»Det er klart, at det ikke er et fuldkommen tilfredsstillende menukort vi har. Omvendt, kan cayennepeber gøre underværker, når det handler om en stump bark.«

Og det handler om en stump bark.

»Det handler om at få brugt forskellige uspiselige plantedele til andet end blot pynt.«

Hvad er det der ankommer til jorden i morgen?

»Det er gamle sekunder. En hel sværm.«

Hvad er et gammelt sekund?

»Det er en tidsperiode af cirka et sekunds varighed, som ligger tilpas langt tilbage i fortiden, så vi kan tale om at det er et gammelt sekund.«

Er det små brudstykker af fortid?

»Ja, sådan kan du godt sige.«

Hvad skal man gøre hvis man ser et gammelt sekund og samtidig blivet ramt af et?

»Endnu er intet menneske blevet lemlæstet af et gammelt sekund. Det er en meget lille risiko vi taler om. Ikke meget større end en pebernød eller en fuglekonge. Men risikoen er der. Det ville være dumt at benægte. Hvis den er lige så stor som en fuglekonge, vil risikoen flyve væk. Hvis den er på størrelse med en pebernød, kan den spises.«

Jeg nærmer mig diskret den Kreative Skole forklædt som indisk fyrste, ridende på en hvid elefant og med et 20 personers harem efter mig. Skolegården ligner ved første øjekast alle andre skolegårde. Men så opdager jeg en elev der slås med sig selv. Han har fat i tøjet og slynger sig selv rundt i en stor bue og lander i et buskads. En anden af skolens elever, Sara Agurkas, lægger mærke til optrinnet.

»Det er Græker Valmuesen. Du behøver ikke at være bekymret. Han plejer at stoppe efter kort tid.«

Jeg betragter Sara Agurkas indgående. Hun opdager at jeg er forbeholden. Kort efter, imens hun er optaget af en anden samtale, har jeg held til at lime hendes ene hvide sko fast til asfalten. Da hun opdager det gør hun et øjeblik modstand og løsner derpå snørebåndet og lader skoen stå bag sig mens hun upåvirket går ind for at gå til time med kun en sko på. I mellemtiden er slåskampen forbi. Minutter efter ligger skolegården øde hen.

»Herremænd, småbønder og stavnsbånd. Det virker helt ufatteligt urimeligt at det har været sådan. Der var hoveriarbejde. Bondemanden var forpligtet til at lægge en del af sin arbejdskraft på herremandens jord i stedet for at dyrke sin egen.«

Mentalitetsforsker Julius Hierliegt snapper efter vejret da han fremlægger vilkårene for datidens danske småbonde. Hans øjne virker som om den samme uretfærdighed endnu eksisterer og dermed legitimerer surheden i hans væsen.

»Der var trevangsskifte: Landsbyen havde tre marker uden om. Hvede, byg og græs. I hver af de tre marker havde bonden én stribe. Overdrevsjorden lå længere væk fra landsbyen. Der var højryggede agre som blev skabt af hjulploven.«

Hans blik afslører at han selv føler sig som en form for herremand, dog med uopfindsomme orange snørebånd i ridestøvlerne.

Tak til skuespillerne. Tak til instruktøren. Tak til mange andre. Der er vist ingen grund til at sige, at jeg har været vidne til en teateraften noget ud over det sædvanlige. Da opmærksomheden bevægede sig stiligt mellem en rekvisit i form af et legendarisk bagefad og skuespillernes ivrige og heftige ageren var der virkelig grund til at betale mere i billetpris. En lykkelig, selvantændt, rød fugl var næsten overflødig.

Det er råd der omhandler situationer og starter med ‘når’ dit og dat. Det mest rørende er da tandlægen opdager at det i virkeligheden er en selvhjælpsbog han sidder og skriver. Så går han ud i haven og gemmer sig under en enorm broche. To sider efter er han tilbage på pinden igen, med en vis larm, og skriver nu det veloplagte kapitel om stære og hvad de kan finde på. Jeg elskede bogen fra første side og vil helt sikkert følge de overdådige råd. Mon ikke også jeg vil lette lidt på smilebåndet næste gang jeg ser op på stjernehimlen?

»Det’ blåt. Altså på en meget ur-agtig måde.«

Hvis man vil en lille smule ekstra med livet, bliver det mange gange dette lille ekstranummer, som bliver hovednummeret. Det er Jarl Henriksen ligeglad med.