Det er godt det er sådan en klog forfatter. Noget ovre i det forskeragtige. For hvad er umiddelbart mere fremmed for en dansker end et forhold mellem fremmede folkeslag? Vestafrikansk glæde, stampen og skønhed møder japansk, vestligt inspireret produktivitet og kimonoer om aftenen og møder derefter Poul Reichhardt ved bondemandens gård med et halmstrå i munden. Vi kommer virkelig i nærheden af noget højest bizart. I midten af bogen ser en japaner på en vestafrikaner, alt imens japaneren uafvidende bliver betragtet af en dansker. Det er situationskomik blandet med indsigt. Overraskende da vestafrikaneren opdager danskeren og bliver klar over hvor næsten absurd fremmede fremmede mennesker kan være. Japaneren og vestafrikaneren tager simpelthen hinanden i hånden og indrømmer at de er fremmede mennesker. Danskeren viser storsind og handlekraft og smider to madpakker over til hver af dem. Det er herligt. Det er vestafrikansk. Det er japansk. Og å så dansk!

»Dormitosana eller dormitosaNA. (Knasen fra salen.) Der er delte meninger om hvordan man skal udtale ordet. Men det betyder ordret den rene eller sunde søvn. Men ønsker vi drømme befriet for fantasi? Bestemt ikke, vil nogen sige. Nej tak. Men andre vil sige ja tak. Nej-sigerne forstår jeg udmærket. Vi ønsker da at høre nye kapitler i sagaen om Entwistle. (Mumlen.) I den forbindelse vil jeg fortælle jer en anekdote fra Mexicos land. Entwistle ankommer til hovedstaden, lufter som vanligt sit medbragte tøj og tager derefter en pille der i 24 timer skal forvandle ham til en spastisk lammet kaproer med et udtalt synshandicap. Denne oplevelse sætter ham senere i stand til at skrive en meget berømt novelle om en fjeder.«

For dem der godt kan lide mærkelige måder at henvende sig til andre folk med kameraet tændt og ikke føler hverken lede eller fremmedgørelse herved er der godt nyt. En mand, en professor i symmetri, henvendte sig ved dørene i Beverly Hills forklædt som hvid flue for at skrive et storværk om træthed og underfundighed. Selvom hans fremfærd således hverken var Twitteragtig eller Facebookagtig blev han mødt med drys og overbærenhed. Ymerdrys. Strøelse. Forstenede korn.

»Jeg har taget dette korn med hjem fordi det evner at flyde på mælk uden anvendelse af hverken svømmetag eller disse her bronzerede bobler vi kender fra supermarkedets hylder.«

Nofert Krees har lavet et nyt internetfænomen som han ofte taler om. For at standse denne uheldige udvikling har Den Anden Avis forsøgt at forstå sammenhængen.

Du har lavet en online fundraising konkurrence på internettet mellem to mælkekartoner udformet som robotter med smartphones indeni?

»Ja.«

Men er det ikke lidt træls at blive ringet op af en robot?

»Temmelig.«

En internetbevægelse der havde til formål at forbedre verden ud fra de vigtigste punkter først, holdt i sidste måned en uges pause, ubemærket for de fleste fordi hjemmesiden ikke oplyste noget om pausen, men derimod fremstod som den plejer.

Dag 1: Før interviewet

En journalist havde torsdag store problemer med at skulle interviewe Gef Sanhedrin, en komplet overset og ignoreret forfatter.

»Asså i den tid vi lever er det meget vigtigt for mig at en forfatter udstråler at han eller hun har et subjekt som vedkommende vedkender sig og ikke bare er en proces ligesom alle vi andre.«

Hvorfor dog det?

»Jeg ved det ikke.«

Glimrende. Men hvad er Gef for et menneske? Jeg kan oplyse dig om at han gør præcis det. I øvrigt er han yderst professionel omkring hvad han vil med sit forfatterskab og han holder meget af mennesker, han ved hvor han gerne ser verden bevæger sig hen, er analytisk begavet, varm, lyttende og givende. Så spørgsmålet er hvorfor du har så svært ved at interviewe ham. Er du misundelig på ham? Forvirrer han dig? Du kan hjælpe ham til at blive etableret og du kan hjælpe hans læsere til at opdage ham.

»Jeg vil hellere lave et kritisk interview med ham.«

Hold op med at tænke sådan. Det skal han nok klare. Vær rummelig og lad ham styre interviewet. Et interview tilhører altid den der interviewes. Det har folk glemt. Det har du glemt. Du burde vide bedre som professionel journalist.

»Han tror han er unik.«

Han er ligeså unik som dig og mig. Fordelen er bare at han kan trække nogle ting op af tasken, vise det, med ord, unikheden, som vi andre glemmer at tænke på i vores stressede dagligdag, så hold op med at køre dig selv af og tage al pladsen.

»Men jeg er skeptisk overfor unikheden.«

Ikke når du møder ham.

»Hans seneste bog handlede om fornærmelser blandt rare gartnere. Hvad er en rar gartner?«

Det er en gartner som smiler til folk og giver plads. Det står på side et i bogen.

»Men det giver ingen som helst mening. Hvorfor diskuterer vi det her?«

Fordi du skal interviewe ham.

»Men der står på side et i journalisthåndbogen at folk der kan gøre rede for deres subjekts stilling i verden uden at kende til verden, vores moderne verden, uden at ville kende den, uden at orke at kende den, eller hvad ved jeg, er alt for krøllede til noget i det hele taget.«

Jeg har en følelse af at mødet med ham kan blive en slags vendepunkt i din karriere. En virkelig mulighed.

Dag 2: Efter interviewet

Hvad skete der? Gik interviewet godt?

»Der er folk som ham i verden. At vide det er en virkelig trøst. Jeg håber mit interview kan få læseren til at erkende hvad jeg har erkendt. Det er hans attitude, hans sprog.«

Du har en karakter med en sindslidelse med i din kommende roman.

»Ja.«

Hvordan fandt du på det?

»Jeg foretrækker at tale om det billedligt. På et tidspunkt stod det klart for mig at stoffet næsten krævede en gakkerhue for ikke at blive monotont. Ergo tømte jeg, billedligt talt, al vandet ud af det ocean som kendetegner et menneskeligt sind og anbragte, stadig billedligt talt, karakteren på havbunden og med den psykiske lidelse i forgrunden.«

Det lyder som om du har skabt en stereotyp og at du ikke har en fjert forstand på emnet. Hvad forhindrede dig i at slå op i en bog?

»Jeg lod fantasien råde.«

Med fare for at lefle for læserens fordomme om mennesker med en sindslidelse? Hvordan tror du læserens sociale evner udvikles hvis du forenkler og lyver?

»Jeg har slet ingen ambitioner i den retning.«

Sært.

»Min målgruppe er mennesker der hele tiden siger fuck.«

Hvorfor tror du de siger fuck?

»For at overleve. Nogle siger fuck og nogle siger hurra. Min målgruppe siger fuck.«

Mener de fuck?

»Aner det ikke.«

Er du sikker?

»Jeg ved det ikke. Ama’r. Men karakteren med sindslidelsen har ikke en stor plads i romanen. Det eneste han gør er, at sortere nogle papirer for hovedpersonen. Han gør det selvfølgelig forkert og må starte forfra flere gange.«

Typisk. Hvad handler bogen om?

»Om to knurhår.«

Bestemt et interessant valg.

»Knurhår sidder over munden.«

Dali inspireret?

»Det er bare kontrakten med læseren der er sådan. I øvrigt er det surrealistiske sprog så gammelt og etableret, at man kan tillade sig at forvente en forståelse af læseren i forhold til netop surrealisme.«

Du tror ikke læseren finder det lidt for syret?

»Den læser der ikke mærker glæden og kærligheden i den enorme lettelse og nysgerrighed jeg føler når mismodet slipper og jeg sætter mig til tasterne er ikke min læser.«

Rimeligt nok.

»Jeg opdager glæden. Tænk dig engang. Glæden fylder mig. Jeg kan dele glæden gennem to knurhår.«

Du kunne sikkert nøjes med ét.

De fleste direktører har en hest, derfor ser det flot ud når de kommer ridende i blåt jakkesæt eller lang kjole og det afføder ikke så lidt beundring og misundelse blandt tilskuerne når de kommer ridende igennem byens trafik i sensommeren. Lige indtil de begynder at fryse.

»Jeg har aldrig før set en mand brække sig, fordi han frøs.«

Så klart, så gennemsigtigt og vidunderligt udtrykte et desmerdyr sig forleden om det hotte skue. Indvendingens korrekthed blev dog straks draget i tvivl fordi det løj om sine forben og kaldte dem miniarme.

»Jeg har forsøgt at holde om en drink. Jeg har forsøgt at stå naturligt. Hvad mere ønsker du?«