Fik magt over situationen men fik også utilsigtet magt over tre mennesker

På virksomheden Flygare Aps. blæser de tæpper igennem ved at brede dem ud på et gulv beklædt med små dyser som er tilkoblet en luftpumpe der blæser luften igennem tæppet og lige op i ansigtet på medarbejderne. Processen er smart fordi effekten minder fuldstændig om virkningen af en almindelig støvsuger til privat brug men ikke kræver en støvsuger. Derfor var der spænding i torsdags da en ny medarbejder skulle ansættes.

»Jeg var forberedt til fingerspidserne, både psykisk og mentalt. Det havde min coach sørget for. Til gengæld flippede det lidt ud for mig med hvad jeg skulle sige. Jeg fik dog magt over situationen. Ja, og magt over de tre andre. Det blev de lidt trætte af. Jeg fik dog stillingen. Det er min plan at få blæst nogle tæpper igennem og så se hvad der så sker.«

Tre forfattere og tre filminstruktører laver uafhængigt af hinanden værker med titlen Interessen for skrammel

Der foregår mange mærkelige ting ude i den vide verden. Blandt andet derfor har vi Den Anden Avis. Senest har tre forfattere og tre filminstruktører uafhængigt af hinanden fundet på hvert deres projekt som de alle har betitlet Interessen for skrammel. Kategorien er noget så usmageligt som religiøse gys. Filmekspert Foska Brun: »Jeg synes bestemt ikke der er tale om en modetendens, eller at spekulere i angst ligesom medierne. Det vi har at gøre med er at vi i Danmark har et unikt kreativt miljø som danner grobund for mange interessante og nyskabende film og bøger. Interessen for skrammel er seneste skud på stammen. Det er så interessant som det overhovedet kan være. Disse kunstnere låner os noget virkelig værdifuldt som især stressede mennesker vil falde for. Og da tiden er sådan at rigtig mange mennesker er stressede, se blot på økonomien, er jeg sikker på at disse herlige sager vil få et stort publikum. Desværre er jeg selv forhindret i beskæftige mig med værkerne på grund af manglende interesse. Men jeg synes det er interessant. Der er virkelig tale om at de her kunstnere assisterer deres publikum på en helt unik måde. Ok. Så sjettedelsunik. Jeg må indrømme jeg hellere havde hørt historien om 12 dovne vindpust det red ud ad Farimagsgaden.«

Silvan introducerer byg-selv skammekroge

De udstillede skammekroge finder du i hjørnet bag de nye Weber griller med gas. Skammekrogen er lavet af krydsfiner i enkelt design og kommer med en knage med otte medfølgende kort med påskrifterne: ‘Skam dig og tag ansvar’, ‘Skam dig og tag dig sammen’, ‘Skam dig og sæt dig noget for’ og ‘Skam dig og tænk positivt’, ‘Skam dig og ryg cigaretter’, ‘Skam dig og arbejd’, ‘Skam dig, for skammens gerninger minder om kærlighedens gerninger’, ‘Gør noget så du kan skamme dig bagefter, for skammen er så velkendt’. Alle skammekroge kommer med hjul under og den dyreste model er ophængt i et stativ så man kan skamme sig mens man sover. Du kan også nøjes med at købe en Weber grill med gas. Hvad bliver mon det næste de finder på?

Filosofs stol vælter netop som hun var ved at sige noget vigtigt for os alle sammen så hun triller ned for foden af bakke

En filosof der efter hendes eget udsagn har opfundet et »varmt socialt netværk« som kan konkurrere med »kolde sociale netværk som Twitter og Facebook« var torsdag netop ved at opridse hovedlinjerne i hendes ideer for Den Anden Avis da hendes stol, uden hun bemærkede det, blæste bagover og hun satte sig i luften og dernæst i græsset. Derefter trillede hun ned ad bakken. For foden af bakken stod et kasseret oliefyr.

Corrells præsentation af Gyllings præsentation af Wijfstrands interview med Federspiel

»Tag to interessante mænd der godt kan lide at høre sig selv snakke, både i tale og på skrift. Elendigt sludder fra ende til anden. Nonsens og ingenting. Tag nu Federspiel, der, midt under interviewet, gentagne gange lægger sig på knæ og måler forskellige ord og vendinger, som han har tegnet på en stor planche. Han har efter sin egen påstand valgt fontstørrelser efter hvor meget mening og gods der er i de forskellige ord og vendinger. Vendingen at tage sig sammen, ordene ansvar og maratonløber har han skrevet på planchen med den mindste skriftstørrelse. Disse agtværdige sprogspil som bruges af næsten ethvert klummerhovede og endda på et spøjst underbevidst, men ikke desto mindre dybt funktionelt, plan afviser han fuldstændig. Wijfstrand spørger ind til dette, men hver gang bliver han mødt med en vredladen grimasse. Det er denne surhed Gylling slet ikke kommer ind på i sin ellers fuldstændig formidable præsentation af interviewet. Det er helt vildt laks.«

Anmeldelse: Frederiksdal flettet ind i blæretang

Lad det være sagt med det samme. Bogen svækkes af at sætningerne kun yderst vanskeligt lader sig visualisere. Således lyder første sætning: »Han formede papiret, uden at klippe.« Det er for kryptisk for mig eftersom tusinder af mulige læsere må have stået med et ark papir i hænderne hvor dette at formgive det uden at klippe i det må synes som en umulighed. Desværre gentages dette narrative mønster. I det nævnte eksempel sættes fantasien virkelig i gang af sætningens første del, er manden mon en papirsklipper, hvorfor har han valgt dette spændende job og hvad er han i gang med at klippe? Måske en silhuet. Men anden halvdel af sætningen virker skuffende uden for rimelighedens grænser. Man hægtes som læser af.

Låsesmed fra Valby klarer genstridig lås

En låsesmed fra Valby har klaret en lås hvoraf selve låsemekanismen udgjorde en næsten uoverstigelig vanskelighed. Låsen var låst med atomer og sikret med meget meget store jerndimser.

»For det første var låsen meget stor. For det andet var låsemekanismen meget lille. Men ved at undersøge de mellemliggende moduler fik jeg låsen åbnet. Det var ikke bare døren der var låst. Det var selve låsen, må du tænke på.«

Skuespillere får kramper af chokolade

En ny mint (chokolade, red.) blev torsdag afprøvet på et større antal skuespillere. Yoko Sander Pivert, formand for skuespillertruppen Birketræet: »Der kom en større levering mens vi øvede på teatret. Det er som det altid har været. Skuespillere får kramper af chokolade.«