“Uskyldigheden i kaos i det nære.”
Feofar Brüchner løfter pennen og ser op.
Det er faldet ham ind, at han har fået sig et image.
“Det er en intrikat sag at have fået sig et image. Jeg har fået mig et image.”
Han går ud i haven og betragter tillidsrøgen fra bålet.
Skynder sig at fiske mobilen op for at tage en ny note.
Din bog begynder med den både fremragende, interessante og provokerende konstatering “Dommen over alle er skjult i alle”. Med denne mageløse iagttagelse skyder du efterfølgende et plot igang der minder mig stærkt om havet.
Det er dit problem hvis bogens plot minder dig stærkt om havet, som du formulerer det. Hvis et plot med to jordbundne tyfoner minder dig om havet, ja, så har du et problem.
Hvad er mit problem?
Du burde have koncentreret dig om det der interesserede dig.
Sætningen?
Sætningen.
Det er noget af en sætning.
Det er en fremragende sætning. Den er fuldstændig min.
Min?
Min.
Din?
Min.
Min?
Min.
Din?
Min.
Ahh. Ja så den er din, sætningen. Jamen tillykke.
Tak.
Må jeg putte en gærdesmutte på dig.
Jovist.
En samling lejlighedsvitser og under én procent dødelig alvor. Det må da være til at gå til. 🙂
Du var ude af tiden lumsk i dag.
Ude af tiden lumsk? Det er der ikke engang noget der hedder.
Jeg er ligeglad.
Hold din kæft!
Per. Svar mig ærligt. Hvorfor fortolker du og holdes fanget?
Jeg har ingen anelse.
Du har fortolkningsrynker i panden. Du har en lænke om foden der er fastgjort omhyggeligt til en sten.
Omhyggeligt haha.
Hihi.
Bwahaha.
Hahahaha.
Hyhy.
Fodlænke. Fortolkning. Hvor er din taknemmelighed henne i dag, Per?
Samme sted som min selvagtelse. Lige her, men vendt på hovedet. Ord. Vrøvl.
Britta Hedeprut: Da vi var færdige og da jeg forlod vores første samtale følte jeg med mig selv at I var rene engle, men så fandt jeg ud af at jeg slet ikke havde et selv, dette uklare fænomen som Kierkegaard anbefaler at man skal gøre til genstand for et bevidst og aktivt valg. Siden fandt jeg ud af at I simpelthen bare er ejegode. Ja, de fleste dage har jeg ikke engang en krop.
Joachim Atten: Glem ikke at du har bryster.
Britta Hedeprut: Jeg vil skrive mig det bag øret.
Joachim Atten: Du er ikke ejegod.
Britta Hedeprut: Det er også klart min opfattelse. Men jeg er blevet et bedre menneske efter at jeg har lært jer flygtigt at kende. Vores samtale har givet mig retning eller noget. Nu vil jeg læse og misforstå. Resten af livet vil jeg læse og misforstå. Der er kun små søm og hvad der godt kunne ligne lidt læderrester tilbage af min eksistens. Det er med andre ord fordi der sidder to ørne hjemme ved mig selv på to stolper på taget i nærheden af hoveddøren at jeg ved at jeg har hjemme i verden selvom jeg kun findes utrolig lidt.
Joachim Atten: Fortæl lidt om hvordan du har det for øjeblikket, Britta.
Britta Hedeprut: Det at jeg er ok gør at jeg ved lidt om hvad min datter tænker, føler og har brug for fra mig og det gør mig lykkelig.
Joachim Atten: Jeg kender ikke nogen. Jeg har albuer i stedet for venner.
Gitte Neander Hesteklog: Opgiv dog de albuer og find på en anden måde at fastgøre dine underarme til dine overarme. Nej, jeg skal ikke give dig gode råd. Jeg skal ikke blande mig i dit liv.
