Som psykiatribruger, psykisk sårbar, tosset bliver jeg meget nemt sat i en bås ude i samfundet, dog ikke sjældent bliver jeg modtaget med indlevelse, interesse, medfølelse og kærlighed når jeg fortæller om det, blandt andet fordi der er så meget uvidenhed om psykisk sygdom. Selvom det går fremad halter det stadig med forståelsen af sproget omkring psykisk sygdom, der er tabuisering, misforståelser og helt almindelig menneskelig angst på spil. Angst for kaos, angst for at psykiatribrugere er farlige kriminelle og angst, ikke mindst, for selv at have unormaliteten inden i, selv at være sindssyg eller at kunne blive smittet med psykisk sygdom ved at beskæftige sig med det. Der er mange nuancer i dette vidensfelt. Vi kender alle fornemmelsen af at være på skideren når vi læser syrede, depressive digte. Vi kender alle til fornemmelsen af at være i en sårbar periode hvor dybt dramatiske romaner ikke lige er det vi skal gøre.

Vi lærer i psykiatrien at ingen mennesker er normale og at vi der har diagnoser er så meget andet, hvilket jeg inderligt tror er sandt. Der er talrige intellektuelt vanskelige skillelinjer som jeg vil pege på for at give et realistisk billede af hvad det vil sige at være forfatter med sindslidelser. For det første undrer det mig i grunden at netop dette aspekt af mig selv, at jeg er kronisk syg i sindet, har haft og fremdeles har så stor indflydelse på mit syn på litterær æstetik, på hvad en tekst kan og skal. Måske er en del af forklaringen den at jeg gerne vil kæmpe for retten til at være unormal og åbenheden og forståelsen af psykisk sygdom.

Det ville på overfladen være så bekvemt for læseren hvis lige præcis det aspekt af mig som går ud på at jeg er sindslidende ikke havde noget med teksterne at gøre. ”Teksten må kunne stå selv og sindssygen hører privatlivet til.” Det tror jeg ikke nødvendigvis er sandt. Jeg tror det er forkert. Men skal læseren da læse teksten med det in mente at forfatteren er gal? Hvordan gør man det som læser? Mit bud vil være at det kan man sagtens. Jeg synes det beriger oplevelsen af Marilyn Monroes indsats som skuespiller hvis man ved at hun var sindslidende. Hendes indsats forstås simpelthen klarere i dette lys.

At være en af de relativt få ambassadører for sindslidende som tager bladet fra munden i det offentlige rum er lidt anstrengende, for det tager ganske rigtigt fokus fra teksterne og sætter mig i bås som tosse og ikke som forfatter. Jeg er ærlig talt ligeglad. I 1980’erne var der ingen homoseksuelle sangere foruden, mig bekendt, Jimmy Sommerville og Andy Bell fra Erasure. Senere var der flere der kom ud af skabet.

Det er min klare holdning at vi må uoplystheden til livs og lære mere om psykiatri som en del af vores dannelse. Det vil berige samfundet og menneskene.

Jeg tror kun man kan lande den selvkærlighed og identitetsfølelse i det daglige der muliggør selvstændige handlinger hvis man erkender den psykiatrisk ikke-normale side af én selv. Derfor har mine tekster en almenmenneskelig betydning.