»Som forfatter taler du direkte til folks følelser. Lige fra det øjeblik de køber bogen er de uforberedte. De aner ikke engang de har købt bogen før de finder den et par uger efter. Når de så åbner den er det som om der flyver noget op og sætter sig i deres hår. Hvis håret ikke er nyvasket nøjes det med skulderen.«

Ægteparret Kamfer og Berit Sølvsted bruger fritiden på at være nogle røvhuller overfor deres forældre. Senest har de været nogle svin overfor to mus.

»Har du nogen sinde smagt tzatziki? Ja, lige præcis. Du slasker yoghurt i en revet agurk. Øv.«

Berit supplerer:

»Uadr!«

Berits forældre synes hun er skrækkelig på trods af succesen med leverpostej i Athen.

»Hun er en mellemting mellem et ubehageligt kvaj og en fucking nar. Sikken et røvhul.«

Kamfers forældre er af samme mening når samtalen kommer ind på deres søn.

»Jeg siger dig. Han er så led over for os. Sådan en knold!«

Da jeg fremlægger forældrenes mening for hende tænker hun igen på grækerne. Berit ser stram ud:

»Jeg mener også de putter peber i.«

Kamfer korrigerer.

»Hvidløg.«

»Ja. Hvidløg.«

Den Anden Avis’ medarbejder suser hen over de pletvist glatte veje idet chaufføren behændigt undviger pletterne. Vi er kørt ud til den erklærede ateist Nixen Gudmand og den erklærede religiøse Taxi Gudmand for at høre på deres erklæringer. Jeg bevæger mig hen imod Nixen som træder et par skridt tilbage, galer op som en hane og gemmer sig bag Taxi som roder i lommen og fremdrager en ballon som han puster op. De første 30 sekunder med disse to har gjort et vist indtryk. Vi tager plads ved cafebordet og Taxi lægger ud.

Taxi: »Vores seneste diskussion har drejet sig om hvorvidt der er noget i andre menneskers postkasser eller de er opstillede som en form for practical joke eller hævn imod opfinderen af den dybe tallerken. Jeg mener personligt de er tomme.«

Nixen: »Hvorfor? Du generaliserer.«

Taxi: »Jeg har selv været ude og se. Der lå kun en reklame for Snaller.«

Nixen: »Du generaliserer fuldstændig. Desuden er din postkasse ikke tom hvis den indeholder en reklame for Snaller.«

»Jeg graver alt ned for at gøde jorden. For det første kaffefiltre. For det andet Yankee bar papir. For det tredje nylonstrømper. På den måde slipper jeg af med hele molevitten. Jeg slukker lige for radioen. Den larmer ind i ørerne.«

»Mine styrker er saltvand og mere saltvand.«

Fritidsdykkeren Finn Blank har valgt at finde nye venner på havbunden men har indtil videre ikke fundet en eneste.

»Vand fjedrer.«

Vil du have mere te?

»Tak… Tak. Der skal være så meget mælk på bunden at det kommer op til overfladen.«

Ellen Priskorn hører med munden og skal derfor, ifølge lægens anbefaling, holde den åben når hun lytter til hvad andre har at sige. Det ser mærkværdigt ud. Da hun samtidig ser ud af ørerne skal hun dreje hovedet når hun taler med folk. Det ser også mærkværdigt ud.

»Fordelen ved disse mærkværdigheder er, at jeg lægger mærke til mange ting som overhovedet ikke har nogen betydning for hvad der foregår i samtalen. Det kan være alt lige fra en person der går forbi til en eller anden detalje ved en bygning i det fjerne. På den måde kan jeg bidrage med noget nyt.«

Et vellignende billede af en pakke smør er blevet belønnet af gærets venner. En mængde gærpakker dukkede op til ceremonien der foregik i en stor maskine hvor gæret blev æltet sammen med festballoner. Den oprindelige smørklat var festens midtpunkt.

Ligesom engang for snart længe siden er Europas dumme og misundelige igen blevet forheksede.

Forfatter Skole Olsen anbringer ansvaret hos de kloge: »Det er sket, fordi de kloge kun tænker på sig selv. De kloge har svigtet totalt. Halvdelen af dem tænker kun på Audi og den anden halvdel tænker kun på figner bygget fint op så de forestiller en Volkswagen. Ingen af dem overvejer at gå i teatret og holde en lang tale.«

Troldmand Kål Lambada mener dumme og misundelige er nemme at forhekse:

»Du kan forhekse dem med en ganske almindelig pind. Der skal ikke så meget til. En kvast. En pind. En suppeske. I øvrigt kom jeg lige før til at forhekse mig selv med mundstykket til en Tuba. Nu er jeg blå på ryggen. Det plejer at forsvinde, når jeg spiser masser af cornflakes.«