“Jeg hedder Bruce Epstein og jeg kan blive forbandet vred”
Din holdning til Bruce Epstein? Diskretion. Bære nag. Acceptere.
Er spørgsmålet om hvordan Pierre Bourdieu *levede* uvidenskabeligt?
Jeg ved det ikke. Mit bud er:
“Det *må* det ikke have lov til at være.”
Endvidere mener jeg:
“Det bør *fremdrages igen og igen*.”
At jeg personligt mener at han var en kynisk kætter er sagen uvedkommende.
Om mine følelser i forhold til Arthur C. Clarke
Hvordan lykkedes det Arthur C. Clarke at snyde så mange læsere? Alle oplagte tolkninger af tilsynekomsten af monolitten blandt stenalderfolket i Rumrejsen år 2001 peger væk fra tilstedeværelsen af det guddommelige. Det er plat. Det er jævnt.
Det er vildt sært: Stort set ingen nutidige animationsfilmskabere er interesserede i at vække børns latter
Børns latter gør at vi voksne pludselig interesserer sig for at sættte os hen til dem. Vi interesserer os flygtigt for deres verden. Men humor gør børn alt for foretagsomme. De skal åbenbart passiviseres fordi *vi* generelt, *ude i samfundet*, *som* samfund ikke kan lide børns latter. Fordi den forstyrrer os i vores *tankerækker* og *arbejde*. Vi mister ganske enkelt *koncentrationen* når børn ler.
I Strids forholdsvis nye animationsfilm er der ikke én eneste gang hvor der er tænkt i børnelatter. Giver det slet ingen mening at tælle grinene hos et testpublikum bestående af børn?
Digt: Jeg elsker det diskrete menneske
Jeg elsker det diskrete menneske og det distræte menneske.
Mennesket i dets diskretion.
Mennesket i dets distraktion.
Ikke det stemmeafgivende menneske.
Til nød det ytrende menneske, men her kun filosofferne der tør køre vores egen stil helt ud i vores egen os-selv-indbefattende praxis.
Heldigvis er stemmeafgivning forbundet
med diskretion i form af et gardin.
Uheldigvis kan man se fødderne
under gardinet.
De står.
De står så dumt.
