En gaffel er et lille håndtag med tænder som ofte bruges i sammenhæng med en kniv til at føre den udskårne og/eller sammenskubbede mad fra tallerknen op til munden.

Langbortistan. Gamle mennesker valfarter over de høje bjerge for at dø i hans arme og vender hjem igen rige på oplevelser og undertiden smittet med den berømte men totalt ufarlige sygdom KL. Hvordan de kommer over, når der ikke er en bro, ved jeg ikke. Han er blevet så populær, at han nu har fået monteret et par ekstra arme bag på. De er selvfølgelig lavet af træ. Et populært armmateriale på de kanter. »Som regel skal de høre deres yndlingsmusik hele tiden. Jeg får ondt i ørerne af al den larm.«

Før den psykiske bølge ville man have sagt at manden var skrupskør. Det er ikke så meget det at han af og til dumper ned i en kliché. Det er mere det at han gang på gang bruger de forkerte ord om følelserne, sig selv og livet i sin helhed. Igen og igen. Den Anden Avis’ medarbejder ser ud ad vinduet. Solen skinner. Nede ved dammen fodrer de nok ænderne på dette tidspunkt.

Tolkning 1: Det er i hvert fald en overskrift som er mærkelig. Jeg tror jeg ønskede at gøre oprør imod det jeg kalder forfordøjede artikler da jeg skrev den. Artikler som er dumt skrevet. Rent følelsesmæssigt. På en eller anden måde kan jeg godt lide at kaste et blik på overskriften som den står på forsiden og tænke: Det her er en indigneret parodi på dagbladet Politiken.

Et dygtigt menneske står foran et live publikum. Vi er taget med på Byens Museum. Her er vi. På ottende række. Hejsa. Auditoriet summer af liv. Og respekt. Respekt for denne forsker. Ekspert i denne fisk. Fik De den? »Hvilken fisk?« spørger en lille pige sin mor. »Nu bærer de den ind. Nej. Hunden er rendt med den. Hvor er det ringe!«

Da Den Anden Avis ankommer til Bræser træder vi ind i den næsten tomme hangar. Her sidder 5 spøgelser med armene over kors. Sure. Gennemsigtige. I den rækkefølge. »Børn går i mærkeligt tøj.« vrisser de og bliver usynlige uden at gå i detaljer eller præsentere deres onkler og forretningsideer eller deres forretningsideers onkler.

Et hjerteskærende syn udfoldede sig i går for øjnene af den arkitektstuderende Hokus Kraft som sad fredeligt fordybet i sin læsning i metroen på vej mod Skaldyr. En mand af honning tog opstilling lige foran ham og opførte en sandt drama af pinlig sceneoptræden. Hokus Kraft blev efter eget udsagn »helt rørt« af tårestrømmen og de mærkelige fagter, gav honningmanden sin billet, hvorefter følgende ordveksling fandt sted: »Må jeg også få din taske?« »Nej.« »Hvorfor ikke.« »Fordi det er min taske.« »Men den kunne blive min.« »Pas på jeg ikke putter dig i min kamillete.« »Onde menneske.« »Du kan få en bordbombe og to ribs.« »Tak.« Her blev manden af honning så tilfreds med sig selv over at have sagt tak at han sendte sit sukkersmil til en ældre dame som nikkede venligt.

Hammurabi Husvalelse er konge over to falke. To herlige naturlige fugle. »Vækst er noget pis! Magt er noget pis! Lykkejageri er noget pis! Vi mennesker vil bare leve!« Den Anden Avis forhører sig hvordan Hammurabi Husvalelse undgår at være pisse irriterende i forhold til sine omgivelser. »Ved at holde min kæft! Aj. Seriøst. Du kan ikke påvirke en falk. Se hvordan den kigger nu. Se!«

Er havenissen blevet for kedelig? Står De og mangler en prisbillig grøn Luther? Den Anden Avis har sammenlignet grønne med hudfarvede Luthere. Eller hvad med en mosefarvet Doku Doku? Mosen er beliggende på Syddjurs og har mange svaler.