gør du?

»Jeg læser tykke bøger om honning og andre søde substanser.«

Men hvordan kan du være moralsk, mens du bare sidder for dig selv? Det ville jeg godt vide.

»Afslapningen gør, at jeg kommer i nærheden af noget andet end mig selv.«

Men det har ikke en brik med kristendom at gøre.

»Det har noget med alle verdens religioner at gøre.«

Hvad?!

»Det er jo det der er hele pointen.«

Har det noget med alle verdens religioner at gøre, at du dalrer rundt og føler dig hævet over alt og alle?

»Nej, men hvis jeg læser direkte om sukker, så er der fuld koncentration for alle pengene.«

Du dyrker det perfekte. Husk på at vi er den slags, som fiser rundt og dømmer hinanden konstant. Mennesket er en ret vred art.

»Hov. Asså, hvorfor begynder du nu at fortælle og udbrede dig om livet? Jeg troede, det var mig der skulle interviewes.«

Men jeg fandt ud af, undervejs, at jeg var mere interessant.

»Du kan ikke bare skubbe mig ud af interviewet. Så må du skrive et essay.«

Du må indrømme, at de ting jeg lige har sagt, er usædvanligt fornuftige og af en fremragende kaliber.

»Jeg siger bestemt ikke, at det var almindeligheder eller floskler.«

Tak.

»Vi er for så vidt enige om, at du lige er et hoved højere end mig rent intellektuelt. Du rager op. Det kan man se ud fra de bemærkninger du netop har ytret. Ja, faktisk vil jeg sige, at bemærkningerne sagtens kunne stå alene og du kunne stå et andet sted, fx bag en skærm eller en høstak, og man ville alligevel lægge mærke til dine bemærkninger og på en vis måde fornemme dig og dine gode intentioner, gæstfrihed og velvilje igennem dem.«

Hvilken en af bemærkningerne kunne du bedst lide?

»Jeg synes, der hvor du siger at mennesket er en ret vred art er påfaldende og i den grad tankevækkende. Ja, jeg må indrømme at selvom jeg er engageret i en af de mest interessante filosofiske samtaler, jeg længe har haft den fornøjelse at opleve, må jeg sige, at jeg, om jeg så må sige, i baghovedet stadig bokser med din udtalelse og forsøger at hive den ned over virkeligheden, hvilket falder mig særdeles let fordi den er enestående venlig, såvel overfor det teoretiserende som det praktiske så at sige aspekt af mennesket.«

Du synes ikke det bare er en lidt pudsig generalisering over mennesket? Ja, jeg spørger ikke om dette for at trække i land eller fordi al den ros gør mig forvirret, for jeg er jo, i stil med dig, en karakter lavet af Morten Hjerl Hansen og Morten ville ikke tillade at nogen af os greb til negativ selvvurdering.

»Det du siger, er endnu engang usædvanligt og tegner dig på en måde som er så præcis, at jeg må sige, at hvor du for hvermand måske er legendarisk, må jeg indrømme at du for mig, og det lader sig ikke sige uden et hyldende knæk i stemmen, er noget ganske særligt og utroligt. For fremtiden vil den blotte bevidsthed om disse udsagn være som en støttende stok for mig, senere i livet. Et lys. En sammenklappelig stige. En sammenklappelig whatever. Kort sagt en uvurderlig trøst. Der er så nogle nuancer, i min næsegruse beundring af dig og dine florlette udsagn og talehandlinger, som vil være lidt personlige og derfor noget ovre i det bizarre, hvis man ser dem udefra. Fx er jeg, sagt fx over chips og vin i gode, fortrolige venners lag, næsten vildere med måden de bliver udtrykt på, dine højstemte formaninger til menneskeheden, end selve deres mening. Det vil mange ikke kunne forstå, men dem om det eller mig om det. Hoho.«

Ja. Sådan er der så meget.

»Så er vi ved at være oppe på et pænt antal ord.«

Når professor Neenst Østerneenst slår dørene op bliver det for noget kolossalt underholdende.

Digte der rimer
er at ligne med lim der ikke limer,
klokker der ustandseligt kimer,
uendeligt lange timer.
Sild der aldeles ikke vil fanges i stimer.
Snot der slimer.

Når du ved jeg er hed.
Så kom og sæt dig ned. Giv dig ikke i kast
med en masse i hast, forhastede råd.

Advarselsdigt nr. 329

Digte bør ikke forpligte. Især ikke advarselsdigte.
Er der ikke noget at advare om, er digter posen tom?
Så digt ikke af pligt. Digt ikke et digt.

Else Andersen

»At knipse. Det er lidt svært.«

»Jeg måtte som historiker og i kraft af min væren historiker droppe historiefaget fordi jeg forsøgte og havde sat mig for at få et overblik over den samlede og individuelle dygtighed hos Christian den fjerdes børn.«

Var du ikke andre ting?

»Jeg var korsvej.«

Det kan man ikke bruge til så meget.

»Man kan i hvert fald ikke tjene penge på det.«

For at opsummere noget der allerede fremstår i kortform og derfor ikke behøver at blive opsummeret: De var dygtige de børb. Børn, undskyld.

»De var brand dygtige.«

De var i hvert fald gode til at beslutte sig?

»Lige præcis. Haha. Du ved næsten lige så meget om Christian den fjerde som mig.«

De var vel også gode til det man gør før man som et klogt menneske beslutter sig?

»Tænke?«

Jeg tænker på dem der ligesom overvejer mulighederne?

»Jeg tænker præcis på de samme.«

Hvor er det et fascinerende interview vi er ved at lave.

»Vi behøver næsten ikke at tænke.«

Det flyder fra os.

»Men jeg lærer kort og godt Christian den fjerde at kende. Tilsidst kendte jeg ham så godt at jeg nærmest stod over for ham.«

Ok. Det. Lyder så lidt eerie.

»Det er netop det det gør. Denne modsætningsfulde, mægtige, mimrende monark.«

Du læser dernæst om hans børn og et af dem er Corfitz Ulfeldt.

»Nej. Corfitz Ulfeldt bliver gift med en af kongens døtre og bliver senere en af danmarkshistoriens største landsforræddere.«

Nej. Corfitz var kong Christian den fjerdes lovformelige søn.

»Nej det var han så ikke. Husk på jeg har studeret emnet. Det er derfor jeg medvirker i dit interview.«

Haha. Nå ja. Det har du ret i. Det glemte jeg. Men hvor langt kommer du med studierne af Christian den fjerdes børn før deres beslutsomme målrettethed tager pippet fra dig?

»Jeg læser en sætning der er en kilometer lang om ham der hedder Gustav. Sætningen ligger på daværende tidspunkt som en papirstrimmel langs en landevej.«

Og da du er nået til det sidste punktum sker der noget af ret privat karakter.

»Ja. Jeg boller.«

Lige nu?

»Nej.«

Nå. Jeg synes du pillede ved dine tasker.

»Slet ikke. Jeg pillede bare ved mine kønsdele.«

Det var også det jeg mente.

Hvad er det?

»Det er verdens højeste bygning.«

Ejer du den?

»Næ. Jeg ejer billedet af den som hænger der på væggen.«

Fascinerende.

»Nej. Ikke fascinerende.«

Hvorfor ikke?

»Hør engang. De her Den Lille Prins agtige samtaler keder mig ærlig talt. De kan trække ud i det uendelige.«

Må jeg købe billedet for tyve kroner?

»Nej du må ej. Det har stor affektionsværdi.«

Hvorfor?

»Fordi dette er bygningen i hvilken jeg blev smigret over evne.«

Smigret over evne. Det kan man ikke engang sige!

»Min for intellektet knapt synlige og uhåndgribelige livsløgn tog form i de lokaler her i stueetagen.«

Der findes ikke sådan noget du siger.

»Alligevel må du indrømme at mit slips er temmelig dårligt valgt.«

Mit ligemed.

»Men dit er trods alt gemt bort i en æske.«

Jeg er glad for du husker mig på det. Jeg tror mit slips trænger til at blive rullet ud og sammen igen.

Drøbel. Tak fordi du kom.

»Ja.«

Hvorfor trylle alvor om til humor?

»Asså der findes situationer hvor det er en god idé.«

En humoristisk manifesterende talehandling er et forstadie til trøst, skriver du i essayet.

»Netop.«

Du skriver side op og side ned med dræbende kedsommelig og verdensfjern filosofi.

»Ja.«

Men du giver kun et eksempel.

»Teorien er ikke mange dage gammel.«

Eksemplet går ud på at opfinde forskellige almindeligt klingende navne til sit barn, kært barn har mange navne, og italesætte forskellige lige så fiktive karrierer til sit barn som man skriver ned af hensyn til barnet. Det er så meningen at barnet så kan gå ind og læse dette nonsens senere. Hvorfor?

»Det skriver jeg også. Det er fordi kærlighed er noget levende samtidig med at forestillinger, ønsker og forhåbninger om hvad barnet vil og gør i livet hos forældrene kan være mere eller mindre fastgroede. Denne kontrast kræver humor og humor er usamlet og selvmodsigende. Jeg vil lære folk at gøre noget halvstandardiseret og absurd i forhold til hinanden.«

Smukke ting i livet som vi ikke må forsømme eller glemme.

»Ja ja.«

Hov. Er du sur?

»Hvorfor spørger du?«

Jåå, nej. Jeg har bare aldrig oplevet en så privat stemning som surhed komme til udtryk i en interviewsituation. Det er nyt for mig.

»Jeg ønsker ikke at tale om teori. Se ud over landskabet her. Teorier så langt øjet rækker.«

Jeg kan se kornmarker, skovtykninger, huse…

»Og i kornmarkerne stikker teorierne op, i skovtykningerne er de klæbet fast til hvert enkelt træ og i husene kan man ikke åbne døren for teorier.«

Sikke en gang nonsens.

»Nej.«

Nej, det var virkelig noget nonsens.