Kvinders sang i gamle dage

I gamle dage sang kvinder ved mere passende lejligheder end i dag. Til gengæld synger nutidens kvinder kønnere. De synger iiiii ind i øret på én og uuuuu ind i munden på én så det lyder som ugle når en mand siger igle. Det skaber en del forvirring fordi uglen er klog mens iglen er en blodsuger. Af denne grund er mænd helt og aldeles holdt op med at bruge ordet. Ventesen Maradjøngade har lagt et kødstykke på hovedet da han træder ind i min fine forretning. Jeg sender ham et umodent blik.

“Jeg vil gerne have et skjold.”

Du er ikke et kødhoved.

“Jeg tror det er det smukkeste nogen har sagt om mig ganske længe. Det er ligesom i slutningen af Troldmanden fra Oz.”

Jeg har aldrig mødt et kødhoved og nu har jeg mødt dig.

“Det var forunderligt sagt.”

Har jeg da ikke mødt dig?

“Jeg er en ensom rad, ser du.”

Ensomhed er den næst største sorg i følge Morten Hjerl-Hansen. Den er en svær ting at slås med. Den bliver nemt til had.

“Som igen skynder sig at blive til pænhed.”

Han har ret, ham Morten.

“Vel har han så.”

Et skjold er gratis.

“Jamen jeg har sparet op. Jeg har en BMW.”

Det er jeg da ked af at høre.

“Undskyld.”

Det er ok. Værsgo. Er der andet jeg kan hjælpe med?

“Jeg vil gerne have Brando Dalfrøcies.”

Det er det jeg ofte siger til ensomme mennesker: Du kan altså ikke eje et andet menneske. Vi kan ikke engang tage hinanden for givet.

“Det må være skønt at have et andet menneske, man ikke kan tage for givet.”

Det er skønt.

“Jamen lad mig se. Jeg har spist og læst i en god bog så nu vil jeg gerne have en god ven.”

Prøv dette her.

“Hvad er det?”

Det har ikke noget navn, men det er det paprør der bliver tilbage efter man har brugt toiletrullen.

“En medalje af en slags?”

Det kan du godt kalde det. Det bliver nu brugt i børnehaver sammen med piberensere til at lave figurer af mennesker.

“Den lyder som en oplagt anvendelsesmulighed.”

Du er måske interesseret i at høre hvad der sker når det bliver vådt?

“Nej, jeg er nu mere interesseret i at høre om man kan skylle sådan en fyr ud i toilettet?”

Det er desværre fysisk umuligt.

“Jeg har svært ved at forestille mig det, men siden du siger det.”

Hør, du er egentlig en pudsig fyr.

“Jeg er blevet rustet til livet med dit gratis skjold og af den gode samtale vi to har haft.”

I gamle dage sang kvinder ved mere passende lejligheder end i dag.

“Jeg kommer fra gamle dage, så det ved jeg allerede.”

Jeg tror endnu ikke jeg har mødt et menneske fra gamle dage.

“Der er ikke noget sensationelt i det. Læs Søren Kierkegaard så er du i gamle dage.”

Søren Kierkegaard. Ja ja. Ham kender jeg.

“Der er mange udannede mennesker som tror at Søren Kierkegaard skrev sådan noget som ‘Observationer ved juletiden 1844’.”

Jeg har hørt tale om det.

Fandul: Idé til tegneserie

Billede 1: Det tjekkiske flag
Billede 2: Tintin med kikkert udbryder: ”Det tjekkiske flag!”
Billede 3: En kurv med kuvertbrød.
Billede 4: Tintin med kikkert udbryder: ”En kurv med det tjekkiske flag.”
Billede 5: Kaptajn Haddock til Tintin: ”Giv mig kikkerten!”
Billede 6: Kaptajn Haddock med kikkerten: ”Det er en kurv med kuvertbrød.”
Billede 7: En kurv med morpælere.
Billede 8: Kaptajn Haddock med kikkert udbryder: ”Hvad er det?”
Billede 9: Tintin med kikkerten: ”Jeg ved det ikke.”
Billede 10: Haddock med kikkerten: ”Det er altså noget ingen af os kender.”
Billede 11: Tintin til kaptajn Haddock: ”Så må det være morpælere.”
Billede 12: Kaptajn Haddock: ”Hvornår er der frokostpause?”
Billede 13: Tintin: ”Morpælere er kuvertbrød indrullet i tjekkiske flag.”
Billede 14: Kaptajn Haddock: ”Jeg kunne godt spise en spegepølsemad.”

Kunsthistorisk spørgsmål: Er tiden løbet fra “Aftenstemning ved Botticellis grav”?

Billedet viser en løve der står på forbenene foran hvad jeg vil betegne som et helt almindeligt hegn.

“Ja.”

Hvad ved vi i dag om hegnet?

“Intet.”

Hvad ved vi så om løven?

“Vi ved ingen verdens ting om nogen af delene.”

Betyder det at vi bliver så at sige ramt af uvidenhed ved at betragte billedet indgående, som jeg kan se du netop gør nu?

“Nå, jeg undrede mig bare over den lille tøjknap der er her nede i bunden af billedet.”

Bliver vi paffe og mundlamme?

“Nej nej. Vi bliver bare angste og små.”

Hvorfor?

“Kan du ikke mærke det?”

Jo jo.

“Det er fordi billedet håner os.”

Os to eller enhver beskuer af billedet?

“Han håner omkring otte personer. Kunsteren kendte nemlig ikke os, ser du. Han kendte dem der stod rundt om billedet dengang det blev malet.”

Hånede han sine venner?

“Det er der ingen der rigtig ved. Han vrikkede lidt med numsen og det blev ofte misforstået.”

Det giver god mening.

“Pelle Saftevand blev stiltiende anerkendt af to personer mens han malede billedet. Og eftersom den ene af disse personer var ham selv, blev han kåd og lod løven stå på forbenene. Så forsvandt anerkendelsen igen da han var færdig. Så fluktuerede anerkendelsen, drejede skarpt til højre og dumpede ned i en skovsø.”

Tilsidst skal jeg da lige spørge dig: Ved man hvor penslerne er i dag?

“Ja.”

Interview, hvor ham forfatteren nøjes med at sige “jo”

Du har i din bog opgjort antallet af mennesketyper til over seks milliarder, antallet af mulige indstillinger til tingene til to og antallet af mulige måder at være til på til 14. Er din bog ikke en rygende askehob af førsteklasses nonsens?

Jo.

Er det sandt at den høje mand tager udgangspunkt i sit eget vrøvl?

Er det sandt at den høje mand tager udgangspunkt i sit eget vrøvl?

Fuldkommen.

Men hvad betyder udgangspunkt i sætningen?

Det betyder at han bliver samlet af at læse sig selv.

Det er sjovt.

Hvad er sjovt?

Det han skriver er sjovt.

Ja.

Det er også sjovt for det minder mig om en historie.

Ja?

Det minder mig om historien om ham manden der red ud på en hvid hest for at finde ud af hvordan folk der klarer sig klarer sig. Han finder ud af at svaret er et svar som er hemmeligt men som alle kender.

Det var mærkeligt.

Mærkeligt?

Når folk ligefrem rider ud efter svar bliver jeg mærkeligt til mode.

Mærkeligt?

Mærkeligt.

Men prøv at sige hvad du mener lidt mere præcist.

Hvorfor?

Fordi når man mener noget er mærkeligt er der måske en årsag som ikke er mærkelig.

Nå, du mener det Morten Hjerl-Hansen kalder den 3die største sorg: Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad.

Findes den sorg?

Ja.

Det var godt.

Hvorfor?

For den føler jeg tit og ofte.

Jeg synes heste er lidt mærkelige.

Lidt?

Lidt.

Skriv lidt om en luftstrøm i et større indkøbscenter

Ja. Hvis det er det du foretrækker. Jeg vil undlade at skrive om en mand i frugtafdelingen der tiltrækker sig morsom opmærksomhed ved at stå med en kokosnød i begge sine hænder som han bevæger i næsten supersoniske ryk som om det er den der bevæger ham. Nej. Vi følger luftstrømmen fra den kommer ud af en rist i loftet og ned og rundt om hylderne med havregryn. Men selv på detaljerede kort kan vi ikke følge den længere.

Avbert Maradjøngade er en vaskeægte sprogamatør

Avbert Maradjøngade er en vaskeægte sprogamatør. Han bliver helt høj af at bruge sproget. Han føler han udtrykker sig selv. Ser man nærmere på personen bag de trivielle linjer som preller totalt af på læseren fordi de ikke rummer nuancer opdager man et unikt individ som paradoksalt nok er fuld af nuancer. Problemet er at man ikke kan se Avbert i digtene fordi han er super glad i hatten. Man bliver nødt til at møde Avbert Maradjøngade i virkeligheden og det er logistisk svært eftersom han bor i en tunnel på Mors. Hvem er personen bag de ligegyldige sager? The Other Newspaper er taget en tur i felten. Jeg har en god løn, så jeg havde taget et par storostemadder med.

Jeg har en god løn, så jeg har taget et par storostemadder med.

”De ser gode, lækre og fine ud. Når det er sådan at du har en god løn synes jeg vi skal spise dem uden skrupler. Uden at takke dig.”

Det er da fjollet ikke at sige tak.

”Nå men så tak. [Gumle.]”

[Gumle.] Jeg har læst de digte du kalder The Best of Avbert. De mangler lidt nuancer.

”Ja. Jeg er ikke så god til nuancer nemlig. Jeg ryger let ud i følelsesmæssige blandingstilstande som gør at jeg bliver hujende ligeglad med nuancerne.”

Er det mon derfor du ikke bliver læst?

”Det er et godt bud.”

Jeg har en god løn.

”Det var da dejligt.”

Hvor meget tjener du?

”Det er ikke meget.”

Intet?

”Næh.”

Har du ikke prøvet at sælge dine digte til nogen der heller ikke er så gode til nuancer?

”Jo. Men de interesserer sig ikke for at læse. De kører frem med andre ting?”

Hvad kører de frem med?

”Det ved jeg ikke hvad jeg skal svare på. Biler.”

Biler?

”Ja.”

Dyt?

”Dyt.”

Hahahahaha.

”Hihihi.”

Jeg tror i virkeligheden godt du mestrer det med nuancer.

”Det kan være jeg skulle slå mig på den vogn så.”

Atypiske seriehelte: Dog Man

Alan Schwinderman Quatermain, “Øjet” blandt venner, kan forvandle sig til en hund, men ved ikke hvordan han skal lave sig om til sig selv igen, hvilket skaber en del forvirring i bogens første tre kapitler. Der er lige ved at gå hunderoman i den med luftning, tisning og logren forskellige steder i forfatterens hjemby Grenaa. Da offentligheden imidlertid har vænnet sig lidt til den talende hund begynder denne at udgive digte og mærkelige tekster på nettet for derved at vedligeholde interessen for sin sag som er at spare op til et eller andet “der virkelig forsøder livet”, som hunden så pudsigt udtrykker sit forehavende. På et tidspunkt har den sparet 950 kroner op, som dog tabes ned i en rist fordi den ikke kan holde om pengene med poterne og har fået en sjælden sygdom som forhindrer den i at holde dem i munden. Sygdommen gør også at den hele tiden inviterer til gilder. Ved et af disse mødes bogens menneskelige bipersoner som kender hinanden i forvejen og er mestre i at ælte.