Du som fylder og beskytter
os på livets rige vej.
Så hver enkelt af os lytter
til hinandens rod og fejl.

Du som vælder som en kilde
frem af ørknens varme sand.
Du som sænker dig som dis
over kvinde, barn og mand.

Gennem tider, under himle,
gennem vores rare liv.
Gennem smerte, pinsel, farer.
Uden at vi siger: bliv!

Vi vil ikke stå i kæder
Det er ikke vores kald.
Når du mader os fra oven
Ved vi hvad vi bør og skal.

Vi vil løbe rundt på jorden.
Vi vil sidde ganske stille.
Vi vil kæle, klappe, elske.
Vi vil rundt på gulvet trille.

Se det mørkner i det fjerne
Det er skyer som er grå
Vi vil ta’ en dag ad gangen
For det ved vi at vi må.

Vi vil slippe al bekymring.
Viske hadets tavle ren.
Vi vil plukke blomster lilla
fra hver rig og frodig gren.

Og når dødens time kommer
Vil vi lide voldsomt slemt.
Men en morgen i det grønne
Vil det også være glemt.

I en dorsk og forvandlet samtidsby
Der stod et gyldent skilt
Og forkyndte for Karla og Vivian
At John Sæby var blevet skilt

Karla hun strakte armen frem
Tog fat i den andens hånd
De græd ned i isene de havde købt
Og optog gråden på bånd

Musvitterne landed i Karlas hår
En enkelt slog en prut
Og Vivian skænded og sagde brysk
Flyv væk din lille starut!

Man spørger mig ofte med åbent sind
Hvad handler digtet om?
Det handler om en cykeltur
Da John Sæby hørte herom

John Sæbys tjener var 53
Kom ind med et bånd på en bakke
Skrued væk fra anlæggets fine musik
Hørte Karla og Vivian snakke

Den stakkels John Sæby var blevet dum
Af lidelser sorg og andet
Han troed at kaldet fra tøserne did
Var en bøn om at lade vandet

Han tissed på gulvet af glæde det fæ
Lod den tjener klare resten
Så svang han sig i sadlen op
Og lod tilbage hesten

Han ankom med saddel men uden hest
Og var et løjerligt skue
I favnen lyned’ et scepter fint
På foden han bar en hue

Men Karla og Vivse de sang af fryd
Alene med denne mand
Med kvindejokes de prøved sig frem
Og haled hans hjerte i land

Som første i verden i to forlibt
John Sæbys hjerte var bundet
Da Karla døde af alderdom
Var ægteskabslykken grundet

Da bogen om Ragnhild Skytte var læst til ende, blev jeg helt mærkelig. Og det på trods af at det ikke var mig der læste den. Bogen hedder ”På røven alene” og er smukt illustreret af Eggert Hue. En af de mærkelige ting ved bogen er, at hovedpersonen Ragnhild på de flotte tegninger hele tiden står og smasker en mand ind i øret, alt imens hun i teksten er mutters alene. Derfor kunne jeg bedst lide tegningerne. Jeg vil til enhver tid foretrække at smaske en mand ind i øret frem for at være på røven alene.

Er du den grønne dame?

”Måske.”

Har du aldrig bukser på når du går i teatret?

”Måske.”

I aftes da du optrådte fangede du al opmærksomheden fra teaterscenen hvor de spillede Moliere.

”Det ved jeg.”

Er du lavet af ir?

”Nej.”

Hvad er du så lavet af?

”Det samme som dig.”

Jeg er lavet af kød og blod.

”Det ved jeg godt.”

Jeg er ikke grøn.

(Illustration: Valeria Gavrilin; Tekst: Morten Hjerl-Hansen)

“I have run down the valley to bring you straws” (“Jeg er løbet ned i dalen for at bringe dig strå”)

Linjen lød i mine ører som kardinaleksemplet på en fjoget kliché med en sanger der ofrer pengepungen for at vinde sin elskede. Men da jeg kastede et nærmere blik på linjen stod der at han kommer med strå. Det er ikke fjoget. Det er dumt.