For at forstå hvad en heks er må man forholde sig nuanceret til hvad en lynching er. De to ting hænger sammen. En lille del af samfundet, en såkaldt hob samles omkring dels et rationelt retfærdighedskrav baseret på kendskab til heksens forbrydelser og dels et irrationelt hysteri. Det er en hårfin balance. Det kan være svært at se nuanceret på en lynching, eftersom der indgår fakler, piskeslag og andre typer selvtægtsvold. En lynching er den *naturlige* reaktion på en heks. Er der noget samfundsmæssigt sundt i en lynching? Det mente man i de vestlige samfund indtil for fire århundreder siden. Vi må ikke kimse af det rationelle element i en lynching. Den totale uretfærdighed hvor vi ikke har retssystemet med os. Hvor retssystemet for alvor svigter. Men det er svært at få skovlen under de to begreber på en nuanceret måde. Lad os gøre et forsøg. I grove træk er en heks en person med en antisocial personlighedsforstyrrelse, dvs. en person med dominerende psykopatiske træk: 1. Sover, i en vis forstand, er aldrig rigtig vågen, 2. Kan ikke føle skyld, 3. Manipulerer, 4. Lyver, 5. Ynder at være i farlige situationer, 6. Ødelægger hyggelige menneskers liv, 7. Lider frygteligt alene, 8. Styrer deres omgivelser med rå magt, 9. Overlevelsesinstinktet svigter stort set aldrig, 10. Snakker helt vildt ud fra ufilosofiske systemer uden at lytte, 11. Mangler virkelig empati. Der er selvfølgelig, foruden det psykiatriske, også et åndeligt aspekt når vi skal definere en heks. Det er en person der sætter sit eget selvkendskab højere end hensynet til andre og til tilværelsens mysterier som alle vi andre står vaklende og måbende og taknemmelige overfor. Selvtægt er og har altid været nøglen til håndteringen af hekse. Vi er i vores tid panisk bange for at begå skriftlige, offentlige karaktermord, være grænseoverskridende overfor hinanden hvilket jeg mener er pinligt. ”De kan ikke være i stue sammen” er en åndssvag måde at forholde sig til at den ene af parterne åbenlyst er en heks. Der er noget inderligt smukt over offentlige, skriftlige karaktermord og selvtægt når det gælder hekse. Stadigvæk. Der sidder næsten ingen psykopater i fængslerne, men mange ofre for psykopater og hekse. Det er værd at tænke over hvis man er af den populære og udbredte holdning at retssystemet har fat i og styr på heksene og psykopaterne. Det har det på ingen måde. Eftersom der ikke er tradition for at samle hobe i Danmark er enhver desværre henvist til selv at bedømme hvordan vedkommende vil foranstalte sit offentlige, skriftlige karaktermord som selvtægtshandling. Hekse og psykopater burde ideelt set afstraffes med piskeslag. Det må tænkes at have reduceret dem lidt dengang man piskede hekse og futtede dem af. Eftersom de fleste danskere ikke er trænet i den slags afstraffelse fra kaotiske situationer i smålandsbyer er der kun det offentlige, skriftlige karaktermord at ty til. Det er ikke særlig blødt. Det er ikke særlig mildt. Det er ikke særlig kommunikationsagtigt. Men prøv at gå til psykiater og tal om en af dine nærmeste der kender dig rigtig godt, som er heks og psykopat. Det er et meningsløst Sisyfosarbejde fordi man føler så meget skam og lede ved sig selv over at dømme en man elsker til at være heks og psykopat. Selvfølgelig er det en pligt for ethvert offer for en psykopat og heks at lukke vedkommende ud af sit liv hvilket kan ske på mange konstruktive måder. Psykopater og hekse skal håndteres ved den type lynching jeg skriver om her. Stadigvæk. De skal lukkes ude. Deres udfoldelser er for grænseløse for især familier. Tidens politiske korrekthed er guf for psykopater der med denne tendes har friere rammer end nogen sinde før. Det der om noget indvarslede den politiske korrekte og dermed ørkesløse og futile håndtering af hekse i det offentlige rum var dramatikeren Arthur Millers paranoide teaterstykke ”Heksejagt” hvor lynchinger af enhver art og over én kam blev fordømt som entydigt uciviliserede, hvad de ikke er. Der findes hekse, psykopater og relativt civiliserede lynchinger. Absolut civiliserede bliver de velnok aldrig. Det er udtryk for en uklædelig nedvurdering af én selv, hvilket er forbudt i psykiatrien, hvis man har skuldrene til at forrette et skriftligt og offentligt karaktermord på hekse og psykopater og undlader at gøre det. Det er at lade solen gå ned over sin vrede. Og så skal man netop ikke være en pivskid og frygte injuriesager. Glædesblus er fuldkommen utilstrækkelige, kære Holger Drachmann, til at holde hekse på afstand for de flyver lige hen og slukker hyggelige menneskers glædesblus.