“Lykken sidder i dine ben”

Han forekom mig at være en for mig forbilledlig, moden og modig kristen, hvis jeg endelig skal forsøge at sætte ord på den slags ikke-sproglige ting. Derfor overraskede det mig at han kort inde i vort venskab begyndte at gentage ordene “lykken sidder i dine ben”. Særligt når vi hyggede os i aftenstunden over en kop kaffe hjemme hos ham i de behagelige stuer kunne han pludselig sige netop sådan, “lykken sidder i dine ben”. I torsdags gav jeg min nysgerrighed frit løb og spurgte ind til dette sikkert velmente, men for mig selvsagt ganske uklare udsagn om mine ben.

“Men mener du min egen lykke, eller din lykke.”

“Min lykke.”

“Din lykke sidder i mine ben?”

“Også andre steder.”

Jeg tog kortvarigt fat om det øverste af min næse og undertrykte min opgivende mine. I det samme fangede jeg hans blik og begyndte at grine.

“Din lykke sidder altså i mine ben?”

“Ja” svarede han fortroligt.

“Det er en metafor er det ikke?”

“Jo.”

“Der betyder at mine valg fremover vil have stor indflydelse på om dit liv lykkes.”

“Lykken sidder i dine ben.”

Manden havde tilsyneladende en skrue løs. Men at han, foruden det, netop nu var upasselig vakte mit tilbøjelighed for virkelig omsorg. Mit talent for medlidenhed med andre mennesker. Min vilje til ublufærdig, omend forsigtig deltagelse. Vi kiggede på mine ben, forventningsfuldt. Det gav et lille gib i mig da jeg mærkede og ved selvsyn konstaterede at mine knæ ikke var der, hvorfor mine underben med de nydelige sko lå og flød på gulvet.

Skuffede mænd

Skuffede mænd lyder som en værre historie, som en ynkværdig affære der indbyder til lynhurtig afstandtagen, muligvis kvalme, hos både kvinder og de velopdragne mænd der findes så mange af i verden, men det er den ikke. Jeg kan meget godt lide Svend. Han står og fisker. Fisker efter Guds dom i form af enten en fisk på krogen eller ikke en fisk på krogen. Det er udelukkelsesmetoden hver gang han hiver en tangklump ind. Det er i hvert fald ikke en fisk. Når Svend, der åbenbart af både fiskene og verden anses for at være et kvaj, pakker stangen sammen ved at hive den fra hinanden er han anelsesfulde viden om Guds dom genopfrisket og han kan vende hjem og sende sin sure kone et varmt smil over bogryggen.

Ny bog af Hjalmar Takhøj: Bliv filialdirektør

Bogen går lidt i stykker, hvad angår førsteindtrykket, allerede på kapitel éts præmis om at læseren skal være en “kvik ung fyr eller kvinde”. Det er lettere sagt end gjort. Hvem siger at man er kvik blot fordi man læser Hjalmar Takhøjs bøger? Men læg endelig ikke bogen fra Dem! Takhøj byder nemlig ind med et nyt kvikhedsbegreb som intet har med intelligens, samarbejdsevner eller sociale færdigheder at gøre. Man skal blot ringe til sin Far om morgenen og til sin Mor i frokostpausen. Så virker man kvik resten af dagen. I bogen følger vi testpersonen Basse Henriksen fra bankelev til filialdirektør, med spændende transkriptioner af samtalerne med Far og Mor. Der er fire centrale forslag fra forfatteren til samtaleemner, som i særlig grad vil vedligeholde kvikheden:

1. Elefanter der angriber hinanden
2. Meningen med ting der ligger inden for den aspirerende filialdirektørs erfaringshorisont men som Far og Mor kun har sporadisk kendskab til
3. Kærligheden
4. Fyrsvampe

Tanker om Skønlitteratur på P1, 4. december 2019: Forført og forelsket

I programmet deltog tre personer med store personlige problemer der hægtede lytteren af fordi personlighederne som disse mennesker nu engang ejer ikke er store. Personlighed er alt. Med en personlighed kan man blandt andet sige vrantne, beske, uforudsigelige og dybt humoristiske ting. Programvært Klaus Rothstein har trukket sin lille personlighed i en automat. Det kommer til udtryk ved at han ikke spurgte vrantent, besk, uforudsigeligt og dybt humoristisk ind til det faktum at Johnny Kondrup helt udelod kærlighed i sine betragtninger over forførelse. Også programvært Nanna Mogensens personlighed er lille. Hun sagde to gange at hun er feminist og det fortæller alt.

Fokuserede på junglelyde da han lukkede øjnene i sin seng i hytten på Sri Lanka

Du tager meget rundt i verden må man sige.

“Nej.”

Benægter du at du befinder dig på et sted der rundt omkring i verden opfattes som dybt eksotisk?

“Jeg kan slet ikke se tingene på anden måde end at det er et dybt fornærmende spørgsmål.”

Hvorfor?

“Skaller.”

Skaller?

“Aber.”

Aber.

“Guf.”

Guf.

“Ruf.”

Ruf.

Prop Kaalunds mavesyre

Øhm.

Lægmandsprædiken: Jeg tror i mit hjerte fuldt og fast på at det er mandens fornemste og helligste pligt i ægteskabet at føre kvinden ind i kristendommen på en måde der både er mild og dermed besk og konsekvent og dermed vaklende

Hvis min kvinde ikke føler det er min pligt eller føler at jeg har udrettet min pligt så er jeg ikke hendes mand længere.

Kirken er et sted uden roller. Det er et sted hvor vi er lige mere end i nogen anden henseende i livet.

En mand der har så svære sindslidelser som jeg er ikke kommet igennem til hvor han er ”ved” ”et godt bagland” men ved noget højere.

Dette højere er ikke et samlet billede og så alligevel lidt. Det er nemlig en inderlig udlægning af Evangeliet.

Det har ikke noget med ultimatummer at gøre, men med et minimum for mig.

Johannes Sløk sagde engang til sin kæreste, han havde et barn med hende, noget i retning af ”Nu skal du sige det eller gå”. Hun sagde det ikke. Så sagde han hun skulle gå. Hun gik. Jeg vil tro barnet fik traumer.

Hvem er mest kristen i disse ”overvejelser”, som ikke er overvejelser? Det ville være umenneskeligt at dømme om.

Er det rablerier? Nej. Det er personlighed. Det er ting der kun lige akkurat lader sig udtrykke med ord. Det er noget dybere end almindelige følelser. Det er noget som bæres frem i digte. Det er noget med stille vand langt nede.

Det mindste kvinden kan gøre er at tilstå sin mand denne pligt. Det er altså ikke noget helligt af kvinden at tilstå denne pligt. Der er mangfoldige kvindelige pligter der er hellige. Dem kender kvinder. Dem kan jeg kun gisne om.

Den lille Prins opbevarer sin rose i en glasklokke. Det er hans eneste pligt. I Rosens Navn drømmer munken om kvinden i hans elskovsnat med henvisning til Freud og til at sex er det mest mystiske et jordisk menneske kan opleve i sin krop, med sin krop.

Spotterne kan kalde mig en kristendomsinstruktør, en missionær, en dommer, en mandschauvinist. Jeg er ligeglad. De kan kalde mine ord for radikaliseret bavl. Jeg er ligeglad. De betyder det de betyder. De betyder at kærlighed ikke ruster. De betyder også at det moderne samfund mener noget andet med en tyngde og en værdiforvirring som er svær at administrere. Derfor er der sat to til at administrere den. Det betyder ikke at ægteskabet ikke er sårbart. Det betyder det modsatte. Det betyder selvfølgelig at kærligheden mellem mand og kvinde har utrolig trange kår i vores moderne verden.

Med disse ord må min elskede vælge om hun fortsat vil være min hustru eller overlade mig helt til værdiforvirringen som en Kierkegaardsk munk uden de evner. Jeg vil gerne realisere det almene for jeg kan ikke andet end at være lykkeligt forelsket når jeg har vores datter og hende nær mig. Når man er så positiv og generøst et menneske som jeg kan man ikke holde til at være ulykkelig. Så må man afvise de glæder, blive en glædesløs munk overfor værdiforvirringen.

Samfundet tvinger os på denne måde til at forgude hinanden i stedet for Guden. Så trængte er vi på grund af moderniteten og kapitalismen. Derfor må vi selvfølgelig rotte os sammen. Mod en ond verden. Ligesom vi altid har skullet. Derfor har vi brug for Nåden sammen og hver for sig. Kirken er for mig en mild bygning. Når gode kristne mennesker holder sig væk fra den er de i et limbo. Det er sådan et limbo for mig er defineret. Hvem kan holde til det? De to kristne bud har en rækkefølge. Der er noget lyst og noget sort i det. Ikke alt det sorte skal afvises, men lyset skal modtages i Julens budskab om et lys i mørket, om glæde og evig fred.

Amen.