Ebba Ybberups blik bliver fjert da den Anden Avis møder hende. Hun tænker over torsdag. I dag er det onsdag. I går var det tirsdag. Hun drak te. Hun spiste et stykke kage. Netop som Ebba Ybberup holdt tekoppen op til munden i den hensigt at tage en slurk forsvandt koppen med indhold: 40 brune kugler. Kort efter dukkede den op i Central Asien på hovedet af en egyptisk prins. »Lagde du mærke til hvem der råbte fra vinduet derovre?« spurgte han sin ven. »Nej. Jo. Det var Jöttun.«

»Regnskoven har det bedre.«

Allan Vind er specialist i blandede modtagelser og lod sig blæse med vinden helt til Sydamerika.

»Jeg er fuldkommen fristet til at tage denne hersens nøglering op af lommen og vifte den foran dit ansigt.«

Den Anden Avis’ medarbejder lægger hovedet på skrå. Så løber Allan Vind ligeså hurtigt han kan om bag et træ.

En mand der stod og fnes over noget han kom til at tænke på blev i går bortvist af en leende vagt på den traditionsrige Latterens Dag som i Danmark afholdes på Rådhuspladsen i København.

Har du tid i weekenden? Godt, stil dig bagest i køen og undlad venligst at fløjte. Det forstyrrer de andre der også vil fløjte. De ville det før dig. Den Anden Avis er taget på fiskemuseum hvor vi skal opleve hele en fisks liv fra den bliver født til den bliver fanget 10 minutter senere. Lige fra den er en ganske lille sild til en stor torsk. Et kvaj der glemte at stille om til sommertid. Du kan besøge udstillingen lørdag og søndag 9-18.

En forskningsenhed ledet af forsker Ugle I. Ørn er stærkt utilfreds med den måde forskning blev bedrevet på i gamle dage. Et andet konkurrerende forskerteam har angiveligt stjålet en pose ris i det lokale supermarked. Ugle ser forskende på den bog der ligger på hans skrivebord: Svend Ajers Ilmer får en hest. »I gamle dage troede man at overdreven indtagelse af græskar gør hvide menneske blå. I dag ved vi at man får gæller ved at rulle i græsset.«

»Den sætning jeg netop sagde må du gerne slette fra det endelige interview som I bringer i avisen.«

Hvad så med den du lige sagde nu?

»Bare lad den stå. Haha.«

Filip er statsminister i kongeriget Danmark og har valgt at være anonym. Den kvindelige journalist der er indbudt før mig påpeger at den nye sætning dermed vil komme stå mærkeligt alene. Statsministeren lægger hovedet fladt ned mod kaffebordet. Et glas vand vælter. Embedsmanden træder frem og runder af og Den Anden Avis’ medarbejder tager plads i stolen overfor regeringslederen.

»Nææ! Har du taget den med til mig?«

Statsministeren peger på en stor bold af vat som i blæsevejret har forvildet sig op på min skulder.

»I dag er det latterens dag i Bukarest og jeg er meget religiøs. Jeg er meget religiøs og i dag øh er det latterens dag i Bukarest. Det kan være rart for nogle af jer der sidder her og kigger i dag. Ikke at jeg er meget religiøs, men at det er latterens dag. I Bukarest. Hvor jeg kommer fra. Nå nej. Jeg kommer fra Fyn. …«

Timoteus Walnød svinger ind i indkørslen, parkerer bilen og vi stiger ud. Der lugter af odderparfume i havegangen. Men det er Walnøds højre sko der er hovedpersonen i dette afsnit. Han kigger ned på den. »Er der endnu.« Han svinger foden. »Er der endnu.« Skoen rømmer sig. »Er der endnu.«

Vi står på brinken og kigger ud over havet og havet kigger tilbage. Skoen er stadig hovedpersonen for nu har en større forsamling hobitter taget opstilling rundt om den. De synger. Walnød sukker. »Er der endnu. Vil du have en gin?« Jeg betakker mig. Skoen smutter af. Jeg styrter efter skoen som piler igennem sandet som en lille hund. Den slår et par cirkler og vender så tilbage til sin ejermand. Det er Walnød selv der binder snørebåndet. Jeg klapper ham begejstret på skulderen og han betragter mig som ville han sige: »Konsistensen er ramt plet. Den er som den skal være. Smagen er tip-top. Lidt hen ad en fremragende kiks. Lidt mere peber. Vent. Sådan. Det er nok.« Han trykker mig på næsen med en finger. »Snup!«

Da den Anden Avis besøger Roland og Trine Kløe er de begge på kursus. Det forhindrer dem i at udtale sig men absolut ikke i at have en mening om tingene. Igennem de seneste 10 år har de været så optagede af at mene alt muligt at det fine lille gardin er taget til Korinth på spejderlejr og de fleste af møblerne synger flerstemmigt ude på gaden. Et viskestykke slår græsset og dagligstuen fremstår derfor nøgen. Dagligstuen tager et håndklæde om livet, undskylder sig og lukker toiletdøren. En svensk operasanger går frem og tilbage. Solens sidste stråler ligger som mikadopinde under panoramavinduerne. Vi skynder os væk. Da vi forlader huset er det, af en eller anden vildt besynderlig grund, fyldt med aske.