Ny »Måske skulle du tage at holde din kæft« hjemmeside

»Måske skulle du tage at holde din kæft er et ny hjemmeside centreret omkring denne opfordring til almindelige menneskers usunde trang til at dele deres trivielle oplevelser, forudsigelige og ydrestyrede tanker, omskiftelige holdninger og kølige eller tvetydige lamme-åndssvage tilnærmelser. Hjemmesiden har et forum hvor ingen endnu har ytret noget som helst, men i stedet valgt at holde et livs tavshed og knevre løs andre steder på nettet.«

Lyd og Lugte søger lysekspert

»Ved et hvilket som helst andet synsmiddel end lys ville vi alle være gennemsigtige. Det ville øge trafiksikkerheden og gøre palmer endnu smukkere.«

Kuk-ur blandet med cremefraiche

På restaurant Niels i Vandborg kan man, efter en forret bestående af normal suppe, indtage bittesmå kuk-ure som vokser naturligt i Maskeland.

Surhed almindeligt i Beverly Hills

I Beverly Hills er surhed utrolig udbredt. Heldigvis ender de fleste konflikter med at den ene part køber en restaurant til den anden, som så vinder i skak over en gæst.

»Hold kæft, jeg gad godt spurte efter et får«

»Hold kæft, jeg gad godt spurte efter et får. Og så ligesom fange fåret eller bare knipse det på halen. Og bare løbe alt hvad jeg kan. Og inden da blive slået oven i knolden med en lineal. Altså af ejeren af fåret. Ømme mig. Mærke den lerede sandjord under mine bare fødder. Løbe igennem vilde buske, som et pattebarn, helt for mig selv. Det er derfor jeg spiller tennis. Med lukket mund og krop. Hen over den røde bane til min livret, vand, der står i en grøn skål midt på banen. Er jeg færdig nu? Og ved siden af et lille tornyster. Jeg føler mig så klog når jeg tilskynder til fysisk aktivitet. Så lynende begavet.«

Krypnal terapi i gamle dage

Herluf Ben har fået optaget en artikel i Shrink uden at have en relevant færdiggjort uddannelse, uden at være almindeligt kendt og, vigtigst, uden at virke særlig begavet.

Herluf Ben, hvad er det dummeste du nogensinde har hørt?

»Uden tvivl dette.«

Og hvad, om jeg må være så fri, er dette?

»Dette at vi danner os et realistisk overblik over hinanden på 30 sekunder. Derfor hedder min bog Udseendevej. Vi lever i en tid hvor du skal ligne og opføre dig som den befolkningsgruppe du tilhører. Det modsætter jeg mig ved at gå i stangtøj og bevæge mig forsigtigt og iagttagende når jeg kommer ind i et rum hvor der er andre mennesker. Min bog handler derfor om gamle dage.«

Hvornår var gamle dage egentlig?

»Fra 1789 til 1875.«

Fra den franske revolution til H. C. Andersens dødsår og før det moderne gennembrud?

»Jeps.«

Herluf Ben, hvordan tog man sig af hinanden i gamle dage?

»I gamle dage tog man sig blandt andet af hinanden ved at se på humører og psykiatriske diagnoser. I dag ser man på personer og psykiatriske diagnoser. Derfor forvekslede man ikke personer og psykiatriske diagnoser som man gør i dag hvor vi rask væk og i flæng kalder hinanden ‘en lidt irriterende person’. Med andre ord fandtes der ikke irriterende personer i gamle dage. Man så ikke personer som samlede om et udseende eller en særlig genkendelig eller trendy væremåde. Kort sagt: Man interesserede sig for hinanden.«

Det larmer lidt.

»Ja. Jeg har noget med maven.«

Nej.

»Jo.«

Det knirker.

»Andre mennesker må gerne fortælle mig hvad jeg skal gøre med mit liv – hvis de gør det meget diskret og mens der er andre til stede«

»Visdomsord har en særlig vægt når de kommer fra en tåbe. Jeg er måske en form for vismand og tåben måske en form for tåbe. Men kærligheden finder vej. Derfor er jeg villig til at lytte til en del ulden snak. Det er også vigtigt at træne sin mimik, jo.«

Kar med grus kører rigtig flot i pralebil

Uden for de store vinduer i tømrerfirmaet Glosh.