Ny bog: Vi vaskede en kærre
Tre mænd stod på grusvejen i solskinnet og oversprøjtede en kærre. Jeg anser København for én lang gyde.
I din nye romans første to sætninger vil jeg fremhæve gydeudsagnet, gyde-analogien, kan man næsten sige, som den bærende idé.
“Ja.”
Det er fordi du bruger ordet “jeg”. Så kan man se, at du mener det.
“Det håber jeg da.”
Dernæst følger bogens eneste egentlige illustration, en af dine tegninger, som ganske passende viser de tre mænd der oversprøjter kærren. Hvorfor er det ikke København som én lang gyde du vælger at tegne?
“Jeg talte med min redaktør om det.”
Hvad sagde han?
“Han sagde, at det er umuligt.”
Nå ok.
“Jeg blev noget mopset.”
Gjorde du?
“Jeg hadede ham over et godt stykke tid.”
Så-så! Ro på!
“Hvad sker der så i min bog?”
Så fortsætter romanen som bøger er flest. Handlingen er vældig interessant. Den foregår nemlig mellem to fyrtårne der knitrer.
“Ja. Lidt nordøst for midtpunktet foregår handlingen.”
Netop. Og det at handlingen foregår lidt nordøst for midtpunktet giver læseren fantasi til at forestille sig hvad der foregår i det virkelige midtpunkt som udgøres af den virkelige verden.
“Det var klodset formuleret.”
Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal formulere det.
“Det var en skam.”
Hvorfor?
“Jeg ved det ikke.”
Bogens handling, bogens tekst og kærreillustration er ikke enestående, men livet selv er enestående.
“Ja. Men livet er også meget andet.”
Nå.
“Ja ja.”
Jeg troede nærmest at bogen definerede livet på sin egen spøjse måde.
“Bogen ligger i bogen ved siden af midtpunktet.”
Nej, nu holder du kræftedme kæft. Det er for langt ude.
“I bogen refereres der faktisk til bogen 47 gange. Vidste du det?”
Næh. Jeg troede det kun var 46. Du er lige ved at overbevise mig om at denne bog fortjener udmærkelser i form af bronzeret vat.
