Om mine følelser i forhold til Lars H.U.G.

Jeg elsker ham.

Om hekse

For at forstå hvad en heks er må man forholde sig nuanceret til hvad en lynching er. De to ting hænger sammen. En lille del af samfundet, en såkaldt hob samles omkring dels et rationelt retfærdighedskrav baseret på kendskab til heksens forbrydelser og dels et irrationelt hysteri. Det er en hårfin balance. Det kan være svært at se nuanceret på en lynching, eftersom der indgår fakler, piskeslag og andre typer selvtægtsvold. En lynching er den *naturlige* reaktion på en heks. Er der noget samfundsmæssigt sundt i en lynching? Det mente man i de vestlige samfund indtil for fire århundreder siden. Vi må ikke kimse af det rationelle element i en lynching. Den totale uretfærdighed hvor vi ikke har retssystemet med os. Hvor retssystemet for alvor svigter. Men det er svært at få skovlen under de to begreber på en nuanceret måde. Lad os gøre et forsøg. I grove træk er en heks en person med en antisocial personlighedsforstyrrelse, dvs. en person med dominerende psykopatiske træk: 1. Sover, i en vis forstand, er aldrig rigtig vågen, 2. Kan ikke føle skyld, 3. Manipulerer, 4. Lyver, 5. Ynder at være i farlige situationer, 6. Ødelægger hyggelige menneskers liv, 7. Lider frygteligt alene, 8. Styrer deres omgivelser med rå magt, 9. Overlevelsesinstinktet svigter stort set aldrig, 10. Snakker helt vildt ud fra ufilosofiske systemer uden at lytte, 11. Mangler virkelig empati. Der er selvfølgelig, foruden det psykiatriske, også et åndeligt aspekt når vi skal definere en heks. Det er en person der sætter sit eget selvkendskab højere end hensynet til andre og til tilværelsens mysterier som alle vi andre står vaklende og måbende og taknemmelige overfor. Selvtægt er og har altid været nøglen til håndteringen af hekse. Vi er i vores tid panisk bange for at begå skriftlige, offentlige karaktermord, være grænseoverskridende overfor hinanden hvilket jeg mener er pinligt. ”De kan ikke være i stue sammen” er en åndssvag måde at forholde sig til at den ene af parterne åbenlyst er en heks. Der er noget inderligt smukt over offentlige, skriftlige karaktermord og selvtægt når det gælder hekse. Stadigvæk. Der sidder næsten ingen psykopater i fængslerne, men mange ofre for psykopater og hekse. Det er værd at tænke over hvis man er af den populære og udbredte holdning at retssystemet har fat i og styr på heksene og psykopaterne. Det har det på ingen måde. Eftersom der ikke er tradition for at samle hobe i Danmark er enhver desværre henvist til selv at bedømme hvordan vedkommende vil foranstalte sit offentlige, skriftlige karaktermord som selvtægtshandling. Hekse og psykopater burde ideelt set afstraffes med piskeslag. Det må tænkes at have reduceret dem lidt dengang man piskede hekse og futtede dem af. Eftersom de fleste danskere ikke er trænet i den slags afstraffelse fra kaotiske situationer i smålandsbyer er der kun det offentlige, skriftlige karaktermord at ty til. Det er ikke særlig blødt. Det er ikke særlig mildt. Det er ikke særlig kommunikationsagtigt. Men prøv at gå til psykiater og tal om en af dine nærmeste der kender dig rigtig godt, som er heks og psykopat. Det er et meningsløst Sisyfosarbejde fordi man føler så meget skam og lede ved sig selv over at dømme en man elsker til at være heks og psykopat. Selvfølgelig er det en pligt for ethvert offer for en psykopat og heks at lukke vedkommende ud af sit liv hvilket kan ske på mange konstruktive måder. Psykopater og hekse skal håndteres ved den type lynching jeg skriver om her. Stadigvæk. De skal lukkes ude. Deres udfoldelser er for grænseløse for især familier. Tidens politiske korrekthed er guf for psykopater der med denne tendes har friere rammer end nogen sinde før. Det der om noget indvarslede den politiske korrekte og dermed ørkesløse og futile håndtering af hekse i det offentlige rum var dramatikeren Arthur Millers paranoide teaterstykke ”Heksejagt” hvor lynchinger af enhver art og over én kam blev fordømt som entydigt uciviliserede, hvad de ikke er. Der findes hekse, psykopater og relativt civiliserede lynchinger. Absolut civiliserede bliver de velnok aldrig. Det er udtryk for en uklædelig nedvurdering af én selv, hvilket er forbudt i psykiatrien, hvis man har skuldrene til at forrette et skriftligt og offentligt karaktermord på hekse og psykopater og undlader at gøre det. Det er at lade solen gå ned over sin vrede. Og så skal man netop ikke være en pivskid og frygte injuriesager. Glædesblus er fuldkommen utilstrækkelige, kære Holger Drachmann, til at holde hekse på afstand for de flyver lige hen og slukker hyggelige menneskers glædesblus.

Forfatterskolen: Find fem fejl i denne dramatiske scene

Oberst Klemme: (Til Niels Helium.) Vil du række mig saltet?

Niels Helium: (Opfylder oberstens ønske.) Ja, jeg hørte godt et mærkeligt skrig da jeg kørte herop.

Fyrst Jakobsen: (Stivner.) (Til obersten.) Vil du række mig peberet?

Oberst Klemme: (Stivner.) Vær så artig min kære ven. (Rækker ham saltet med en lumsk mine.)

Fyrst Jakobsen: (Drysser salt på sin tun mousse.) Det var knageme ikke det rigtige.

Oberst Klemme: Det var dog irriterende for dig.

Fyrst Jakobsen: (Slynger saltet efter obersten.)

Oberst Klemme: (Stivner.)

Niels Helium: (Stivner. Slapper af.)

Oberst Klemme: (Glemmer 10 ting i erindringen. Tænker over mineralet kvarts.)

Niels Helium: (Fremtager en kommode.) Vil nogen fortælle mig hvad dette er?

Oberst Klemme: (Fremtager to kommoder.) Jeg har to!

Fyrst Jakobsen: (Fremtager et bilvrag.) Læg dem øjeblikkeligt.

Niels Helium: Det var dog en dejlig Hørlum kage.

Fejl 1: I Niels Heliums første replik svarer han noget med et mærkeligt skrig.

Fejl 2: Der stivnes for meget igennem hele scenen.

Fejl 3: Oplysningen om at obersten glemmer 10 ting i erindringen og hvad han lige sidder og tænker over (kvarts) er uvedkommende og lader sig ikke dramatisere.

Fejl 4: Fyrst Jakobsens krav om at lægge reolerne øjeblikkeligt er urimeligt.

Fejl 5: Der spises tun mousse og ikke “Hørlumkage”.

En dag vil jeg tillade mig at være noget så bedøvende træt af de store følelser

En dag vil jeg tillade mig at være noget så bedøvende træt af de store følelser. Jeg vil måske ikke stå og se på et blad, men hvem ved? Måske vil dette temmelig grønne tegn på en eller anden sælsom form for liv som jeg ikke forstår mig særligt på være mig til glæde. At se det store i det små er afgjort noget jeg vil praktisere fremover. Gad vide hvad en nød rummer? Måske en nøddekerne? Hvorfor spørger jeg Dem? Den kan man faktisk spise. Ligesom en leverpostejsmad eller en fisk. Jeg håber selvfølgelig at kunne styre uden om almindeligheder i form af narrøve, idioter og torskepander men dem tager jeg med på grund af deres talstærke repræsentation på planeten og fordi jeg godt kan lide mennesker og fordi de ganske givet deler min interesse for bitte små glæder. En øl. En ny skjorte ind imellem. Måske vil et akvarium til min datter være lige sagen. Alt tyder på at jeg godt kan lide beroligende ting. Jeg vil måske begynde at samle på gammelt legetøj. Det skal være mindst 50 år gammelt. Små biler. Til nød små huse, men helst ikke. I hvert fald ikke en lo. Heller ikke direkte sære overklasse unikaer som den halvstore mærkelige tykke mønt som kunne skrues op og som rummede et lille antal næsten papirtynde skiver af marieglas med motiver.

Mærkelig idé til teaterstykke

En mand finder en stor, blå kugle der er skjult midt på scenen. Han åbner en dør og stiger indenfor. Lukkemekanismen virker så godt at manden har svært ved at komme ud igen. Der er iltapparater derinde. Han overlever ved at spise peanuts. Der er også braiserede andelår, som falder særligt i mandens smag. Han har hverken fået vådt eller tørt hele dagen.

Om mine følelser i forhold til Astrid Lindgren

Astrid Lindgren var en hård negl.

Om kvinders såkaldte ulogiske tankegang

Kvinders såkaldte ulogiske tankegang er ikke meningsløs. Den er en praksis. Der er mere substans i kvinders forvirring i forhold til kærlighed end i mænds friske og positive og fantasifulde tilgange til kærlighed som ofte er ren spermskrift.

Nej, nu skal du høre noget!

Det er tre transportbånd der alle sammen transporterer en der hedder Birgit. De er over 45 meter lange og det synes de fleste mennesker er mægtig langt. Når Birgit er nået ned til enden hopper hun til det midterste transportbånd der kører den anden vej. Sådan gør hun hele dagen og hun er meget glad for det. Så en dag finder hun et stykke bøjet sølv der har form som en vimpel under et af transportbåndene. Det bliver hun meget glad for.

Historiens morale er vistnok at tale er sølv men tavshed er guld.