I et parforhold skal man passe på med at give efter for længsler. Det er en sorg. Som single skal man passe på med at give længslerne frit løb. Det er en sorg.

Rudyard Kiplings digt Mandalay, på dansk ved Kai Friis Møller, kaldes sentimentalt. Jeg forstår ikke hvorfor. Jeg’et i digtet er single, men giver hverken efter for sin længsel eller giver længslen frit løb. Han taler bare. Han synger bare. Lyt til Mogens Wieths fortolkning. Han var en af vores bedste skuespillere.

Det nytter ikke rigtig at stille skarpt på længsel. Det er en sorg. Sorg er det mest komplekse i livet. Så mon ikke der gemmer sig nogle hemmeligheder ved længsel som gør, at vi kan tale bedre med vores ægtefælle og andre nære venner om den?

Egentlig har længsler mere med had at gøre end med drøm. Sorg bliver nemt til had. Vi er således for hurtige til at erklære ungpigehjerte! når vi hører at én længes. Se hvor mange gange Kipling faktisk er pisse gal i skralden i Mandalay. I de seks vers når han at hade 14 gange. Det er ikke sentimentalt. Det er elskeligt.

Så ideen om at længsel er noget sværmerisk og drømmende er langt fra virkeligheden. Længsel er noget med at kunne jeg dog bare få disse ting bragt i stand. At bringe ting i stand er håndværkerens arbejde. Tænk på det næste gang du ser en VVS’er. Vis lidt respekt. Giv ham eller hende arbejdsro. Ellers kunne det hihi være svensknøglen smuttede og I begge blev våde.

Selvom det er hyggeligt at tale om længsel som noget almenmenneskeligt skal man lige her passe på sentimentalitetsfælden igen. En mands længsel er noget ganske andet end en kvindes. En mands længselssorg er mere åbenmundet, initiativtagende og bevæger sig lettere ud i had og somme tider desperation. En kvindes længsel er konstruktivt eller mindre konstruktivt konsensusbegærende ofte indestængt og springer gerne hadet over og bevæger sig gerne ud i den endnu farligere pænhed. Farlig fordi pænhed er noget møg. Farlig fordi pænhed er sorg som ikke vil være sit had bekendt.

Der er større sorger her i livet end længsel og de fleste indretter deres liv efter rækkefølgen: tab, ensomhed, utilstrækkelighed, længsel. Der er altså først og fremmest tab. Dernæst er der ensomhed. Har man lidt et stort tab tidligt i livet, enten af Mor eller Far, har man været for tæt på fraværet af en elsket og man længes derfor efter ensomhed som man forstår som et livsvilkår der er nøglen til ens egen sorg. Men det er en grundforvirring. Så er der tale om et forvirret menneske. Det er vi vel alle i en eller anden grad. Også det er en sorg, men da sorg er det mest komplekse i livet kan vi ånde lettet op for vi behøver ikke forstå alt. Præcis på det punkt var Freud meget grov i virkeligheden. Han blev vidensfetichist i en helt uhyrlig grad og gjorde altså oprør mod den tredje største sorg, utilstrækkeligheden.