Vi lever i en vestlig kultur som ikke længere kan forarges. Det lyder kønt. Men det er min erfaring at det er i uoverensstemmelse med sandheden. Folk bliver meget forargede over de ting jeg skriver. Mange viser det bort lige med det samme. Mere præcist: De fleste af dem der læser mig får spat lige med det samme. Det har gennem årene fået mig til at interessere mig mere og mere for hvad spat er. Nietzsche fik spat i næsten alle de optegnelser som regnes for de mest betydningsfulde fra hans hånd, men hans opmærksomhed rettedes næsten aldrig imod det forhold at spat kan overdrives og romantiseres helt vildt når det bliver for vildt. Det var sikkert tidsånden dengang. Wittgenstein var mere kontrolleret og en vigtigere filosof, men hans udgangspunkt, der blev ved med at farve hans indstilling til filosofien gennem livet, var paranoidt. Den logiske positivisme, værsgo. Jeg er enormt påvirket af hans tankesæt. Hvis der kommer en filosof hen til mig og siger at verden består af 100.000 milliarder forenklinger, såkaldte sagsforhold, så vil jeg klappe ham på skulderen og invitere ham på café med det samme. Men selve ideen er syg. Den ligger til grund for vores forbandede trang til at citere uden for sammenhæng, anse isolerede fejltrin for persondefinerende og udslynge kuldslåede småsentenser på twitter som ingen ting vil eller kan rent litterært.

Jeg kommer til at tænke på en ung pige som jeg kendte engang og ofte savner: Jeg savner dig mest fordi du kunne få spat i generaliseringen over kønnene. Du kunne virkelig hidse dig op over kvinder.

Italesat spat er elskeligt for snart sagt enhver uanset om man vil indrømme det eller ej. Vores kultur vil i hvert fald ikke indrømme det. Kierkegaard forbandt det dæmoniske med det pludselige i Begrebet Angest. Spat er pludseligt. Vi bliver bange for os selv alle til hobe når vi føler spat. Vi bliver upasselige. Apostlen Paulus var ikke Kristus. Paulus har skrevet lidt for meget af Det Nye Testamente. Han forfulgte kristne før han fik sin åbenbaring, men hans følsomhed i forhold til sammenhængen mellem tålmodighed og spat samt forholdet mellem mildhed og spat var ukonstruktiv.

Den autofiktive bølge rummer ingen eksempler på italesat spat. Dens bøger er for lange og for grubliserende og for indviklede.

Italesat spat fylder maksimalt et par A4 sider.

De autofiktive bøger kan ikke overbevise mig om deres forfatteres kærlighedsevne, elskelighed eller menneskekærlighed. Dertil er deres spat for gennemarbejdet og iscenesat. De tiltaler mig ikke. Blindgyder af opøvelse i fej livsuduelighed er alt hvad de tilbyder læseren.

Min pointe er at mildhed ikke kan forstås eller, vigtigere, tilegnes uden gennemlevet italesat spat hvor ”patienten” taler med sig selv eller papiret, mens vedkommende eventuelt hører opera. Den der ikke gennemlever italesat spat kan hverken få styr på sig selv eller se hvad mildhed er og dermed være i stand til at være milde mod nogen. Tålmodighed komplementerer også spat. Det ene er utænkeligt uden det andet.

Som psykiatribruger synes jeg spat er en mere overkommelig følelse end at være psykotisk. Det er et overskud jeg i høj grad bruger når jeg skriver. Mit arbejde er i høj grad kendetegnet ved at træne læseren i at gennemleve spat ved at forholde sig til det stille og roligt. Det må være fordi jeg er meget interesseret i mildhed og tålmodighed. Ham Paulus var nok alligevel ikke så tosset.

Luther sagde: Enhver protestant skal gå med sin spat helt alene sammen med Gud. Det var utrolig dumt af Luther. Det er da derfor der er så mange der læser underlødig litteratur. Der ligger stadig store udfordringer for litteraturen, men de seneste udviklinger med modefænomenet autofiktion er bestemt en blindgyde.

Folk må fortælle mig hvorfor de får spat af min blog. Give sig selv lov til det. Jeg vil blive ved med at provokere så længe jeg ser en mening i det.

Jeg er da glad og stolt over at have læsere.

Tak til jer der læser med og hav et godt efterår.