Den magt mænd bør have over kvinder og vice versa

Magt er et ord der, isoleret set, har hele 23 procent mening. Vi bør derfor ikke tage det halvalvorligt, men halv-halvalvorligt. Men netop det at dets betydningstyngde er relativ begrænset bør gøre os særligt opmærksomme for det er et grelt begreb, forstået på den måde at “jeg føler du forsøger at styre mig”, “jeg er bange for dig” og “jeg føler du ikke kan lade mig være og leve mit eget liv som jeg føler, vil og kan” sandelig er vigtige udsagn hvor magtbegrebet ligger og roder rundt. I en tango fører manden, men han styrer ikke det hele. I en tango lader kvinden sig føre, men hun samarbejder ikke ligesom en sekretær på en arbejdsplads. Når en kærlighedsrelation stivner forråes magten og bliver til udsigtsløs, ukonstruktiv, uigennemtænkt “rå magt” hvilket er ensbetydende med afmagt for udøveren og spat og flugtdrømme hos den anden. Løsningen er at begge skal have tid og rum. Løsningen er ikke at filosofere sig gråhåret over magtens begreb. Løsningen er at passe sit eget.

Om intellektuelles forhold til vores medmennesker

Hej. Jeg er den eneste dansker der kan analysere en situation i kærlighed. Det er min profession. Der er nok af situationer at tage af. Jeg glæder mig over det jeg kan. Jeg er opmærksom på, at det er en følelse som deles af mange, det med at være den eneste dansker der kan dit og dat.

Hvis ikke man kan analysere i kærlighed så skal man kende sin plads og ikke sig selv. Rent intellektuelt. Rent menneskeligt. Færdig.

En intellektuel som jeg er kærlig, medlidende, umiddelbar og lyttende. En intellektuel tager ikke sine medmennesker alvorligt uden videre med henvisning til et halvtomt ord som respekt og slet ikke hvis disse medmennesker ikke ”underholder” med deres umiddelbare kærlighed når de er ude blandt folk men blot forholder sig halvbedøvet feministisk ”forstående” til andre mennesker. Der er en væsentlig nuanceforskel mellem at skrive besk og være bitter. Den hyggeforstående vil altid bekrige den intellektuelle ved at ophæve denne nuance med pladdertale fordi vedkommende ikke fatter den i sin røvkedelige, umandige fedterøvsattitude. De ting et sådant menneske drømmer om er først og fremmest magt. De fleste mandeskvat der tror de kan læne sig op af respektordet, som kun er 17 procent meningsfuldt, det henter størstedelen af sin betydning fra Menneskerettighedskonventionen som kan misforstås i det daglige og ikke har meget med den daglige og øjeblikkelige kærlighed at gøre, glemmer at de er vrag, erkender det ikke, men vi er alle vrag der har brug for Nåden.

Om ordet religion

Ordet “religion” huer mig ikke rigtig. Det kiler sig ind mellem Gud og menneske på pseudoakademisk måde der minder stærkt om kapers og andre uspiselige, henkogte sager. Jeg tror godt man komme igennem livet uden at strø om sig med ord der kun giver 17 procent mening.

Mænd og børn i farezonen: ”Feminisme er nazisme: Kvinder har ikke moralsk ret til skilsmisse fordi de bliver trætte af eller bange for deres mænd gennem mange, mange år”

Dén er vigtig at meditere lidt over selvom kvinder normalt mediterer over et blad eller lignende. Det kan også være en krimi, en husmorpornobog med megen skrift eller en romantisk komedie. Hvorfor er der ikke en lov mod de tre ting. De er værre end at stå på en bodega og sumpe ud mens unge børn lider og gør vanvittige ting sammen med hinanden.

Vi må tale åbent om nazisme. Nazisme ”greb enhver” for blot 80 år siden der havde bare en ”lille smule” i klemme. Det er skræmmende i lyset af at alle mennesker har ”lidt i klemme”.

Vi må tale åbent om kvinder og frygt. Der er bare noget dér.

Feminismens ulykkelige konsekvenser ude i det danske samfund kan ikke rummes i et begreb som ”mandehad”. Hvad er mandehad? Enhver kan få spat over det modsatte køn. Enhver kan blive krænket livsvarigt af det modsatte køn. Langt flere kvinder end mænd bliver seksuelt krænket som børn. Børnenes tarv.

Feminismens ulykkelige konsekvenser ude i det danske samfund består blandt andet i dens skjulte doktrin som hedder seriel monogami. Selv den mest hyggelige lille litteraturbloggerkvinde skriver begejstret om de rigtige feminister der rigtig ved hvad feminisme er.

Enhver mand der går fra sin kone er en æreløs kanalje. Enhver mand der er utro er et svin. Enhver mand der krænker små piger er en forbryder. Alle de ting siger sig selv. Festen stopper bare ikke ved de indlysende sandheder selvom psykopater og andre åndeligt forkvaklede hurtigsnakkere elsker det.

Hvad der ikke siger sig selv er den femimåde vi taler om skilsmissepar der ikke kan finde ud af det. Børnenes tarv. Kvinder siger typisk ”De fraskilte mennesker må kræft ædemig tage sig sammen”. Til det svarer jeg at de kvinder der siger sådan skal holde deres kæft. Jeg har været igennem en skilsmisse og jeg har fuldkommen respekt og meget stor kærlighed til dem der ikke kan finde ud af det. Værsgo. At nå igennem til et femidiplomatisk nulpunkt der ikke ser ud til at ende. Et mandegaskammer på livstid med cigaretter og mistrivsel. Børnenes tarv. Skilsmisse er en fuldkommen umulig situation at placere et menneske i.

Men hvad er en kvindeinitieret skilsmisse? Det er at sige at nu må min kvindelige angst og frygt og træthed i forhold til min mand være ensbetydende med at jeg ”bravt” udfolder værdiforvirringen fra det danske samfund i mit eget liv og laver drama. Det er æddermame dæmonisk, om noget er det. Dæmoner forsager man og lader være i stedet for at forsøge at uddrive dem med lyse Hamlet ideer. Børnenes tarv. Mærker børn ikke dette diplomatiske ragnarok som kvinder så let kommer til at elske? Mærker børnene ikke kvinders diplomati? Børnenes tarv. Det var i øvrigt kvinder der stak unge mænd en hvid fjer under Første Verdenskrig, hvis de ikke meldte sig under fanerne og gik i krig.

Derfor skal kvindeinitieret skilsmisse på baggrund af kedsomhed og frygt forbydes ved lov. Børnenes tarv. Så sandelig også, men i anden række: Mændenes tarv.

Til kvinderne vil jeg bare sige: Ræk ikke ud efter feminismen i krisetider. Luk jeres hjerter for feminismen. I keder jer og frygter. Men I skal stille jer op og underholde og folde livet ud. Det er meningen. Ikke feminisme. Ikke seriel monogami. Værsgo. Gå først ud i redningsbåden når skibet forliser. En mand er en mand. Uanset hvor usikker han er. Uanset hvor udstødt, mishandlet, udpint og fornedret. Men landskabet! Å min Gud! Landskabet er så forvitret og udpint. Her gik vi engang min egen. Med bankende brændende hjerter og kolde hjerner og mine digte. Nu er vi en del af dette landskab. Denne modbydelige massepsykose som feminismen er. Se træerne! Forvitrede. Hvide. Stadig med bankende og brændende hjerter. En hel tidsalder der er blottet for mening. På grund af feminismen. Feminisme og nazisme er det samme: Kvinder skal ikke have moralsk ret til skilsmisse fordi de bliver trætte af eller bange for deres mænd gennem mange, mange år.

Fordragelighed. Venlighed. Børnenes tarv. De små kan mærke at det er indviklet. Denne fordragelighed og venlighed er mig den mest beske og voldelige. Se hvordan den gør omgivelserne syge, små, kranke og usikre. Kærligheden har sin ven i umiddelbarheden. Jeg forstår hvorfor de fleste i familieomgivelserne trækker sig væk fra en skilsmissezone og lider stille uden stort af indre dialog. Indfinder sig tyst på feminismens hvide, livløse slette.

Jeg har fuld tillid til at min læser hverken vil opfatte dette som et manifest eller et anklageskrift. Al min skrivning er baseret på tillid. En tillid til at det ikke er en smilende, nikkende gymnasielærer der sidder derude men et menneske af kød og blod.

Der er masser af kølige abstraktioner, nuancer i det jeg skriver. Men det er nødvendigt for samfundet at skrivende mennesker skriver. For hver linje jeg har skrevet har jeg følt skam fordi jeg er indfældet i en kultur der hylder vanvid. Jeg går imod en tidsstrømning der er så massiv og væmmelig at uretten der bliver begået i flygtningecentrene, som forhåbentlig snart bliver lukkede alle til hobe, blegner. Luk. Hjertet. For. Feminismen. Kvinde. Jeg peger på mig selv som en helt. Det er rigtigt. Men de sande helte er de kvinder der kalder sig antifeminister. De har en plads i mit hjerte og dem være denne artikel tilegnet. Kæmp søstre! Kæmp med jeres hjerteblod og med livet som indsats, på den fede måde. Syng søstre! Umiddelbarheden, det barnlige, vil sejre. Bred armene ud og syng! We shall overcome!

Om magt

I et demokrati er vi tvungne til at se magthaverne som fædre og mødre. De nære relationers menneskelige konfigurering og indretning overføres psykologisk og styrer vores demokratiske handlinger når vi går i stemmeboksen. Det er således Shakespeare der i sine tragedier har forstået magtbegrebet bedst for han forsøger at *nuancere magtskred*, situationer hvor følsomme, altså kærlige, meningsfulde og udbytterige, relationer skrider sammen, forråes og ender med at dreje sig om hvem der udraderer den anden og det gør Shakespeare med en vis succes må man sige.

Mine modstandere indvender at der ikke er plads til det de kalder *føleri* i et demokrati, men at *verden desværre er kynisk*. Verden er ikke desværre kynisk. Vi skal åbne vores munde fordi fjendskabet altid vil være der. Vi skal nuancere med det sproglige apparatur som er os givet og som giver klarhed, handlekraft og samfundssind.

Det er derfor farligere, demokratisk set, at overlade magten til en ydmyg end til en arrogant. Politikere skal være *kunstnerisk begavede, filosofisk forpinte, visionære, men, desværre, overtrætte forbilleder der erkender sig selv som vrag*.

Magt er en teknokratisk abstraktion som det kun er kolde mennesker der tager i deres mund og ”interesserer sig for at definere og forstå”. Derfor skuffer det mig at artikelskriverne såvel som kommentatorerne *lige er med på at forholde sig til hvad magt nu er for en størrelse*. Kære venner!

Magtordet er kun 10 procent betydningsbærende, men der findes magtmennesker. Jeg hader magtmennesker. Magtmennesker er altid med på ydmygt at nærme sig en magtdiskussion. Det er fordi de tiltrækkes af den manglende substans i selve begrebet. En manglende substans som svarer til den manglende substans i deres hjerner og evner til at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Magtmennesker gør karriere på det filosofiske rod som begrebet magt udgør og bestemmer over andre gennem paroler, kassetænkning, fordomme og andet sprogligt rod.

Vi skal åbne vores munde på de rigtige tidspunkter og ikke indlade os i diskussioner over magtens begreb.

Om den væsentlige nuanceforskel på at være “lidt naiv” og at være “blevet mindre naiv”

At sige om sig selv at nu er jeg “blevet mindre naiv” er usprog. At tro at modenhed for den, som jeg, der er født lidt naiv blandt andet indebærer at blive “mindre naiv” er en forfærdelig åndelig fejltagelse. En person der siger om sig selv at vedkommende er blevet “mindre naiv” er stivnet, på glatis, i splid med sig selv, ser kun det ukonstruktive, er dybt frustreret og ude af stand til at være rigtig glad. Det er et eksistentielt skråplan som jeg bliver nødt til at skrive om, fordi vores usle tidsånd tilskynder os hver især til at tro at modenhed indebærer at blive “mindre naiv” hvis man er født “lidt naiv”. Modenhed handler ikke om rar balance og åbenhed. Det handler snarere om at “lidt naiv” er en dæmon som der skal være plads til hvis man, som jeg, vil andre mennesker det bedste. En dæmon er noget personligt som skal forsages med de gode kræfter, ikke med den gode vilje og bestemt ikke uddrives. Der er så mange andre dæmoner i det menneskelige spektrum. Hvorfor give denne særlig opmærksomhed. Hvis du er født lidt naiv så sig tak og syng. Vær frem for alt tilfreds. Hvad ville du være for en rad hvis du var udelukkende god på denne jord, som den nu engang er? Din horisont, dit udsyn, din modtagelighed overfor at blive styrket i det indre menneske ville være små, du ville være afstumpet og krank og du ville være en af de forskruede fjollehoveder som tror at sådan en vigtig sag som politisk solidaritet og samfundssind bare er der-ud-a’ og at misundelse og tilfredshed ikke findes i mennesket. Det var dog ulækkert hvis nogen skulle hjælpe mig med at blive “mindre naiv” eller tale ned til mig fordi jeg er, hvilket jeg vitterligt er, “lidt naiv”.

Klaus Rifbjerg sagde engang om Morten Sabroe at “Han er en styrvolt, lad ham være” da folk begyndte at gå efter Morten Sabroe i en eller anden sammenhæng jeg ikke husker. At Klaus Rifbjerg var en åndelig dilettant viste sig ved at han ikke troede på det bedste i andre mennesker og således heller ikke var “lidt naiv”. Mange af os husker hvordan angreb andre intellektuelle i Danmark. Med denne klæbrige afstandtagen som hverken blev rigtig mandig eller rigtig åndelig. Jeg tror såmænd ikke Klaus Rifbjerg var “ude af balance” men jeg tror at han ikke forstod nuanceforskellen på at være “lidt naiv” og være “blevet mindre naiv”. Ordren til Morten Sabroes modstandere bundede i en projektion, det var Klaus Rifbjerg selv der opfattede sig som en styrvolt. Ak en sølle nedvurdering af sig selv. Forbudt i psykiatrien.

Om bibliotekarer

Deres forhold til dannelse og fantasi glider sammen i en lunken, forgiftet grød. Fantasi er noget radikalt. Dannelse er noget moderat. De har følgelig et anstrengt forhold til selve pointen med at være bibliotekar. Som alle kommunikationsfolk er de på skideren og det er i grunden synd.

Jeg synes mennesker der er berørte er yndige

Du var ved at skrive en konstruktiv artikel om en fredelig to-statsløsning og vejen dertil i oplysningens og samdrægtighedens navn. Så fik du spat. Så blev det et anklageskrift. Så blev Information det den aldrig må blive. En tosset sekt hvor folk kører op. Hvor hjerte og hjerne blandes sammen i en lunken, forgiftet grød.

Jeg skal lære dig om mennesker, Lasse Ellegaard. Mennesker er vrag. At gufle den grød er ikke vejen frem.

Jeg synes mennesker der er berørte er yndige. Men har de lunken, forgiftet grød i mundvigene synes jeg ikke de er yndige.

Thomas Tranströmer: Allegro

Jeg spiller Haydn efter en sort dag / og mærker en enkel varme i hænderne. // Tangenterne vil. Milde hamre slår. / Klangen er grøn, livlig og stille. // Klangen siger at friheden findes / og at nogen ikke giver kejseren skat. // Jeg stikker hænderne i mine haydnlommer / og efterligner en der ser roligt på verden. // Jeg hejser haydnflaget – det betyder: / ”vi giver os ikke. Men vil fred.” // Musikken er et glashus på skrænten / hvor stenene flyver, stenene ruller. // Og stenene ruller tværs igennem / men hver eneste rude forbliver hel.

(Oversat af Peter Nielsen.)