Kolerisk teaterinstruktørs instruks til skeptisk og uforstående skuespiller: “Du skal rette på bananerne på spisebordet som havde Første Verdenskrig aldrig fundet sted!”
“Ok. Jeg har et spørgsmål til dig.”
“Ja.”
“Jeg opfatter ikke min karakter, Fru Wasbom, som hverken uvidende eller uligevægtig. At placere bananen som havde Første Verdenskrig ikke fundet sted virker derfor både unaturligt og utroværdigt.”
“Læs manuskriptet! Læs regibemærkningen! Læs indenad! Der står ikke at du skal placere nogen som helst bananer, men derimod at du skal rette på dem.”
“Jamen hvorfor står det i manuskriptet?”
“Fordi jeg, i min egenskab af teaterinstruktør, har tilføjet denne instruktion med en kuglepen.”
“Jamen jeg vil ikke som person stå på en scene og benægte faktualiteten af omtalte krigs historiske realitet.”
“Du antyder det kun ganske svagt. Din karakters, Fru Wasboms, løgnagtighed, hendes ægteskab med løgnen antydes første gang i denne scene, i denne minimale gestus får publikum en sær oplevelse af at hun er en løgner.”
“Men hun er ikke gift med løgnen men med Olof Wasbom.”
“Hun er først og fremmest gift med løgnen og dernæst med Hr. Wasbom.”
“Ok. Nu forstår jeg. Jeg havde ikke fattet rækkefølgen.”
