Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 5. optegnelse
Jeg er netop gået igang med dette forehavende og jeg må sige det er svært. Jeg må sige at jeg håber jeg på en eller anden måde kan overføre intensiteten ved mit følte, legendariske?, koncentrationsbesvær til beskrivelsen af hovedpersonernes trængsler i kapitel 4. Lader dette sig gi’ sig, er jeg glad. På et tidspunkt skal de kravle over en mur.
Koncentrationsbesvær.
Underligt ord.
Som jeg sagde til Anne Marie den anden dag: Man skriver en roman for at undgå at sige så tåbelige ting som “gik ned med stress”.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. optegnelse
Den store romanforfatter Morten Hjerl-Hansen, eksisterer en sådan person overhovedet?, lever jeg “ingens liv” ligesom min medsammensvorne psykisk syge Linda Boström Knausgård hævder at gøre, og jeg tror hende da, når hun skriver sådan om sig selv, hun er mig bekendt en rutineret forfatter, vist ikke!, nej!, jeg har et liv, et rigt liv, blot har jeg ikke ret mange penge, har fået en svarmail fra sin kære, sære alderstegne Mor på de fotos han sendte rundt af Hanne og hendes nye kyllinger hvori hun udbeder sig navnene på de to. Jeg står mellem at udfolde Nuets Kraft i denne ubetimelige distraktion og udfolde et længere skriv om mit anseelige koncentrationsbesvær når det gælder arbejdet med *større ting* og vælger en tredje mulighed: At holde det hemmeligt hvordan jeg forholdt mig til min Mors enkle forespørgsel. Det er helt ude i skoven at sige at jeg blev voldsomt distraheret, men helt rigtigt at sige at jeg er distraheret. Til læseren kan jeg oplyse at kyllingernes navne er Nicoline og Malthe.
Privatlivets fred er introduceret og alle er glade, alle detaljer vedrørende min Mors og min lille korrespondance er uden for læserens rækkevidde, hemmeligholdte.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 3. optegnelse
På dette tidspunkt af skrivningen, som det så kækt hedder, må jeg sige at jeg føler en ubændig trang til at knytte en kommentar til de trængsler der overgår hovedpersonerne i 4. del af min roman. Disse bliver forfulgt af yderst behagelige spydkastende jøder, to styk, den ene er dog så uheldig at han kommer til at kaste spyddet på sig selv, men det giver den anden lejlighed til at få dobbelt så mange kast i det uvejsomme bjergpas, eftersom de kun har et spyd, idet spyd var meget svære at frembringe i den by de to jøder kom fra dengang de drog afsted, hvilket er så meget som 3000 år siden, ja, de to jøder har været på jagt efter hovedpersonerne så uendelig længe.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. optegnelse
På dette tidlige tidspunkt af skrivearbejdet må jeg sige at jeg allerede er helt rørt over hovedpersonerne. Deres kærlighed! Så unge og uskyldige, selvom han er så moden at han allerede, sammen med sin onkel Victor, er besøgsven i det rædselsfulde fængsel Carboyton. Victors indledende “grundteori” var at dem der sad i fængslerne var blevet “lokket” til deres kriminelle handlinger af enorme fisk. En teori der viser sig at være så sandhedsbehæftet at selveste statsministeren hører om deres besøgsarbejde og står uden foran fængslet på Victors 60-årsdag med chokolade.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 1. optegnelse
Manifest
1. Del
2. Del
3. Del
4. Del
5. Del
6. Del
Manifest
Psykiatrisk skønhed går ikke på kompromis, men er underholdende på en forfatterfikseret måde. Den er en kvalificeret måde at tale om sig selv, hinanden, kærligheden i en verden der har tabt pusten. Det er en antipsykotisk genre hvor læserens virkelighed er i fokus og i flux, ikke som tilskuer til en abe men som selverkendt vrag der er i forfatterens vold.
Psykiatrisk skønhed er en moralsk genre ligesom oplysningstidens glemte halvdel, den teologisk opbyggelige litteratur hvor Bibelen lå på skødet af manden så han ikke kunne flytte sig. Grænsen mellem æstetik og etik er ligegyldig når ærlighedens bue spændes og hjertekuglen står for skud og rammes med en lille lyd.
Psykiatrisk skønhed er ikke forløjet københavnerfavnende eftersom de centrale dyder er ærlighed og bævren, retten til at være skrøbelig. Snøvlere er arrogante. Psykiatrisk skønhed er en oplæring i fuck til dem der ikke kan rumme dig. Ja, psykiatrisk skønhed er en distanceret lærestreg til tilgivelsesrøvhullerne, dem for hvem undskyld er et tomt ord fordi de ikke kan føle skyld. Dem er der ikke mange af. Derfor har psykiatrisk skønhed en bred appel. Den er folkelig, omend på en behersket og diskret måde.
De psykiatriske faldgruber ved at skrive en roman er mange. De gange jeg har forsøgt har der været en forbindelse mellem mig og det ufuldendte værk inde på computeren hele døgnet, dag ud og dag ind, hvilket var så energikrævende at mit forehavende mislykkedes atter og atter.
Nu vil jeg skrive en kærlighedsroman.
Det er meningen at alle disse blogposts om forehavendet, hvoraf denne er den første, skal kunne læses i deres egen ret hver især og med tiden blive til en roman som også kan læses i sin egen ret.
Jeg har selvfølgelig brug for at bevise overfor mig selv at jeg formår at tænke diskursivt, altså med en rød tråd.
1. Den ene hovedperson, en ung mand, præsenteres.
2. Den anden hovedperson, en ung kvinde, præsenteres.
3. De to hovedpersoner møder hinanden.
4. De to hovedpersoner oplever trængsler.
5. De to hovedpersoner får hinanden i enden.
Hvordan denne grundstruktur skal forenes med den stort anlagte, tænkte, dvs. imaginære, film der starter med en mand med en råber som sender en underligt veltalende og overgearet hilsen til “Den tåbelige film Udflugt med døden som er væltet lige ind i hovederne fra tv-skærmen i 40 år” og hvor de fleste filmklip viser betuttethed, nemlig betuttetheden hos tilskuerne rundt om manden med råberen, er mig en gåde, men det skal nok kunne lade sig gøre. 🙂
Jeg tror, at de fleste psykiatere vil afvise at disse tænkte ægtefæller lider af hysteriske personlighedsforstyrrelser
Kære Guf, normale mennesker må stille de ting der er ufattelige og fyldt med kærlighed op på en lang række og prioritere mellem dem og… lad mig tale færdig Asbjørn!!
Jeg hedder ikke Asbjørn.
Og nogen gange bliver det de mest fattelige ting der bliver tilvalgt, Arthur.
Jeg hedder ikke Arthur og jeg nedbrød og afklædte samfundet for dig så sent som i går og stoppede det ned i et kogger.
Fint!
Nu kan du skyde samfundet med samfundspile, men hvad kommer der ud af det. Intet! Intet Johannes!
Jeg hedder ikke Johannes. Guf, du nedbrød og afklædte samfundet for mig i går, det er rigtig nok, men du gjorde det i lyng.
Hahaha.
Og uheldigvis var det det danske samfund du nedbrød. Ups.
Ups ja. Hihi.
At have et image som forfatter svarer til en fugl der er fløjet imod ruden og hænger fast deroppe
At have et image som forfatter svarer til en fugl der er fløjet imod ruden og hænger fast deroppe. Folk betragter den fra samme vinkel, indefra. Den virker flad og større end ellers. Der er noget rigor mortis på banen, folk peger, de peger sig trætte og begynder først derefter at læse. En levende fugl bryder folk sig ikke om. Den rummer levende organer, usynlige for øjet. Selvom der ikke er noget sårbart ved døden er der noget sårbart ved at blive set to-dimensionelt, hvad der er enhver forfatters skæbne. Det er ok.
