Enhver idiot ved at en forfatter vedligeholder sin sårbare, positive indsigt med sig selv som indsats. Denne vedligeholdelse består i en indre ukuelighed rettet mod beskyttelsen og viderebringelsen af ens egen sandhed. Jeg er til stede i det jeg skriver. Jeg tror et forfatterliv er forløst i skrift og i det hele taget når et særligt forløst forhold til noget så barokt som egocentriciteten er kommet i stand gennem flid, mod, kærlighed og hjertets godhed. En forløst forfatter ved at vi er os selv nærmest såvel i gode tider som i krisetider. Jeg er top-trænet i at passe dette sørgelige eksistensforhold, at jeg er mig selv nærmest, et sagsforhold der selvfølgelig gælder alle mennesker, ind i alle tænkelige situationer på en opløftende måde. Læserens indre dialog og ydre følsomhed og ageren struktureres af den gode forfatter. Vi siger ikke om en installationskunstner at vedkommende er god, for det giver ikke mening at sige om skaberen af bøjede neonrør eller en haj i formalin, men vi siger det om en bog og en forfatter at vedkommende er god. Vogt Dem for efterligninger! Der er masser og masser der kalder sig selv forfattere som ikke har en hatteblomst forstand på eller evner til at se noget kærligt i at vi er nærmest os selv. Jeg er så skide træt af dem. De slæber ærlige og ulykkelige læsere ud i kolde smattede tåger i stedet for at hive læseren ind i varmen og de æder opmærksomhed via medierne med trylle fylle bølle følsomhed.