Forskere opdager
Danske forskere har identificeret et dekorativt hul i universet beliggende i et klædeskab i Slagelse midtby. Pippi Bohr og Erling Federspiel forklarer.
Pippi Bohr: »De små juvellignende glasperler giver associationer til stjernerne, altså de lyspunkter man finder overalt i universet.«
Erling Federspiel: »Det fineste er imidlertid de planeter og måner som sidder foroven.«
Pippi Bohr: »Dem er jeg også ekset med.«
Erling Federspiel: »Det har du da ikke fortalt mig.«
Pippi Bohr: »Ikke det? Jeg synes da planeter og måner minder meget om universet. De yder universet fuld retfærdighed ved deres glinsende indvirkning på øjet.«
Ferskvand til Walther
»Det er svært nok at udhule en rubin. Men at nedsænke den i ferskvand bagefter kan være direkte risikabelt.«
Kredsformand: Hudfarvet rensdyr er forurening
»Hvis vi går til sådan noget helt basalt som at smide et stykke slikpapir i naturen så kan vi straks se at, hov, det gør man bare ikke. Og hudfarven. Den er jo nærmest grøn!«
Han gav os overblik over knurhårs privilegier
Darling Eggert gav os overblik over knurhårs privilegier: At blive slikket. Nu rækker han os majskolber i skjul af en busk.
Popcorn køber tre vandrestøvler
Et popcorn købte i torsdags tre venstrefods vandrestøvler. En til hver af de nedadvendte udbulinger der kan blive våde i græsset.
Ny bog: Kronprinsen og Fyn
Bogen tynges ikke af aspekter, men causerer roligt med en fint afmålt berøringsangst i forhold til de to hovedpersoner, Kronprinsen og Fyn. I det midterste kapitel opstår en virkelig fortælleglæde som flot udviskes og forsvinder allerede i næste kapitel.
Stolens opfinders slægt anerkender stadig ikke værdien af et bord
På restauranter beder de diskret om at bordet bliver udskiftet med stole som bliver dækket enkeltvis.
»Hvis der kommer en bestilling fra en der hedder Jørgensen-Madsen undgår vi diskret at nævne ordet bord. Vi taler om noget andet. Borde refereres til som hobo-stole. Hobo er fransk og betyder højere end en stol, men uden ryglæn og betræk og derfor uanvendeligt.«

