Det er torsdag. James, der, foruden talrige gode personegenskaber, lider af Downs Syndrom, sidder ved havebordet mellem efterårssyrener i frø og skræller æblet mens han ser observerende på sin slægtning Colson fra Ohio der i sin liggestol ved siden af læser op fra selvkorrektionens centrale og toneangivende værk: “Selvkorrektion” af Brimony Hyatt.

“Der findes kun en type selvkorrektion der er ædel ud af de tre grundtyper af selvkorrektioner.”

James lægger sin lille pibe fra sig netop som han har stoppet den og sad klar med morfars lighter. Han har brugt en time på at forstå at selvkorrektion er noget med at beslutte sig for noget andet end det man lige har besluttet sig for.

“Den ædle type selvkorrektion er, når man i sit indre laver et rollespil hvor man i fantasien betror sig til en kærligt lyttende person fra en fortidig betydningsfuld psykiatrisk behandlingssituation.”

James ser på æblet der har fået et par små brune streger hist og her hvor sporene efter kartoffelskrælleren grænser op til hinanden. Han skræller videre, mens han brummer en lille sang. Han tier høfligt da Colson fortsætter.

“Evnen til at udøve denne type selvkorrektion kan dermed kun læres ved at mime en kærlighedskontakt fra en jeg-støttende behandling efter en situation hvor man er i dyb psykisk, eksistentiel, personlig og følelsesmæssig krise, fx i forbindelse med et nervesammenbrud .”

James ved ikke hvad et nervesammenbrud er og spørger. Han får ikke et forståeligt svar men en oplevelse af at det er noget frygteligt ligesom når fremmede pylrer om ham eller ikke tager hensyn til ham.

“I en sådan behandling leder man efter proportionerne i de almindelige følelser samtidig med at man sørger i dyb lidelse over noget helt konkret i ens handlingshorisont som begrænser, slører og forhindrer udsynet. Man gør disse ting sammen med en indfølende behandler.”

“Det er godt skrevet!” udbryder James.

Colson kigger op og ser lige ud i luften. Forskellige følelser farer igennem ham. Han har fået et chok. Han er overrasket. Det er første gang han har hørt James sige sådan. Den nye medicin er begyndt at virke. Han vender sig imod James og møder hans blik. Et helt nyt spil. Et nyt liv derinde.

Colson skynder sig om bag et træ, hvor han ringer til James’ psykiater og meddeler at der er store fremskridt. Et tigerspring. James’ intellekt er ved at vågne. Psykiateren rømmer sig i den anden ende og siger:

“Jamen så vil jeg ikke tale med dig mere.”

Colson forstår at det er er et diskretionshensyn som gør at der ikke længere er brug for ham. Colson er et varmt geni. Han var der mens der var brug for ham. James er kravlet op af hans varme genistige og nået et intellektuelt stade hvor evnen til at analysere udvikler sig med stormskridt.

Colson folder hænderne og opsender et Fadervor for sit altid positive familiemedlem.

James sidder med æblerne.

“Den ædle type selvkorrektion kan opøves, men kun på den beskrevne måde,” slutter kapitlet.

Han smækker bogen i med en triumferende mine.

James rejser sig og går op igennem haven til huset. Han viser sig ikke mere den dag.

Colson tænker over sig selv og ærgrer sig over at være en eksistentiel tumling der ikke har fundet sin hylde, der ikke passer ind, der ikke fører en beåndet samtale på en café netop nu.

Han åbner bogen, men lukker den igen idet han afbrydes i det samme af en række indfald:

“Betyder ‘Tag dig sammen’ det samme som ‘Hold den moralsk gode selvkorrektion op for dine øjne og opgiv den ædlere type’?”

Han svarer selv:

“Er det ikke det samme som en umoralsk form for pænhed?”

“Indre pænhed.”

“Når selv moral forvanskes og fortrylles til ussel pænhed er der tale om noget værre lort.”

“Balstyriskhed og pænhed. To sider af samme sag?”

Der står en dejlig kvinde foran huset. Iben er vågnet.