Omsorg, ja. Jeg tror sgu alle mennesker slæber rundt på psykiske begrænsninger, sygdomme, ja, lad os kalde dem det. Ondskab? Bestemt nej. Psykiske begrænsninger er ikke ensbetydende med ondskab, men kombineres de med stress kan de nemt blive det. Blive til hensynsløshed og vold. Mener du ikke at samfundet er noget i retning af stresset? Bare en lille smule? Lad mig forklare dig at sådan er det. Samfundet er stresset op. Rigtig mange mærker det på deres egen krop. Velfærdsreduktioner og snoldede klimahensyn. I Kina og Indien bygger de et kulkraftværk om ugen. Proportioner. Jeg har det selv svært med dem. Husk nu Venstres velfærdsløfte. Det er dit ansvar.

Kh

Morten

Vores datter er samspilsramt. Det vil jeg definere som at noget der ligger ud over selve det at hendes forældre er blevet skilt og den grundfølelse hun må have, i forbindelse hermed, at tingene inden i hende ikke hænger sammen fordi hendes forældre somme tider ikke ser ud til at hænge sammen på anden måde end som et løst defineret samarbejde. Det er ikke nogens skyld, men det er vores skyld hvis ikke vi erkender at både hendes mor og far har nogle psykiske begrænsninger. Hendes Far er ind imellem negativt præget af skizotypi og hendes Mor er somme tider negativt præget af Aspergers. Skizotypien gør at hendes Far bruger for meget energi på at køre op i en spids, særligt når jeg er alene efter en stresset morgen, eftermiddag eller aften. Aspergersen giver psykologangst og venskabsangst, en forvirring der for mig er ubegribelig og som jeg, hvis jeg ikke passer på, opfatter som pinlig fejhed fra hendes mors side. Jeg fastholder, totalt cool, at vi lever i en civilsation og at det er muligt at tale med psykolog og venner om de ting der trykker. Jeg kan ikke se verden på anden måde. Det er en styrke som jeg har. Det er ikke en styrke som hendes Mor har. Jeg føler hun blokerer. Det kan ændre sig til det bedre. Selvfølgelig kan det det. Det er rigtig godt jeg fokuserer på dette, det vigtigste i mit liv, som er min lille datter.

En del børn i Danmark har desværre ikke rigtig været på sommerferie i år. Det er en tragedie. Lad mig præcisere… Det får flere forældre til at blive stressede. Lad mig præcisere… Det får flere forældre til at glemme at kvitte smøgerne. Lad mig atter præcisere… Det får flere forældre til at glemme hvad en “tør dag på jorden” er for en størrelse. Det kunne være noget med at Mor eller Far ikke findes på jorden.

Min patient er proportionsforvirret og beslutningsfremmedgjort. Uheldigvis er min patient mig. Men det er da meget godt jeg selv ved det. Jeg har ikke til dato besluttet noget. Ingen pis. Jeg har gjort de ting jeg skulle og følte var meningen jeg skulle gøre uden dog at kunne se sammenhængen. Det føles velgørende at tænke over proportioner i min ensomhed. Jeg bliver med det samme overrasket over at jeg lægger overdreven vægt på ting af mindre betydning.

Alle disse tanker udgør muligvis en ikke-kommerciel popsang. Jeg inviterer ikke hele Danmark med på en lytter i jagten på en Audi.

Hegel var en skør mand. Men med blødheden, (åbenhedens mulighed samt blødagtighedens fristelse) følger fastheden (integritetens mulighed og dominansens fristelse).

Måske er afhængighed af andre noget skidt, men jeg er mere tilbøjelig til at se det som noget naturligt.

Det er nemlig mit parti, for jeg er medlem af lortet. Og selvfølgelig må vi sige farvel til partiets hovedbestyrelse og en del gamle mænd fra 68-generationen for at pisse for meget på Gud Fader. Jeg synes også, hvis jeg må være så fri, at bekendtskabet med disse grå eminencer i min lokalafdling har været og er bøvlet. Den måde de prøver at omfavne nogenlunde fornuftige unge initiativer som Extinction Rebellion er nærmest lidt klam. Det er nemlig ikke borgere, men først og fremmest politikere og virksomheder der skal reagere.

Alt ved denne person virker så løfterigt og beroligende. Hun sidder også i hvad der ligner Amalienborg på portrætfotografierne.

I stedet for at blive brugt på klatbevillinger til at lægge hysteriske stråtage på bevaringsværdige bygninger.

Kære Københavns Universitet, Institut for Statskundskab. Var det ikke på tide at universitetet tog ansvar og oprettede et professorat i velfærdssamfundseksport og velfærdssamfundsopretholdelse? Vi har noget at være stolte af her i Danmark. Der er intet politisk i at interessere sig for hvordan borgerne i et samfund har det godt. Vi må væk fra idéen om det hysteriske videnskabsideal som fejrer menneskelig neutralitet. Neutraliteten er det embedsværket der skal varetage. Københavns Universitets videnskabelige medarbejderes politiske synspunkter skal afspejle det politiske spektrum. En person der ikke er kristen stiller ikke op i et menighedsrådsvalg. En person der ikke er rød bliver ikke professor i velfærdssamfundseksport og velfærdssamfundsopretholdelse. Et yderligere argument er at de pengestrømme der tilflyder borgerlige medier skal opvejes ved at universitetet agerer ansvarsfuldt og opretter dette professorat.

Med venlig hilsen

Morten