Den store hemmelighed om lykke kan nu læses i Berlingske
Når det går ganske godt er man lykkelig. Har man det ganske godt har man en hemmelighed. Ergo: Kender man denne hemmelighed har man det ganske godt og er lykkelig. Q.E.D.
Når det går ganske godt er man lykkelig. Har man det ganske godt har man en hemmelighed. Ergo: Kender man denne hemmelighed har man det ganske godt og er lykkelig. Q.E.D.
Når en rig mand gav en fattig pige blomster i gamle dage sagde hun til sig selv: “Det var flot!”. Men om aftenen blev der læst Rødhætte til den store guldmedalje.
Det var min Fars udtrykkelige ønske at tage familien med til Italien da jeg var fire år og “dominere det hele på en lidt sur måde”, som han altid sagde. Vi så ikke et menneske i en måned. Kun ét. Melissa, hed hun. Da min Far opdagede hende udbrød han: “Du har de smukkeste fedtperler på øjenlågene”, henvendt til en vom.
Ligningen er enkel, men bliver som regel misfostået. Når vi siger “Min værdighed kan ingen tage fra mig” er vi ude på usprogets overdrev. Det er med andre ord høhø noget vrøvl at sige høhø. Når vi siger “Jeg bed hovedet af al stolthed” er vi tættere på faktisk at sige noget. Når vi opløser de to udsagn med en knivspids kærlighed vokser der en blomst op. Og hvilken blomst!
Hvem bygger en kobberkedel med hensigten at hælde en kold mandel ned i den? Hvordan overhovedet hælde en mandel?
… at sige om mine seks nærmeste venner at de elsker min datter.
(Det er helt, helt rigtigt.)
Når man kigger op
fra sit tømrerarbejde
kan man se
alting.
Når man kigger op
fra sit computerarbejde
kan man se
alting.
Når man kigger op
fra sit havearbejde
kan man se
alting.
Jeg kan ikke se noget.
Vent.
To grønne glas.
En kandelaber.
To trut.
En tot græs.