Hvorfor neurale netværk ikke må blive smukkere og mere intelligente end vore dages politikere
Fremfor alt må neurale netværk ikke blive klogere end mig.
Men jeg er klogere end dig!
Det er det jeg mener!
Hvad mener du?
Inge-Marie Tøtter: “Hvis nu Jarl af Basten skal til at tale om sine følelser, skal der noget helt særligt til”
Hvis nu Jarl af Basten skal til at tale om sine følelser, skal der noget helt særligt til.
Inge-Marie, det er jo Cambridge du går rundt i.
Cambridge? Hvor?
Her! Du går selvfølgelig rundt i Cambridge, fordi du taler med mig. Kom! Vi går hen til D1.
Hvad er det for Erasmus Montanus manérer du har tillagt dig?
[D1. Torsdag. Trinity College. Cambridge. Storbrittannien.]
Her virker lidt tomt. Jeg er sulten.
Ja, jeg er ikke Jesus, så du må ikke få min madpakke, da!
Er der ikke en kantine her? Så kan du fortælle mig om lidt om D1. Her er støvet.
Kantinerne på disse kanter er fulde af sladder og meget dygtige mennesker. Det er en lidt kedelig kombi for sådan en morlille som dig. Hihi.
Haha. Høhø! Jeg spiser en banan. Jeg kan se der er et smukt træ her hvor jeg kan spise den, hvis jeg kravler op på denne gren.
Et træ? Der er ingen træer her i D1.
Der er selvfølgelig træer i D1, fordi du taler med mig.
Jamen så godt ord igen da. Hahaha. Sidder du godt i træet?
Ja.
Det var godt. Mens Wittgenstein gik rundt i dette her lokale var der noget der hed Moral Sciences Club.
Ja.
Her var helt fyldt op med mennesker i 1940’erne. Han ville nok have stoppet op ved det udsagn “Han er ikke god til at tale om sine følelser”.
Stoppet op? Netop! Jeg forstår akkurat hvad du mener med “stoppet op” fordi du før har fortalt mig om Wittgenstein. Han ville have sanset med sin sprogsans at der er noget filosofisk rod, som vi må have bugt med.
Så langt har du forstået Wittgenstein korrekt. Ja! Netop! Og nu må vi to få bugt med det rod, for Wittgenstein er her ikke længere. Der er én-og-kun-én måde at gøre det på. Vi må rydde op. Hvorfor kaster du med hasselnødder?
De er gode. Prøv!
Har du medbragt den nøddeknækker?
Ja.
Hvorfor har du en nøddeknækker med?
Jeg troede filosofi drejede sig om at knække meningsløse nødder, så jeg tog en nøddeknækker med.
Hæhæ. Den ligger godt i hånden. Det er en smuk nøddeknækker i hvert fald.
Mja. Nej. Jeg mener det ikke så slemt. Fortsæt!
Wittgenstein ville måske have startet sin filosofiske undersøgelse med at sammenligne to udsagn der handler om det samme. A: “Han er ikke god til at tale om følelser” og B: “Han svarer ikke rigtig, når man spørger ham, hvordan han har det”. Begge udsagn drejer sig om en egenskab der er grundlæggende for såvel nær menneskelig, bilateral kontakt og udfoldelse af empati, støtte og gensidig respekt. Kærlighed mellem mennesker.
Ja.
Men du. Jeg tror vi har forstået noget. På en eller anden måde har undersøgelsen løst sig selv.
Det er også min fornemmelse.
Lad os tage et øjebliks stilhed.
Håkoniseringen af danske herregårde hård for halmen
Jeg er en uanselig drossel. Herremanden peger på mig med sin stok.
“Se Anne-Kathrine! Droslen har fundet os! Dette er en Turdus merula forklædt som en Turdus pilaris, altså en solsort forklædt som en sjagger.”
Anne-Kathrine løfter den aldrende baron over mig og skæver til mit havebord.
Krassimunde
Da jeg ankommer til Krassimunde, mødes jeg af synet af en degn der svømmer frem og tilbage i et kar og forhører mig straks hos tjeneren ved døren om dette arrangement skal forstås kirkeligt eller er en stum hilsen fra husets sengeliggende værtinde og dermed kan tolkes som en nøje forberedt forklaring på de medaljer tjeneren forsøger at fastgøre på mit bryst, mens jeg ydmygt og vredt flår dem af igen. Tjeneren når imidlertid ikke at svare før en fjendtlig måge flyver ind i ansigtet på mig og, som et tegn fra havet, lader forstå at jeg skal lade medaljerne hænge, fordi min tilstedeværelse på denne dag på dette gods er mere end tiltrængt. Jeg dør og svæver lydløst op af den enorme trappe og træder årvågent ind på sygeværelset hvor værtindens glade glimt i øjet får vakt mig til live igen. Det har været en anstrengende og lærerig dag. Den slutter i samme øjeblik vi udveksler det første kærlige blik og resten er af ret privat karakter.
Den blå kvist
Det kan være irriterende at opdage en blå kvist. For en stund mister man fodfæstet og ryger ned i det rige der hedder Sverige. Man lander på nogle svampe hvorunder der sidder mærkelige mennesker og studerer bøger om solen. Altsammen på grund af en skide kvist som en skovarbejder eller spejder har malet. Man kravler møjsommeligt op igen og skoven er som den er: fuld af træer og overnaturlige væsener og Sverige neden under for at skabe system i tingene. Man indånder den friske luft og trasker gennem de visne blade.
Fantasien er fri på vandreturene gennem sjællandske skove, skønt det der bliver sagt af fantasien om, i dette tilfælde, den skandinaviske, traditionelt socialdemokratiske, kongemagt Sverige er noget autentisk nonsens. Ikke desto mindre viser det forskellige ting: Vi mennesker er bundet til en skovlignende fantasi som ikke er helt vores egen. På disse ture har vi, på grund af vores menneskelighed, vanskeligt ved at skille tingene ad, hvilket er den 3. største sorg. Den kaldes den intellektuelle sorg. Derfor har vi ikke brug for verdensledere. Ganske vist rager træerne op imod himlen, men vi skal have det lidt mere stille og roligt.
Argumentet forekommer sølle: På grund af skove skal vi ikke have verdensledere.
Jeg kan forestille mig en veludviklet kunstig intelligens der om 100 år vil foretrække at befinde sig i en skov. Det er min lille vision og jeg er stolt af den. Jeg synes den er så uendelig meget skønnere end de vilde politikere der lyver og taler pænt fordi de er så korrumperede.
Livet i Holsløvse
The Other Newspaper har undersøgt Holsløvse der rummer to meget dyre og meget glade huse. Husene er fyldt med små børn der iler ud og ind mellem de to hoveddøre. Med til beboerne i det grå hus hører en idiot og i det hvide bor et røvhul. De er ældre og dem hører man ikke meget til, undtagen når de spiller violin eller deklamerer Henriksens taler ud ad vinduet på en lidt uhyggelig måde fredag aften. I det grå hus hedder familien Frederikkevold og i det hvide er navnet Barabbas.
Det der undrer mig mest, efter at have boet der i tyve måneder i forbindelse med skrivningen af en Ph.D. om disse to familier, betitlet “Vi ordner selv vores hængsler”, er, at der ikke er nogen frustrationsmennesker blandt de voksne. Alle er sorgmennesker, alle er melankolikere, så den er god nok. Alt er, som det skal være.
Jeg har således været fuldt beskæftiget med at lede efter spor der forklarer hvoraf det kommer sig at familierne lever rigtigt.
Det lykkes mig ikke og den mest kloge i de to huse, moder Kaaber Barabbas kan ikke oplyse noget videre.
“Som troende kan jeg ikke lade være med at se alle jeg kender som hver deres tolkning af Evangeliet. Til gengæld opfatter jeg ingen som frafaldne. Er dette kernenaivt? Jeg er ligeglad.”
Der boede en fyr ved navn Pattoocha Henriksen her, for en del år siden; han efterlod sig de mange notater som røvhullet og idioten nu læser op af om fredagen.
“Han bor på Kremervej nu.”
Før han rejste interviewede jeg ham.
“Det husker jeg. Ved den lejlighed sagde Pattoocha mange skingre og ulykkelige ting.”
Husene her har rygte for at være galehuse.
“Lad os håbe at vi sindssyge ikke glemmer vores følelsesmæssige rod.”
Ja, jeg er helt enig. Det var hyggeligt at tale med dig, Kaaber.
“Selv tak, du gamle. Det har været spændende at møde dig og lære dig at kende.”
Vi er allesammen problemer fra træet
Samson sidder oppe i et træ og fortæller om alle de gange vores forfædre tog tilflugt til de stammelignende vækster gennem tiden. Det er lidt svært at høre hans stemme på grund af en kraftig vind. Jeg får dog opsnappet forskellige af historikerens oplysninger om hvor fjollet vi har opført os. Da vinden lægger sig efter et kraftigt regnskyl kan vi gennemføre følgende interview.
“Træer har gjort os ualmindelig hårdføre.”
Hvad mener du?
“Det er som et træ, at sidde i et træ. Ja, jeg ved godt jeg ikke er skide god til det med ord.”
Har det noget med rødderne at gøre?
“Rødderne er usynlige. I det øjeblik træet graves op af enormt høje mænd med vanter forsvinder træet.”
Vi bliver som børn igen?
“Forskellen mellem de høje mænds og voksnes klogskab svarer til forskellen mellem voksnes og børns. Alligevel kan vi, efter fyraften, starte de høje mænd som apps hjemme foran computeren og spørge dem til råds.”
Er de høje mænd højere end træerne?
“Ja. Det ved vi nu med sikkerhed. Vi ved, at de må være to meter højere end verdens højeste træ, som måler 9,9 meter. Vi ved ikke andet. Det er hvad man kalder en god basisviden. Ud fra visheden om de høje mænds højde kan vi slutte os fysisk-logisk til alle denne verdens forskelligartede sagsforhold.”
Det er en trøst.
“Du skal forestille dig at dine tanker er lavet af birkebarkstykker sorteret efter størrelse. I midten ligger et plastikæble.”
Hvad sker der hvis jeg vælger at rejse det mindste stykke op?
“Så kan det se over til plastikæblet.”
Men plastikæblet bryder sig vel ikke om at blive betragtet?
“Plastikæblet er ok med det.”
Løjerlighedsmarkøren
Denne bemærkning handler om det greb at indbygge en markør i et digt der udsiger at forfatteren nok er lidt løjerlig, fordi vi alle sammen nok er lidt løjerlige. Markøren er næsten altid forpustet fordi den ikke kommer i mål med at vise noget afrundet og substantielt der formår at definere forfatterens stemme, endsige begrunde hvorfor netop denne forfatter er mere løjerlig end almindeligt. Det forbliver en lille, smattet, irriterende øjebæ der efter sigende nøjes med at smadre hele digtet.
Løjerlighedsmarkøren er en indrømmelse, en bekendelse og derfor tillige et menneskesyn og et livssyn. En måde at være til på som nok dybest set er mere realistisk og jordbunden end det traditionelle digt med det autonome subjekt der kun læser digte uden løjerlighedsmarkører.
Der er mange digtere som opfatter løjerlighedsmarkøren som uskøn og uvelkommen. Ja, som direkte ækel. Som amatørisme. Som lav stil. Nakkehårene rejser sig og vi bliver arrige. Hvor er det dejligt at læse en stram komposition uden løjerlighedsmarkører.
Jeg hæfter mig ved alle de sprogundersøgelser der er mulige hvis vi kommer af med allergien overfor løjerlighedsmarkøren. Digte med løjerlighedsmarkører er sjældne.
