Møde mellem mennesker

Manden, der får hovedpine af samværet med dårlige mennesker: Otto Hvidblå

Manden, der forholdt sig neutralt til universitetet og intet vidste om det: Mogens Falaje

Kvinden, der var lidt for rationel: Karla Skakker

Otto Hvidblå: Men er det ikke sådan det er?

Karla Skakker: Øjeblik, jeg skal lige have en kop the.

Mogens Falaje: Jeg vil også godt have en kop.

Karla Skakker: Du får min.

Mogens Falaje: Hvad?

Karla Skakker: Du får min.

Mogens Falaje: Hihi. Fint.

Otto Hvidblå: Jeg har hovedpine.

Peter Sellers

På mit filosofihold indleder jeg altid semesteret med at sige navnet: Peter Sellers. På filosofiskt betyder det: Find på utraditionelle, kreative argumenter der redegør for arven efter Peter Sellers. Mine studenter, og du er en af dem, vil så gerne høre lidt om erhvervsrettet, forskningsrettet videnskabsteori, men jeg gentager: Peter Sellers. Der er altid en, der rækker hånden op og siger: ”Selv Stanley Kubrick blev forført af Peter Sellers.” Dernæst er der en af de dumme piger som vender sig rundt i stolen og siger: “Det var fordi selveste universet krummede om Peter Sellers. Han var mere 68 end 68.”

“Nej!” skriger jeg.

Så er der en af de begavede der senere vil blive smidt ud af universitetet og gå ned med et nervesammenbrud, ligesom jeg, der siger helt nøgternt og ligefremt:

“Peter Sellers var talentløs fordi han var antireligiøs. Man kan også se det på den måde han opførte sig på i sit liv, at hans kunst var ligegyldig.”

Så går jeg i gang med undervisningen.

Den unge mand er min ven. Vi har snydt lidt.

Man skal være usædvanlig åndeligt begavet for at forstå at min unge ven og jeg godt kan lide Peter Sellers. Men det er der ingen af de andre der er.

Tænkt Facebook dialog

Sørine Svelle:

Nej. Jeg blev ringet op af en milliardær i dag.

Perker Fedtper:

Hvorfor starter du med at sige “nej”.

Sørine Svelle:

Fordi jeg blev benovet. Det passede ikke til mit selvbillede, at en så prestigiøs person ringede.

Koala Lysselund:

Har du så fået tilpasset og opjusteret dit selvbillede i løbet af dagen i forhold til disse nye omstændigheder?

Sørine Svelle:

Fremtiden er i hvert fald lys.

Manden der lukkede døren

Pludselig stod han i en døråbning med front imod os og lukkede simpelthen døren og forsvandt dermed.

Det viste sig at hans kammer ikke var forsynet med bagvæg hvilket tillod os at stå i haven og gøre os tanker om hans lukken ud fra hans kropssprog.

Hulla Baksebrønd: Mærkelig historie fra min tip tip tip oldemors dagbøger

En berømthed står og skurer. Du di da dum. Rundt om hende er der tomt. Der er kun hende i hele universet. Da di da dum.

Stuepigen fornemmer situationen og piller ligeså forsigtigt sin arbejdsgivers kæreste eje, en tallerken med to tamponer, fra hinanden.

Der går et kvarter.

Så kommer de tre beslutninger der truer med at ødelægge berømthedens karriere og liv.

Det er dem denne lille historie handler om.

Telefonen ringer.

Berømtheden griner og betragter birketræet. En let brise får grenene til at bevæge sig. Hun lytter og svarer, lytter og svarer og lægger røret på.

En halv time efter holder der en varevogn med påskriften Basses Kontorartikler i indkørslen.

En mand i fyrreårsalderen kommer gående med en lineal.

Hun knækker linealen.

Sølvine “Hovedet” Balther fortæller

Ja, men jeg kommer ridende, da min hest Møller pludselig får færten af et sølvkræ. Svinet smider mig af og vi tordner gennem skoven mens vi råber til hinanden.

Natty Bølgekilde bedyrer: Jeg hader øh hader Don Toft hader jeg

Hvem er Don Toft og er du helt sikker på han eksisterer?

“Jeg ved bare at før jeg hadede ham var jeg ked af det.”

Du er ikke ked af det.

“Jeg er glad.”

Du ser utilfreds ud.

“Lad os ikke tale om mit udseende, når der er så mange ting i verden.”

Jeg kan bare…

“Ja?”

Jeg kan bare ikke tænke på andet end dit udseende.

“Mit ansigt er selve indbegrebet af normalitet.”

Det var en lidt afvigende definition på normalitet.

“Er det tid til en bajersk pølse?”

10 procent af danskerne kan godt lide at stå lænet op ad noget

Hvad laver du?

“Jeg står ved en væg.”

Du er som folk er flest.

“Jeg står ved en væg.”

Og er dermed ikke en af de danskere der godt kan lide at stå lænet op ad noget.

“Jo.”

Men du gør det bare ikke nu.

“Det er godt set.”